| Farver eller ej |
| |
Med fremragende filmmanuskripter som Big og Dave bag sig, har det nok ikke været svært for Gary Ross at få overtalt nogle Hollywoodfolk til at smide penge i Pleasantville. Debutanten fandt sine folk, og vi andre kan nyde resultatet, der nu er udsendt på DVD med lækre informationer om præcist hvordan Gary Ross fik ført sit mesterstykke ud i livet.
Det uundværlige fjensyn
Teenagetvillingerne David og Jennifer lever en traditionel forstadstilværelse i Los Angeles. Den store søskendekonfrontation opstår, da de en fredag aften begge har lagt planer, der involverer det store fjernsyn i stuen. Jennifer planlægger fysisk nærkontakt med den populære fyr fra skolen under MTV-koncerten, mens den mere nørdede David have tænkt sig at sidde oppe hele natten til en omgang Pleasantville-marathon. Naturligvis kommer de op og slås om fjernbetjeningen, der ikke kan tåle den hårde medfart, og da TV'et er af den moderne type, der ikke kan styres på selve skærmen, er de to hidsige teenagere pludselig på den uden remoten.
Et mystisk sted
Af mystiske årsager dukker der dog en sær lille mand op midt i skænderiet, og meget belejligt har han en særlig fjernbetjening med sig. Der går da heller ikke mange sekunder, før Jennifer og David igen er i kamp om kontrollen over TVet. Pludselig står de ikke længere i deres egen stue, men i en helt fremmed, og de er tilmed blevet farveløse. De er simpelthen endt inde i fjernsynet, mere præcist inde i Davids ynglingsserie Pleasantville, forvandlet til karakterene Bud og Mary Sue. David er naturligvis begejstret, mens Jennifer er rasende. Hun kommer dog hurtigt ned på jorden igen, da hun ser hvem Mary Sues kæreste er, og derefter har hun ingen problemer med at spille med på legen. Der er dog noget underligt ved Pleasantville - der er ingen tekster i bøgerne på biblioteket, der er ingen toiletter på badeværelserne og der kan ikke brænde nogen ild.
Stagneret verden
Pleasantville, altså byen ikke filmen, befinder sig ikke kun i 50’erne, den befinder sig også i en anderledes verden, en TV-verden, der ikke har brug for elementer, man alligevel aldrig ser på skærmen. Pleasantville er en uskyldren og naiv verden, hvor brandmændenes farligste og eneste opgave består i at redde katte ned fra træerne, og cafe-ejeren Mr. Johnson kun kan starte med at lave burgerne, hvis medarbejderen Bud udfører sine cafe-opgaver. En verden, der er gået fuldstændig i stå i sine traditionelle vaner. Den frigjorte Jennifer i Mary Sues skikkelse får dog sat gang i byens udvikling, først ved at gå i kødet på kæresten Skip, senere ved at sige nej til ham for at følge sin egen intellektuelle udvikling, i stedet for altid at have sex på bagsædet af hans bil.
Farlige farver
Pleasantville – filmen, handler om at turde bryde sine grænser, gå nye veje og ikke være bange for individualismen. Den slags lyder måske ganske eksistentialistisk, men filmen har delvist dækket den tunge dybde med en rørende og kær historie om almindelige mennesker med drømme og lyster, der fornemt bliver guidet af de to tilfældige turister David og Jennifer. De prøver selv at leve deres drømme ud i et samfund, de både passer ind i og alligevel ikke. Under deres ophold blomstrer byen op i farver, som om folkene indser deres virkelige potentiale; men hadet og frygtet følger i kølevandet med kedelige konsekvenser. Den slags skal der også være plads til i byens udvikling, som i sidste ende fremstår som mere lykkeligt og velfungerende end tidligere.
Farvestrålende skuespillere
Skuespilpræstationerne kan næsten tage pusten fra én. Tobey Maguire i hovedrollen som David/Bud imponerer endnu engang med en gribende levering som historiens katalysator. Mens altid fantastiske William H. Macy, som den ubehjælpsomme og uforstående far George, pragtfuld portrætterer sin rolle med stor indlevelse og troværdighed, hvilket også er gældende for Joan Allen i rollen som den nysgerrige mor Betty, der bravt står ved sin nyerhvervede illuminering.
En spændende filmskaber
Gary Ross er en blændende filmfortæller, der altid har en interessant historie at byde på, og heldigvis er han også en god instruktør. Han har suverænt styr på alle filmens aspekter, fra et troværdigt handlingsforløb til personerne og så tilmed over de overrumplende effekter med sporadiske farver på sort/hvide billeder og, da historien virkelig har fået skub på, sort/hvide elementer i farvebillederne. Pleasantville er både teknisk såvel som menneskeligt afsindig virtuos. Et svimlende orgie af følelser og farver.
|
| |
| | Efter at have set filmen med Gary Ross’ kommentarer, kan man ikke andet end at holde endnu mere af filmen - for hans konstruktive kommentarer var meget lærerige, interessante og underholdende. Stykket The Art of Pleasantville er også ganske spændende med små bidder fra special effects folkene, fotografen og manden bag det smukke vægmaleri, der forekommer i filmen. Derudover er der Fionna Appels musikvideo (instrueret af Paul Thomas Anderson - Boogie Nights, Magnolia), samt traileren og fyldige biografier om alle skuespillerne, plus det sædvanlige scenevalg.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (5 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Anders
4-10-2004 11:41 | Synes denne film er en fantastisk lærig film, da man kan se hvordan det kan ske hvis man lukker 2 helt forskellige personer løs i en 50'er byen hvor alt er i sort/hvid og ingen nogen sinde har hørt om ordet sex. Vi så den i skolen og alle synes den var fed ink. mig selv. Kan godt lide de to unge skuespiller som altid spiller godt. |
| Sarah
18-5-2003 18:32 | Som jeg ser det er det ikke en historie om 50'erne, men en historie om at vi også i dag er dårlige til at være åben overfor folk som er anderledes end os. At filmen er sat i 50'erne bruges bare rent filmisk til at fremhæve moralen, men dog ikke på en så klam og forloren måde som hvis den foregik i vores tid.
|
| jeronimus
17-5-2003 22:56 | Men helt ærligt, har vi ikke snart fattet at 1950'erne var fortrængelsernes årti osv. osv.? Og her males det for os med en meget bred pensel! Og spiller Maguire ikke den samme nørdede type som han altid gør? Men OK, Joan Allen og William H. Macy er gode (men hvornår er de ikke det?) |
| Sarah
17-5-2003 19:49 | Og altså ikke den samme Sarah som skrev det andet.
Jeg vil give 6 ud af 6 stjerner.
Skuespillerne er virkelig godt castet og musikken er velvalgt, en film som har noget på hjertet og som giver en noget at tænke på. Desuden er jeg vild med måden på verden får ikke bare normale farver, men farver der lyser indefra. Som i gamle film men uden at være falsk.
|
| Sarah
26-1-2003 19:30 | Jeg synes at filmen er god. Men det er vel selfølgelig også fordi at min ynglings-skuespiller er med i den. Nemlig Tobey Maguire. Filmen er godt lavet med en masse gode og geniale indlæg.....
Men alligevel får den kun 5 stjerner af mig fordi at Æblemostreglementet er både flottere, sødere og bedre end denne her Pleasentville.......... Men jeg kan faktisk lide alle film hvor Tobey er med!!!!!!!
Hilsen en kæmpe Tobey fan... Sarah |
|
|
|  |
|
