| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | | Der mangler 3 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
| | Billedformat:
2.40:1
Lyd:
DTS-HD 5.1
Ekstra materiale:
3 featuretter, alternativ slutning, 9 slettede scener, trailer |
|
|
|
 |
Split
| Shyamalans gamle tricks |
| |
Split overraskede mig. Den største overraskelse er måske, at filmen er det hidtil største skridt på vejen tilbage til storhed for instruktør M. Night Shyamalan, der i sin glansperiode med Den sjette sans og Unbreakable blev udpeget som en værdig arvtager for selveste Steven Spielberg. Det er lang tid siden nu, og der har mildest talt været langt mellem snapsene i Shyamalans filmografi siden. Split er heller ikke ligefrem perfekt, men det er en solid lille thriller, der i sit filmsprog trækker spor tilbage til instruktørens hovedværker.
 |
Copyright:
UIP |
Skolefødselsdagen er slut for teenageren Claire (Haley Lu Richardson) og kun to gæster har endnu ikke fundet hjem fra den cafe festen er foregået på. Claires bedste veninde Marcia (Jessica Sula) og klassens outsider Casey (Anya Taylor-Joy). Da ingen kommer for at hente Casey må Claires far køre alle tre piger hjem. Men uhyggeligt nok sætter en anden mand sig ind i bilen, bedøver pigerne og tager dem til fange et ukendt sted. Manden hedder Kevin (James McAvoy), men han har også andre navne, ser du, Kevin rummer 23 forskellige personligheder. Nu er det så op til de tre piger, under ledelse af Casey, at slippe væk inden Kevin fuldbyrder sin grumme plan.
En stor del af underholdningsværdien i Split hviler på James McAvoy, der spiller alt fra lille dreng, over OCD-plaget psykopat til det der er mærkeligere. Her leverer McAvoy virkelig varen. Hans evne til at vise skift i personlighed ofte kun ved hjælp af kropsholdning og ansigtsmimik er biografbilletten værd i sig selv. Til tider er der selvsagt lidt teater-øvelse over det, men McAvoy har succes med at balancere på knivsæggen af overspil uden at falde i. Han understøttes af en Shyamalan, der tilsyneladende har fundet vej tilbage til sine gamle dyder. Nøjagtigt komponerede billeder skaber en vellykket klaustrofobisk intensitet i et filmsprog, der trækker linjer tilbage til instruktørens første film. Shyamalan arbejder nu med et lavere budget, men her fik han virkelig mindet mig om hvor god han kan være.
Som altid hos Shyamalan er der tale om en konstruktion. Shyamalan har altid elsket gimmicks og Twilight Zone-agtige 'hvad nu hvis'-oplæg. Når han er bedst skaber han nøjagtigt doseret puslespils-historiefortælling, og når han er værst skaber han ulideligt kunstige vaklende korthuse. Split er heldigvis mere det første end det sidste, men problemer har den. Ikke mindst er udnyttelsen af en reel psykisk sygdom – dissociativ personlighedsforstyrrelse – både temmelig tåbelig og smagløs. Der er absolut ingen grund til at hænge dette fjollede, men underholdende, plot op på en halvbagt forståelse af en reel psykisk lidelse. Derudover taber fortællingen også fremdrift undervejs. Et sideplot om Caseys barndom fortalt i kluntede flashbacks fylder alt for meget, og resultatet er, at Split bliver mindre stramt fortalt end f.eks. sin tematiske filmbror 10 Cloverfield Lane.
 |
Copyright:
UIP |
Split har altså nogle ret tunge problemer at danse med. Men så sker der noget – tillad mig at være malerisk – Shyamalan tager røven på mig. Det er lang tid siden, at det sidste minut af en film har haft så voldsom en effekt på mig som tilfældet er her, så på trods af sine problemer er jeg simpelthen nødt til at anbefale en tur i biffen. Den sidste bid af Split leverer et øjeblik, der effektivt rekontekstualiserer alt, der er gået forud, inklusive filmens genre. At dømme fra reaktionerne ved pressevisningen er det næppe alle, der vil have samme oplevelse. Den fulde effekt kræver da også både forkendskab og kærlighed til instruktørens tidlige film. Men i mine øjne er Shyamalans trick her altså smågenialt.
Ironisk nok er jeg i syv sind om Split. På mange måder er det en effektiv thriller og Shyamalans bedste film i årevis. Samtidig har den så sandelig også både fortællemæssige og tematiske problemer. Men jeg kan bare ikke benægte at slutningen fik mig. Som man nok kan fornemme, er jeg splittet (tøhø), men det er unægteligt årevis siden, jeg har været så begejstret for en Shyamalan film.
|
| |
| | Ud over den alternative slutning, der blot varer et halvt minut, får vi ni slettede scener på små 15 minutter. En super lækker snack, hvis man holder af filmen og dens univers.
Selv de tre korte making of-featuretter er interessante. Ikke fordi de afslører så meget om hvordan filmen blev skruet sammen, men fordi de er svært stemningsfulde. De fungerer som solide teasere til filmen, og som helhed er ekstramaterialet virkelig værd at bruge tid på.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
