| Vold og magt |
| |
Hvis der er et gennemgående tema i instruktør Kathryn Bigelows film, så må det være vold. Hvad betyder det at bruge vold, og hvilken effekt har det på andre, når vi bruger den? Det gælder for livet som vampyr i Near Dark, det testosteron-drevne venskab i Point Break, kærlighedsforholdet til en psykopat i Blue Steel, virtual reality snuff-film i Strange Days og selvfølgelig krig i forskellige afskygninger i Bigelows nok mest anerkendte film The Hurt Locker og Zero Dark Thirty. Bigelow interesserer sig tilsyneladende for det punkt, hvor gryden koger over, og vi mennesker tyer til volden som eneste udtryksmiddel.
 |
Copyright:
SF film |
Det gælder også for hendes nyeste film, Detroit, der tager sin begyndelse, da gryden for alvor koger over i de amerikanske race-relationer. I sommeren 1967 bryder den amerikanske racekrig ud i fuldt flor i den svedende storby Detroit. En politi-razzia på en ulovlig bar var startskuddet for nogle af de værste og voldsomste optøjer i USA’s historie. Detroit inviterer os med til optøjernes begyndelse, og zoomer så ind på en specifik hændelse på The Algiers Motel, hvor en gruppe unge holdes fanget af pistol-glade betjente under mistanke af skyderi. Det fører til en bølge af vold og psykologisk tortur mod de unge, og ikke alle kommer ud af The Algiers Motel i live.
Det er den midterste time i og omkring The Algiers Motel, der er det absolut bedste ved Detroit. Med klaustrofobiske billeder og et effektivt ubehageligt lyddesign inviterer Bigelow publikum til at mærke, hvordan det må have været, at være i politiets vold den skæbnesvangre nat på hotellet. Den ene rædsel følger den anden, når betjentene i deres desperation over måske at have begået en fejl, tyer til ubegribeligt ubehagelige midler. Allerede fra begyndelse fremstilles optøjerne i Detroit som helt uforståeligt forfærdelige. Det virker næsten post-apokalyptisk at se militæret i byens hærgede gader, og det bliver kun mere rædselsfuldt af, at det er virkeligt.
 |
Copyright:
SF film |
Med endnu et manuskript af Mark Boal kan Detroit – sammen med The Hurt Locker og Zero Dark Thirty – næsten ses som den tredje film i en trilogi, hvor Boal og Bigelow har udforsket moderne historie. Men Detroit er hverken den bedste af de tre, eller den bedste af Bigelows film. Når filmen i sin tredje akt forvandler sig til melodramatisk retssalsdrama, kommer den pludselig til at lugte lige lovligt meget af Oscar-madding, og det underminerer den forudgående intensitet. Samtidig skaber Bigelow og Boal nogle lige lovligt tegneserie-agtige skurke. Den hvide voldspsykopat af en betjent, spillet af den drengede Will Poulter, fremstår umenneskelig i det ekstreme. Havde han været lidt mindre ond med stort “O”, havde Detroit slået endnu hårdere. De virkelige rædsler begås af mennesker, ikke karikaturer.
Det samme gælder for John Krasinskis advokat-figur, der er mere manipulerende Machiavelli end menneske. Til gengæld er Detroit befolket af en række nye stærke skuespil-kræfter. Især John Boyega glimrer med sin sikkerhedsvagt Dismukes, der forsøger at begå sig i minefeltet mellem den hvide ordensmagt og de vrede sort civile. Detroit er også vred. Det er nok gået de færreste forbi, at temaet i Detroit desværre stadig er ligeså relevant, som det var i 1967, og Bigelows mål er ikke bare at vi skal vide det; vi skal mærke det. Det lykkes hun med i størstedelen af filmen, og af samme grund er Detroit en seværdig, omend ubehagelig oplevelse; årets hidtil vredeste film, og relevant som ind i helvede.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
