| Jagten på en far |
| |
Blandt Marvels mange kulørte helte var ingen så skævt tænkt som holdet i den populære og vellykkede Guardians of the Galaxy – og her på tærsklen til, at de vigtigste af dem skal indlemmes i det store Avengers-team i kampen mod galaksebetvingeren Thanos, så får vi andet kapitel i deres helt eget eventyr. Den første film af James Gunn var et overbevisende og overraskende rumeventyr, hvis vittige energi og oprigtige charme overvandt publikum og kritikere verden over. I et perfekt mix af et nostalgisk pop-soundtrack, kvik dialog og et veldrejet plot var mødet med Star-Lord, Drax, Gamora, Rocket og Groot en af 2014s mest kulørte oplevelser.
 |
Copyright:
Walt Disney Studio Motion Pictures |
Den svære fortsættelse tynges naturligt af et forventningspres. Nu er personerne introduceret, så der skal graves dybere og søges en mere følelsesladet forståelse for deres baggrund, plottet og universet skal udvides og med fremtiden in mente, hvor der både er Avengers-eventyr og en selvstændig 3’er i støbeskeen, så skal handlingstrådene trækkes videre ud i kommende kapitler. Gunn & Co. går til opgaven med behørig respekt for den energi, der var originalens helt store attraktion, og heldigvis er Guardians of the Galaxy Vol. 2 mindst lige så sjov, skør og visuelt overlegen som dens forgænger. Man mærker en dybfølt kærlighed og respekt for det skæve hold og deres anstrengelser.
Chris Pratts rapkæftede Star-Lord er hovedattraktionen, og han blev også det emotionelle forankringspunkt, fordi den første film åbnede med hans tragiske sidste øjeblikke på Jorden, hvor hans mor døde. Faderen var blot en fjern legende, men nu er det på tide, at vi får hans identitet afsløret, og det sker i slutningen af den overlegne åbningsscenes rumslag, hvor hele banden er på flugt fra en gulddækket race af højtstående individer, som de har bestjålet. Her kommer farmand i let omskrevet form ridende på sin hvide hest og redder dagen. Familiegenforeningen er som udgangspunkt lykkelig, og Guardians-holdet bliver splittet op, da Gamara og Drax gør Star-Lord følge til faderens planet – eller retter sagt bare til faderens egentlige form, for Star-Lord viser sig at være halvt Gud, da hans far er Ego, en levende planet – altså et himmellegeme, der kan tage den form, det nu end passer det. Som kendere af tegneserierne ved, så er ultimativ magt sjældent godt for det moralske kompas, så når det er svært for Star-Lord at acceptere at den længe tabte far måske ikke er helt fin i kanten, så er det godt, at han har en reservefamilie ved hånden. Og netop reservefamilien bliver et helt centralt begreb i filmens psykologiske univers. På den måde trækker universet i flere tilfælde faktisk på samme hammel, som når stemmen bag Groot i sin fysiske form giver den som bandelederen Dominic Torretto med et indædt loyalitets- og familiekodeks i den uhyre succesrige Fast & Furious-serie.
 |
Copyright:
Walt Disney Studio Motion Pictures |
Størstedelen af filmen udspiller sig omkring Ego, og filmen har sine rørende øjeblikke efterhånden som Star-Lord må forholde sig til sit sande ophav og redefinere sin forhistorie. Det giver dybde og introducerer relationer, som man kan se strække sig videre ud i Marvels omfattende filmiske univers. Og det gælder egentlig ikke kun Star-Lord, for også den skønne Drax the Destroyer i wrestleren Dave Bautistas overraskende overbevisende præstation rummer uventede dybder i mødet med seriens bedste nyskabelse, Mantis. Både Mantis, Ego og Sylvester Stallone i en mikroskopisk rolle i denne ombæring er allerede bekræftet som figurer med en fremtid i Marvels univers, så rollelisten til den allerede nu ærefrygtindgydende Avengers: Infinity War bliver blot længere og længere.
Det ændrer dog ikke ved, at Guardians of the Galaxy Vol. 2 også bliver mere stillestående rent handlingsmæssigt end den første film. Hvor vi havde vænnet os til et inter-galaktisk rumeventyr med handling spredt over mange lokaliteter, så tynger det nye emotionelle fundament hele handlingen ned i tempo. Det er en klassisk tendens for mange 2’ere i trilogier, og i de bedste tilfælde kan det betyde, at det store finalebrag bliver endnu bedre, fordi forarbejdet handlingsmæssigt og psykologisk er gjort godt. Det håber vi også bliver tilfældet her, for Galaksens uforbederlige helte er stadig topunderholdning målt på dialog og vittige referencer, der helt uproblematisk får blandet Cat Stevens, Pac-Man og David Hasselhoff ind i et rumeventyr langt fra vores planet uden at det bliver plat spoof eller forceret komik. O, og så lever man trods alt med, at tempoet rent handlingsmæssigt visse steder bliver lige mageligt nok.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
