| Selmas sang |
| |
Akkompagneret af farvestrålende billeder toner den kraftfulde ouverture frem på lydsporet, og man er straks overbevist om at man tilbage ved den følsomme Trier fra før Idioterne. Messingblæserne puster direkte til følelserne og med en første snært af susen i blodet, går filmen i gang. Vi møder først den tjekkiske indvandrer Selma, der i Björks personificering lyser fra første sekund. Hun står på en amatørscene i noget, der ligner 60’ernes USA sammen med Kathy (Catherine Deneuve), og er i gang med at øve til en musical. De arbejder begge hårdt på et jernstøberi, og man erfarer snart, at musikken og dansen er drømmene, der gør livet til at bære for Selma.
Kampen mod sygdommen
Hendes historie er nemlig, at hun er immigreret fra Tjekkoslovakiet, fordi hun lider af en arvelig sygdom, der langsomt men med ubønhørlig sikkerhed gør hende blind. Hendes største håb i den nye verden er at skrabe penge nok sammen til en operation til hendes elskede søn, der lider af den samme sygdom. På trods af hendes aftagende syn knokler hun hårdt på støberiet og har ekstraarbejde i fritiden. Selma og hendes søn bor i en skurvogn på plænen bag politimanden Bill og hans kones hus. Bills kone elsker at bruge penge, men da Bill ikke kan leve op til hendes forbrug, truer han med at stjæle Selmas opsparing. Dramaet intensiveres og de normale rammer for loven, den almengyldige moral og rigtigt og forkert udfordres med Selmas altopofrende kamp for at redde hendes søns syn.
Det kosmiske regnskab
Filmen er i stil og tema nært beslægtet med Triers Breaking the Waves fra 1996. Der var det den dybt religiøse kvinde Bess, der sprang moralens almindelige rammer og endte med at ofre sit liv som prisen for hendes elskede mands liv og førlighed. Begge film har realistiske historier og er realistiske i deres umiddelbare udtryk. Og begge er de skåret over en model, hvor stærke kvinder gennem deres kærlighed bringer det ultimative offer for gennem det store kosmiske regnskab at betale prisen for at den elskede kan få et værdigt liv. Denne melodramatiske model er helt tydelig i Dancer in the Dark, der da også er Triers mest let tilgængelige film til dato.
Lidt mere end en musical
Hvad der er mere interessant er, at Trier, som han også gjorde det med kriminalfilmen Forbrydelsens element og gyserserien Riget, gerne trækker filmen helt til genrernes grænser og helst et skridt over. I Dancer in the Dark er der masser af gods fra de klassiske musicals. Genren kommenteres underfundigt gennem genialt koreograferede nyfortolkninger og flere gange direkte i historien. Selma fortæller for eksempel Bill, på et tidspunkt, hvor deres venskab stadig er varmt og ærligt, at hun som barn altid forlod biografen før den sidste sang, for så kunne hun leve videre med drømmene. De storladne synge og dansescener er trukket ud af filmens ellers realistisk gengivet historie og fremstår som Selmas fantasiverden, hvor hun finder befrielse og forløsning for begivenhederne i den trøstesløse virkelighed. De er skabt med mere end 100 velplacerede DV-cams (Digital Video), der ikke fylder mere end en skotøjsæske. I modsætning til filmens øvrige fotografering, der er optaget i realistisk stil, er der her blændet helt op for farverne og videooptagelserne står fantastisk flot i det store cinemascope format. På den måde bringer filmen musicalgenren om ikke en ny dimension så i hvert fald et mere skæv og tidssvarende.
En enestående Björk
Netop musicalscenerne er filmens mest betagende. Björks stemme flyder ind over musikken med en sådan kraft, at man ofte må snappe efter vejret, mens ens hjerte helt naturligt banker efter hendes rytme. Hun er ganske enkelt enestående. Ligeledes er intimiteten forunderlig stor, når hun i filmens øvrige scener nænsomt låner billedet med sin eventyrlige mimik og præcise charme fra filmens øvrige stjernepræstationer. Catherine Deneuve, David Morse og Peter Stomare er blot få af de navne der, under Triers fabelagtige instruktion, leverer gods til oplevelsen.
