| | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| | Der mangler 3 brugerkarakterer, før brugernes vurdering vises. |
|
|
| | Billedformat: 1.85:1
Lyd: DTS-HD
Ekstra materiale: Trailers |
|
|
|
 |
The Salesman
Den forbandet svære tilgivelse |
|
At Asghar Farhadi vandt Oscaren for bedste ikke-engelsksprogede film med Sælgeren og derved skrev sig ind i en meget lille og eksklusiv klub af dobbelte vindere var lidt af en overraskelse – og måske kom den i stand på grund af et smart markedsføringskneb lige op til afstemningsdeadline, hvor det forlød, at en stemme på Farhadi var en stemme mod Donald Trump (og hans famøse indrejseforbud). Derfor er det så meget desto mere glædeligt nu at kunne konstatere, at sejren – uanset hvordan det måtte være kommet i land – på mange måder er fuldt fortjent. For Sælgeren er et modent, eftertænksomt og decideret velstøbt drama, som tilmed formår at lave prima suspense og samtidig ude i periferien få kommenteret på livet i det Teheran, der på en og samme gang er frit og dybt kontrolleret.
 | Copyright: Scanbox | Der er med andre ord mange agendaer på spil, men helt centralt står det nervepirrende ægteskabsdrama, der udspiller sig mellem skuespillerne og ægtefolkene Emad og Rana. De øver på teateret på Arthur Millers klassiker "En sælgers død", mens privatlivet bogstaveligt talt rystes i fundamentet, da et byggeri på nabogrunden truer med at lægge deres etageejendom i ruiner. De genhuses i en lejlighed, som de låner af en af kollegerne fra teatret, men det viser sig snart, at den tidligere lejer har haft et omsvævende liv. Rana er alene hjemme en aften, hvor hun åbner for dørtelefonen i den tro, at Emad er kommet hjem. Det er han ikke, og han finder hende først på hospitalet, hvor hun ligger blodig og chokeret. Overfaldet i eget hjem af en ukendt gerningsmand. Emad indleder et detektivarbejde for at finde gerningsmanden, og det bliver en jagt, der ender med helt at opsluge hans eksistens. Rana selv vil hellere skubbe hændelsen ind under gulvtæppet for ikke at skulle tale yderligere om det passerede, men hendes mand holder fast i hævntrangen. Især da jagten giver resultat, og der kommer et ansigt og en identitet på gerningsmanden. Men hvad nytter hævngerrigheden, hvis ofret har besluttet sig for at tilgive? Tilgivelsens altomsluttende kraft er kraftfuld gennem sin irrationalitet, men hvad kræver det at tilgive en uret begået mod andre? Det er store spørgsmål som Farhadi smider på bordet, men det gøres smidigt og veldrejet i en film, som en stor del af tiden spiller som en skarp thriller. Hitchcock ville være stolt over Farhadis sikre kontrol over suspense som virkemiddel og Bergman, der i øvrigt optræder i kulissen i form af en markant plakat for hans Skammen, vil glæde sig over dybden i de psykologiske hovedspring som manuskriptet tager i sine hovedpersoner. Og dét er unægtelig noget af en præstation at få de to mestre forenet.
 | Copyright: Scanbox | Omkring Emad og Rana ligger Teheran. En verden i opløsning ganske som sine hovedpersoner. For hver gammel, slidt men velkendt bygning, der bliver revet ned, skyder der noget nyt og fremmed op. Det truer fundamentet i et samfund, ganske som det truer Emads selvforståelse ikke automatisk at måtte søge hævn for overgrebet på hans hustru, som i hans optik også er et overgreb på ham og hans ejendom. Det er provokerende at spille den alfa-maskuline rolle i hænderne på en pjusket skuespiller, men netop fordi kontrasterne i figuren er så tydelige og ambivalente, så øges vores interesse for ham og hans handlinger. Farhadi har skabt et moderne værk, der både taler til og om sin samtid og samtidig dyrker en personkonflikt så tidløs som noget. Det er som regel det grundmateriale som store filmoplevelser støbes af, og Sælgeren hører til på allerøverste hylde af biografernes repertoire i dette forår.
|
|
| | Der er blot inkluderet fire trailers på udgivelsen. Intet andet ekstramateriale.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
|