| Nærkontakt med æbletærten... |
| |
Staten Michigan, USA, har lagt lokalitet til de fleste af ungdomsfilmene fra 80’erne. Efter de kolde og kyniske 90’ere, hvor teenagefilmene primært foregik i kyst-storbyerne, har filmselskaberne vendt kameraet mod midtvesten igen. Tilbage til de knapt så glamourøse men sande værdier. En latterlig kliche, men ikke desto mindre nostalgi for alle pengene. En pagt laves De fire venner Jim, Oz, Kevin og Finch erkender tre uger inden deres afslutningsfest, at deres manglende sexliv skal ’spices’ lidt op. Efter en af de evindelige fester hos den irriterende klassekammerat Stifler, hvor den nørdede Sherman scorer en ekstremt lækker pige, beslutter drengene, at nu skal det ske! De vil også have sex, og det skal være inden de forlader highschool, for de kan ikke starte på college som jomfruer. Så de laver en pagt om, at de i fællesskab skal hjælpe hinanden med at nå deres mål. Men den slags er ikke så let som de først havde regnet med, for sex kræver først og fremmest en partner, så drengene skal først have fundet sig de rigtige piger. De uheldige helte Det bliver lidt af en udfordring for de uøvede knægte. Kevin har godt nok kæresten Vicky, men hun er i tvivl om hun er parat til sex endnu. Jim har det ene uheld efter det anden med den tjekkiske udvekslingsstudent Nadia, og ender med at tage af sted med skolens mest kiksede fløjte-freak. Oz finder en sød lille korsangerinde, men komplicerer sagen ved at forelske sig i hende, så pludselig er sex-delen ikke længere så vigtig. Og Finch må, efter en grim offentlig ydmygelse på skolen, opgive alt om nogensinde at finde en pige der vil have noget med ham at gøre. Under overfladen American Pie handler ikke kun om de practical jokes, man udsætter hinanden for i gymnasiet, eller hvad man kan komme ud for af afskyelige ting til diverse drukfester. Filmen handler allervigtigst om teenageårenes strabadser; om hvor meget man skal igennem, ør man finder ud af, hvad og hvem man er. Meningen er, at man skal lære af de situationer, man kommer ud for, hvilket de fire venner på hver deres måde gør. American Pie er trods latrinære indslag en varm og troværdig fortælling om at blive voksen. Det er bestemt en komedie, men der er virkelighed bag plathederne og de groteske indslag.
De voksnes indflydelse Filmen er tilmed spækket med nogle fremragende skuespillere. Både de fire drenge, såvel som deres respektive kærester og veninder, rammer deres roller ufattelig flot. Men det er Jims pædagogiske og overbærende far, der giver filmen sine mest lysende øjeblikke. Hans præstation er guddommelig komisk uden at være banal. Og giver samtidig filmen en sømløs sammenfletning af de voksnes indflydelse. Det er utvivlsomt de unges film, men der er alligevel en voksen karakter eller to, der får afgørende indflydelse på hvordan drengene når deres seksuelle mål.
Vellykket resultat af seriøse fjollerier American Pie er absolut en af de sidste mange års bedste film om teenageliv. Dens historie er pakket med sjove begivenheder og interessante personer. Men den tager heller ikke sig selv al for alvorligt, og stemningen er sorgløs og fjantet. Den er yderst vellykket lavet med konstant flydende tempo og udvikling. Ideen er dybt uoriginal, men varmen er indbydende, så resultatet er en fortræffelig rørende film, der både er overordentlig useriøs men stadig ægte, rå og troværdig.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | killer 20-1-2008 22:32 | det er en for fed film den er megga fun |
|
|
|  |
|