Overdrevet følsomhed
Til gengæld spiller Trier selv så stærkt på følelserne, at det simpelthen bliver for meget på et kritisk tidspunkt. Hen imod slutningen er der så meget ’power’ på patos, at det bliver opslidende og grænser til det irriterende. Filmens fine balance tipper og den medfølelse Trier og Björk ellers har haft i deres hule hænder går over i en ærgerlig tomgang, hvor Selmas smertelige historie, ganske vist kan mærkes overordentlig tydeligt, men til gengæld også overdrives unødvendigt og jammerligt. Havde filmen været tyve minutter kortere havde historien stået langt stærkere og man havde slugt den ganske uden modstand.
Blik for det følsomme
I den store sammenhæng er det dog en spiselig skønhedsfejl i en ellers ren og dybt betagende historie. Når den endelige slutning tager fart, er den helt tilbage på sporet. Til tonerne af den næstsidste sang føles hjertet på rette plads, når det sidder helt oppe i halsen. Det Trier’ske øje har blik for det følsomme, og når han formår at genskabe det rent og ærligt og ved, hvornår det er nok, så er han en mesterlig fortæller som helt i overensstemmelse med det kosmiske regnskab giver mindst lige så meget igen, som man må ofre.
|
| |
| | Den bedste danske DVD-udgivelse til dato, der informationsmæssigt matcher de allerbedste.
DVD’en har alt, hvad man kan forvente og lidt til. Blandt det bedste er kommentarsporet, som er indtalt af Lars von Trier og Per Streit, der har lavet filmens lyddesign, og som siden Europa fra 1991 har arbejdet sammen med instruktøren. Samtaleformen gør kommentarsporet mere muntert og interessant end ellers. Der kredses måske mere om lydsiden, end godt kunne være. Mysteriet Björk bliver ikke opklaret, men gennemgået nogenlunde sobert af von Trier. Det kunne være rart at høre hendes egne kommentarer til det til tider overordentligt dramatiske hændelsesforløb. Heller ikke i Katia Forbert Petersen udmærkede, 56 minutter lange dokumentar om tilblivelsen er det med. De blev klippet ud på sangerindens egen foranledning.
I et ti minutters interview på engelsk udforskes von Triers forhold til musical-genren, tyngde og letheder. Og endeligt er den 17 sider lange biografi, der følges af trailers fra instruktørens tidligere film, forfattet af filmhistorikeren Peter Schepelern, måske Danmarks største von Trier-connaisseur.
Udgivelsens mange elementer er generelt af meget høj kvalitet og med næsten fire timers sammenlagt ekstramateriale, er der ingen vej udenom, for folk med selv de mindste samlertendenser.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (11 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | truleigh
4-10-2011 23:22 | Kynikeren Trier peger endnu engang fingre af kvinden, der går den følelsesmæssige planke ud i kærlighedens navn. Elegant. |
| xx
9-9-2011 19:29 | Hold da helt op, jeg havde én følelse undervejs i den her film: uretfærdighed. Sad og bandede og svovlede i flere minutter ad gangen, og ja til sidst tudede jeg sgu også! I dén grad en rørende, underhudenprikkende film! |
| michaelw
6-1-2007 11:29 | Endnu et mesterværk af trier den tredje og sidste del af hans guldhjerte trilogi er et følelsesladet epos af dimensioner.
BjÖRK spiller fremragende jeg har aldrig set en mere følelsesmættende præstation.
Mesterværk.
Seks stjerner. |
| a
1-1-2007 21:23 | hahah ja du siger noget. |
| HeavenZanny
30-3-2004 01:01 | Modsiger du ikke lidt dig selv ? Afgrundsdybe tomme for indhold og så mener du alligevel, at det er følelsesporno ? Hvis der intet indhold er, føler man heller ikke en pind... :P~ |
|
|
|  |
|
