CinemaZone.dkBiografDVDUSAEuropaDanmarkVerdenDebatforum
 Nyheder - Anmeldelser - Artikler - Arkiv - Forside
  Søg

Ekstra credits
Originaltitel:
Ultimo tango a Parigi

Produktionsland:
Italien/Frankrig

Produktionsår:
1972

Manuskript:
Bernardo Bertolucci

Producere:
Alberto Grimaldi

Fotograf:
Vittorio Storaro

Klipper:
Franco Arcalli

Komponist:
Gato Barbieri

Censur:
Tilladt for alle over 15 år

Distributør:
Gloria Film

Din mening
Har du set filmen? Hvad synes du om den?

Brugernes dom
(94 stemmer)

Links
En fin side med billedanalyse

Læs også...
Nyheder:
05-07-04:
Marlon Brando død
04-09-03:
Bertolucci må klippe film om til USA
20-06-03:
Bedste sexscene: Blow-Up
10-05-01:
Brando syg efter Penn film
14-04-01:
Gangster i paveklæder
13-03-01:
Brando og englen
 
Anmeldelser:
15-07-05:
1900 - 1. del
24-11-04:
The Dreamers
14-06-00:
Sidste tango i Paris
 
Artikler:
30-05-01:
Vittorio Storaro – Lysets mester
 


Sidste tango i Paris

Anmeldt af:Jesper Vestergaard
Genre:Drama
Varighed:124 minutter
Instruktør:Bernardo Bertolucci
 
Premieredato:15-06-2001
Medvirkende:Som:
Marlon BrandoPaul
Maria SchneiderJeanne
Maria MichiRosas mor
Jean-Pierre LéaudTom

Dansen med døden
 
Her næsten 30 år efter sin oprindelige premiere er Sidste tango i Paris stadig en uafrystelig oplevelse. I mange år, siden den første gang blev vist på New York Film festival den 14. oktober 1972, har den haft problemer med censur og rasende folkemængder på grund af dens erotiske og gudsbespottende indhold.
Den er nu almindeligt anerkendt som en af italiensk films og filmkunstens hovedværker. Og dens indgående behandling af kærligheden, tabet og troen i 1970’ernes gudsforladte storby i et yderst nærgående og ekspressivt billedsprog, kan stadig ryste øjne, der er blevet voksne med halvfemsernes filmiske svælgen i vold, sex og det ultimative trostab.

Maria Schneider
Mennesker mødes
Mens rulleteksterne indleder filmen, ser vi på samme tid to billeder af den engelske maler Francis Bacon. De forvredne og pinte menneskeportrætter slår an til filmens ekspressesive udtryk. Fra billederne lander vi lige i ansigtet på den legendariske Marlon Brando. Han spiller rollen som Paul, en amerikaner i Paris. Han står under en jernbanebro med et skælvende og blegt ansigt og skriger op mod himlen. Vi ser ham få øje på den unge, uskyldigt, men frækt udseende Jeanne (Maria Schneider). Han følger efter hende og kommer hende i forkøbet, da hun lejer sig ind på et hotel. Da hun kommer op i lejligheden, står han der allerede som en svag skygge i sin lange klassiske cottoncoat. Uden mange ord indleder de to hurtigt et heftigt elskovsforhold.

En genial Brando
Marlon Brandos portræt af Paul er en af de helt store præstationer i filmhistorien. Det viser sig, at Pauls kone på aftenen før hans møde med Jeanne har begået selvmord. Paul er i en tilstand af dyb sorg og fortvivlelse. Det er i løbet af dagen gået op for ham, at hans kone ofte var ham utro. En indsigt, der får hele hans verden til at bryde sammen. Han forkaster troen på kærligheden og det guddommelige og anerkender fra det øjeblik kun den rene lystfølelse og sit dyriske instinkt. Netop i Pauls udlevelse af det indre helvede er Brando genial. Hans dæmoniske og determinerede fremtræden, der besidder en ganske svag antydning af lidelse, gør Pauls figur yderst skræmmende og uhyggelig nærværende.

Marlon Brando og Maria Schneider som Paul og Jeanne
Back to basics
Sammen med Jeanne gennemfører han de mest ydmygende menneskelige og seksuelle eksperimenter. De forskanser sig på hotellet og lader alt udenfor passere forbi. De afviser at tale om fortiden og minderne, og de afviser brugen af sproget. I stedet dyrker de det rene begær og kroppen og erstatter hinandens navne med dyriske lyde. I Vittorio Storaros stærkt Francis Bacon-inspirerede fotografering, der ofte foregår gennem matteret glas og spejle, træder deres inderste følelser og lidelser frem i fuld karakter.

Kærlighedens fundament
På samme tid er Pauls selvbestemte hengivenhed til det dyriske niveau et forsøg på at finde ind til det grundlæggende, der holder livet i gang og et forsøg på at skabe mening i den tilværelse, der smuldrede og gjorde, at han tabte troen på alt, da hans kone begik selvmord. Han ved, at han må helt ned og vende, hvis han nogensinde skal have chancen for at komme op igen. Og hans historie fremfører Bernardo Bertolucci på helt enestående vis. Han genskaber grundlaget for kærligheden ved at tvinge os igennem den ’forfærdelige’ oplevelse, det er at se filmen. Forfærdelig fordi den lidelse og ondskab, der lurer mellem figurerne trænger sig så stærkt på, at man næsten oplever den på sin egen krop. Kun Mike Leigh har med sin Naked fra 1993 formået at skabe så grum en fornemmelse af undergang og meningsløshed siden.
Lykkeligvis bringer Bertolucci også forløsningen og efterlader os på nogenlunde sikker grund bagefter. Filmen efterlader på alle måder sit uafrystelige indtryk, og stemningen brænder sig direkte ind i sjælen.
 




Deltag i debatten:
Navn:
Indlæg:

Der er endnu ingen kommentarer.

 
Tilbage  Til toppen  Send til en ven  Udskriv


Senest anmeldt
Skyscraper12/7
Under træet5/7
Ant-Man and the Wasp4/7
Du er den28/6
Hereditary28/6
Far til fire i solen28/6
Huset ved havet28/6
Ocean's 821/6
Violinisten21/6
Love, Simon21/6
Flere bio-anmeldelser
 
The Shape of Water16/7
Game Night13/7
Molly's Game6/7
Black Panther2/7
Den skjulte tråd29/6
Coco22/6
De originale21/6
Darkest Hour14/6
Flere dvd-anmeldelser
 

Quiz
Hvilken af Bruce Willis' medspillere fra Tears of the Sun har senere medvirket i yderligere to af hans film?
 
Test din filmviden her



© CinemaZone.dk I/S 2000-2018 - Om CinemaZone.dk - Skribenter - Annoncering
 
Sg p Google