| Tro, håb og overlevelse |
| |
SÃ¥ er vi tilbage i galaksen. Nu med mere Luke & Leia, men uden Han Solo.
Vi sluttede kapitel VII i Star Wars-sagaen med det nye trekløver Rey, Finn, Poe (& Co.) havde sprunget den nyeste dødsstjerne i luften og alle heltene var glade. Måske ikke så meget Finn, der var kommet slemt til (ryg)skade i sammenstødet med onde Kylo Ren, men i det mindste endte det hovedsageligt lykkeligt for The Rebel Alliance. I mellemtiden har vi mistet Carrie Fisher, der som Leia fylder solidt i eventyret, og The Last Jedi er langt mere dyster og sørgmodig end den friske Star Wars: The Force Awakens.
 |
Copyright:
Walt Disney Studios Motion Pictures |
Vi mærker melankolien meget hurtigt. Den nye mand i førersædet er denne gang krea-nørden Rian Johnson, der med fx Brick og Looper har givet os nogle spændende filmfortællinger, og ham er vi trygge ved fra start: Alt er som det skal være i Star Wars-land. Og så alligevel ikke, for Johnson har finjusteret universet en snas. Den frække fætter, Poe Dameron, tager pis på den lede general Hux i den veloplagte åbningsscene, og The Last Jedi etablerer at der altså gerne må grines. Og vi er dårligt ude af samme introscene før vi også (næsten i hvert fald) græder, for filmen er ikke bange for at hive i og trykke på vores sensitive Star Wars-følelser.
Og der er meget på spil i kapitel VIII. Vores heroiske rebeller er næsten alle udryddet af The First Order, men forsøger selvfølgelig at kæmpe til det sidste og blive ved med at bevare troen på at de nok skal få knækket den gigantiske hær, der er ved at overtage en planet og en galakse af gangen. Deres oprør kommer fra flere kanter med hver vores unge helte i front og General Leia Organa som åndelig leder bag dem alle. Fisher er heldigvis meget med i hvad der nu er hendes svanesang, og hun er som altid et sympatisk anker. Men Johnson har også skrevet nye og interessante kvinder ind i historien. Finn, der selvfølgelig har overlevet, får en nye makker i mekanikeren Rose og Leia har en højrehånd, der heller ikke er bange af sig. Og sammen med gamle kendinge fungerer de nye figurer glimrende. Johnson har ramt en god balance. På alle måder. Han filosoferer men har også fint styr på actionscenerne. Han bruger rigeligt tid på Rey & Ren-kampen, men drukner os ikke i den. Der er hårde situationer og triste offerhandlinger, men også nuttede dyr.
 |
Copyright:
Walt Disney Studios Motion Pictures |
Den største afvigelse fra Star Wars-universet er nærmest den grafiske stil filmen bærer. Havde det ikke været for de grå og grønne omgivelser i den ene af historierne, kunne man tro Johnson havde smidt os ind i en The White Stripes-video. Alt er sort, hvidt og blodrødt. Det er ekstremt, det er vanvittig flot og det er overraskende organisk. Vi tror fuldt ud på Johnsons udgave af universet, der er langt mere farve-vildt end sædvanligt. Men også figurerne tegnes langt tydeligere op end i The Force Awakens, hvor vi ikke fik meget forklaret og kun en masse antydninger.
Og trods en to og en halv times spilletid behøver man lykkeligvis ikke frygte lange kampscener eller langtrukkent plot. Johnson bygger sin historie grundigt op, men vi keder os aldrig. Der er hele tiden en ny faktor, han fletter ind, og nye twists tilføres løjerne i kontrolleret tempo. Det er lettere genialt. Og intet mindre end fantastisk, at når man er helt udmattet, emotionelt, efter de 150 minutter, barne-begejstret glæder sig til at se den en gang til. Især slutningen og dens brug af dobbel-sole er overvældende.
Star Wars: The Last Jedi er en fuldstændig fabelagtig rutsjebanetur af et rumeventyr. Ofte gribende, sporadisk morsom, konstant flot og aldeles optursunderholdende og nu højdepunktet i Star Wars-sagaen. The Force is strong with this one.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
