| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (46 stemmer) |
|
|
| | | Anmeldelser: | 30-01-02:
Ihaka | | |
|
|
| | Billedformat:
4:3 FF
Lyd:
Dolby Surround
Ekstra materiale:
Biografier, Fakta om tatoveringerne, Trailer. |
|
|
|
 |
What Becomes of the Broken Hearted
| Jake the Muss vender tilbage |
| |
I 1994 rystede instruktør Lee Tamahori og manuskriptforfatter Alan Duff en stor del af verden med deres usentimentale, barske og vedkommende Once Were Warriors, der ligesom The Piano var en af de få film fra det lille filmland New Zealand, der nåede til de danske biografer. En af filmens manuskript-rådgivere Ian Mune, der også spillede en mindre rolle som dommer, har med Alan Duff taget historien om fattigdomsskæbner fra det New Zealandske slum op til videreudvikling i opfølgeren What Becomes of the Broken Hearted, som man ikke skal afvise pga. den tvivlsomme titel. Jake the Muss vækkes til skræmmende live uden at lukrere for meget på den gamle succes.
(Bande)krigen fortsætter
Det er dog uden tvivl en fordel at have stiftet bekendtskab med Once Were Warriors for at falde ind i åbningsbillederne i efterfølgeren. Jake Heke (Temuera Morrison Speed 2, Barb Wire) hænger stadig ud på den lokale skod-bar med brede gutter, 1-liters ølflasker, slagsmål og sentimentale sange til guitaren. Samtidig dræbes hans ældste søn Nig Heke i et bandeopgør. Til begravelsen møder Jake sin ex-kone, der nu har forladt ham, og hans anden søn Sonny. Ingen er begejstrede for gensynet, og Sonny holder Jake indirekte ansvarlig for broderen ved sit lange fravær fra familien.
Hævnen er bitter
Sonny møder Nigs tidligere kæreste Tania, der også var medlem af ’tatoo-banden’ Hawks. Det er hun ikke længere, da hun er overbevist om, at Nig blev sat op af sin egen leder. Sonny lytter modvilligt til pigen, og sammen planlægger de hævnen på den næsten urørlige bandeleder. Mens de søger hjælp hos den modstridende bande The Snakes, må Jake betale for sin livsfilosofi både hjemme hos sin nye kvinde og på den lokale bar, der begge har fået nok af muskelbundets form for problemløsning. Jake begynder et hæderligt liv med en helt ny slags venner og håber på ”bare én gang at gøre én ting rigtigt”. Men for Sonny og Tania kan det kun gå den modsatte vej – hævnen vil kræve sine ofre.
”A man can’t win, can he?”
-siger Jake til sin nye kvinde efter han har undskyldt sin uheldige opførsel, der selvfølgelig forklares med barndommen og fortiden. Men det, der gør filmen interessant og også adskiller den fra vanlig amerikansk lommepsykologiseren, er, at dens formål ikke er at placere skylden. Den konstaterer blot - og det særdeles overbevisende - og forsøger så at give svar på nutiden. Jake the Muss er uden tvivl en skadet mand, men han har stadig mulighed for at vælge nye veje og rette sig selv og sine omgivelser op.
Glimrende manuskriptarbejde
Filmens største fortjeneste ligger i manuskriptarbejdet af Alan Duff. Replikkerne lever og præsenteres veloplagt og uden større problemer af samtlige skuespillere. Trods den grundlæggende banalitet, der ligeledes var gældende i Once Were Warriors, formår Duff at løfte filmen og miljøet op til det vedkommende uden at blive påtrængende. Selvom det mest velfungerende stadig er Jakes fortjeneste formår historien om Sonny og Tanias hævntog, der langsom udvikler sig i romantisk retning, at give et relevant indblik i ungdommens ofre for den problematiske opvækst i voldelige miljøer.
Matcher ikke sin forfølger
Desværre er instruktionen og billedarbejdet langt fra så virkningsfuldt som i forgængeren. Selvom der stadig fokuseres på bandernes symbolske tatoveringer og den skærende og dunkle musik, der akkompagnerer den realistiske vold, er instruktøren et skridt fra 1’ernes højder. Det mørke og karakteristiske ’look’, der gjorde Once Were Warriors på én gang fascinerende og frastødende, er erstattet af et mere gråt og realistisk udtryk, der dog rammer manuskriptets ændrede stemning udmærket. Men noget bemærkelsesværdigt bidrager det ikke historien med, og miljøet mister lidt af sin fortidige energi.
Underholdende socialrealisme
Det er dog under alle omstændigheder på en gang glædeligt og ubehageligt at komme tilbage til New Zealands fortabte skæbner, og ligeledes befriende, at man har turdet at tage en ny retning, der udvikler personernes liv. Volden er nedtonet uden at være fraværende, og filmen inviterer rundt om dens bagside. Selvom det ikke er lige så chokerende og spektakulært som tidligere, fungerer What Becomes of the Broken Hearted udmærket på sine egne præmisser og er så absolut et stykke seværdigt socialrealisme, der samtidig formår at underholde.
|
| |
| | Det er ikke for ekstramaterialets skyld, at man skal investere i DVD-udgaven. En trailer og et par skuespilbiografier går ubemærket hen, medens den ganske interessante tekst om filmens tatoveringer nok er læseværdig, men stadig er DVD’en ikke det optimale medium at læse på. En reportage i stedet havde været på sin plads, men igen må vi være foruden levende billeder på de små films DVD’er.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
