Av, for en musical. Jamen, den slags film produceres jo slet ikke mere. Dem med magi, drømme, rytmer, kærlighed, lidt smerte, megen romance og masser af dans, step og swing. Kort sagt musicalen. Ginger Rogers, Fred Astaire, Gene Kelly, Cyd Charisse. Den gang, fra stilartens ultimative storhedstid, tilsat den franske filmbølges 'paraplyer', plus et par nutidige tilløb. Ellers er de dansende tosser ren nostalgi – for musicalen er død. STOP. Den er spillevende, bor i Hollywood og hedder: La la Land.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Afsikre sikkerhedsbæltet. Lad os sammen slynges ud i et univers gjort af drømme i farver, dans og sang. Myldretid, trafikprop på highwayen mod Los Angeles er ikke ligefrem den glitrende musicals oplagte åbningsscene. Hundredevis af fastlåste stressede, dyttende, isolerede bilister. Så smækkes en bildør op, en gul-kjoleklædt pige danser ud af bilen, en til, flere mænd og piger danser nu syngende ind imellem de mange blokerede biler, op på biltagene til danserytmer i en forrygende koreografi, hvor de to, Sebastian og Mia, oplever det korte møde. De er parret, der skal tage os med ind i deres drømmeverdener. Helt musical klassisk. Hun stræber uden held, efter en skuespillerkarriere. Han, pianisten, vil kæmpe for jazzens plads i det 21. århundrede. Begge i modgang, i en by fuld af (des)illusioner. Dette er filmens hæsblæsende start.
Den unge instruktør og manusforfatter Damien Chazelle, som huskes for Oscar-modtageren Whiplash (2014), er besat af, forelsket i filmmusicalen – her er masser af hilsner til de gamle musicals som Band Wagon, Top Hat, Singing in the Rain, både i stil, kameraføring og koreografi. Tydeligst er inspirationen fra den franske nybølge instruktør Jacques Demys og komponist Michel Legrands (Pigen med paraplyerne, 1964 og Les demoiselles de Rochefort, 1967), hvor netop farveholdning og smægtende musik fryder øje og øre.
Instruktøren og hans komponist Justin Hurwitz er nok nostalgiker, men også nærværende og nutidige. Millionbyen LA, her og nu, er en integreret del af filmens kulisse. Opstemte, forelskede søger parret gennem Griffith Park Observatorys kunstige stjernekuppel, ud på parkeringspladsen med drømme udsigt over byen og ægte stjernehimmel, som de vægtløse danser ud i – for kærligheden ophæver alle konventioner, ja, selv tyngdeloven og de geografiske afstande. Ubesværet er de, snart i Pariser jazzklubben Le Caveau de la Huchette, snart ved Seinekajen – med tydelig hilsen til Leslie Carons og Gene Kellys romance i En amerikaner i Paris – og så er vi igen tilbage i virkelighedens LA.
 |
Copyright:
Nordisk Film |
Kærligheden gør vægtløs. Det er filmens budskab – men ikke uden smerte og modgang. Mia og Sebastian er musicalens arketyper. Hun, nuanceret spillet, danset, sunget af Emma Stone, arbejder i Hollywood hos Warners cafe tæt på det miljø hun så brændende higer efter at blive en kreativ del af. Men ak, audition efter audition ender altid med et: Tak, desværre. Han, jazzpianisten, der må tage til takke med tilfældige bar- og receptionsjob, hvor ligegyldige melodier overdøves af gæsternes kneveren. Ryan Gosling er den kompromisløse kunstner, der fastholder sin integritet og danser, stepper, spiller sig ind i musicalens hjerte.
Selvfølgelig skal de begge gå/danse så frygteligt meget igennem før de erkender deres kærlighed – og når deres drømmemål. Og så enkelt er filmen/livet slet ikke. For tiden skrues fem år frem – helt i Pigen med paraplyernes ånd – og vi får en bittersød slutning, hvor virkelighedens og drømmenes alternativer smukt blandes.
Alt sammen til Justin Hurwitz skønne symbiose mellem klassisk musical melodier, hvor vi snart holder Gershwin, Porter, Belin, Legrand i hånden og snart bæres frem af vildt improviseret jazz. Ikke mindst det kunstgreb gør filmens lydside til en nyskabelse, hvor vi helt selvfølgelig lader billede og lyd blive til et samlet magisk univers.
Og hvad med Emma Stone og Ryan Goslin som det klassiske dansepar? Nej, det bliver de aldrig. De er skuespillere, ikke dansere – men koreograferne har netop valgt at lade den sublime danseteknik glide lidt i baggrunde til fordel for det afslappede naturlige kropssprog, som (be)står sin prøve i de lange singel-takes med glidende kamerabevægelse. Stilsikker uden at virke mekanisk forløser de romantik, smerte og humor i deres dans – glem ikke de er begge skuespillere af høj karat. Bliv ikke forbavset, hvis Stone snupper en Oscar. Alene scenen, hvor hun med mobilen for øret, i et langt fast nærbillede, tavst gennemlever, at vennen slår op med hende, gør Ema Stone Oscar-moden.
Hollywood er, ofte lidt nedladende, blevet kaldt drømmefabrikken. La La Land er en skøn drøm af en musical baseret på elementer med langtidsholdbarhed fra fabrikkens storhedstid. Et spind af drømme, vævet sammen af de elementer, drømme er gjort af. Kort sagt: En drøm af en musical.
|
