| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (69 stemmer) |
|
|
|
 |
Vejen til El Dorado
| Guld og grønne skove |
| |
Gennem filmhistorien har der været mange makkerpar med beskidt opførsel, men den slags gavtyve er altid charmerende, så at placere dem i hovedrollerne i en film er aldrig kedeligt. Denne gang er det oven i købet to animerede herrer der er tale om: Tulio og Miguel – et nyt festligt makkerpar i filmhistorien.
På vej……
De to fuskere snyder med terningerne i 1500-tallets Spanien, men inden de bliver afsløret, har de vundet et kort over landet El Dorado, hvilket de når at redde, inden halvdelen af byen begynder at jagte dem, og de, uden at tænke videre over det, hopper i et par tønder nede ved kajen. Tønderne er naturligvis på vej til den nye verden, hvor den krigsliderlige Cortez skal plyndre lokalbefolkningen og deres store reserver af guld og andre værdier. Det ved de to snydepelse selvfølgelig ikke, da de hopper overbord sammen med en ny følgesvend hesten Altivo. For var de blevet på skibet, var de endt samme sted bare lidt senere, men så havde der selvsagt ikke været nogen historie.
Endnu en skønhed
Det er selskabet DreamWorks der står bag filmen, hvilket ses tydeligt i dens lighed med selskabets forrige tegnefilm Prinsen af Egypten fra 1998. Endnu engang foregår deres film for længe, længe siden, et sted ingen helt ved hvordan så ud, derfor kan animationsholdet også tillade sig at improvisere over de imponerende natur-scenarier. De grandiose omgivelser gør bestemt stemningen mere eventyrlig, og Vejen til El Dorado er i samme skønhedsklasse som Prinsen af Egypten, men når alligevel ikke helt op til selskabets tegnede forgænger.
Alt for svagt
Historien starter temmelig flot. Der er fuld knald på tempo, stemning og underholdning, både på havet, i junglen og i mødet med El Dorado, men så begynder historien langsomt at gå i stå. Efter de to eventyrere har været et kort stykke tid i El Dorado, hvor de er blevet forvekslet med guder, titter monotomien frem. Slutningen af historien løber fuldstændig ud i sandet, og filmen mister en hel stjerne på dens karakterløse affejning af det ventede store opgør med byens fjender.
Sød musik på dansk, men bedre på engelsk
Til gengæld har filmen andre tangenter at spille på. Lige som i Disneys univers er det svært at finde en animeret fortælling uden sang og nuttede dyr, men der er heldigvis sparet på de nuttede indslag, hesten Altivo og bæltedyret Bibo er blevet besat på de vanlige fjantede og enerverende roller, men de overspilles aldrig. Sangene står Elton John og Tim Rice for, og lige som i deres Oscar-vindende musikalske bidrag til Disneys Løvernes konge, arbejder de endnu engang sammen med den fortryllende Hans Zimmer (Gladiator, The Thin Red Line), der leverer underlægningsmusikken. Billede og musik går op i en højere enhed, og smukt er det, indtil Bamse begynder at kvæde de oversatte sange. Det er svært for undertegnede at skjule foragten over de oversatte udgaver, men heldigvis bliver det aldrig så slemt, at det ikke er til at holde ud. Danmark har et godt ry for at oversætte de tegnede film, og det holder også stik denne gang.
Lækkert persongalleri
En tegnefilm er ingenting uden dens mange farverige figurer, og jo festligere de er, jo bedre fungerer de. Filmens to centrale personer Tulio og Miguel er gennemtænkte og menneskeligt flot ramt. Det ses tydeligt, at der er tegnet efter Kevin Kline og Kenneth Branaghs egne ansigtsudtryk, og de to figurer fremstår som de mest helstøbte. I den danske version er det Kristian Boland og Timm Vladimir der har fået opgaven med at livagtiggøre de to gavtyve og det gør de yderst rammende og underholdende. Bi-rollerne er heller ikke uden charme, den lille tyvetøs Chel med den store attitude er en sjov og fræk sag, mens skurkene som altid er de mest dragende. Tzekel-Kan, ypperstepræsten i El Dorado, er en manipulerende satan med stor tørst for blod og lemlæstelse, og hans diabolske karisma er perfekt afstemt. Han virker dog ikke nær så led og farlig som den tunge Cortez, der mest af alt ligner noget, som lige er genopstået fra det gamle Spaniens mørkeste fangehul af blodtørstige erobrer.
Enden på legen
Det siger sig selv, at de to svindlere hen ad vejen indser deres arrogante grådighed, og de hjælper, næsten uden brok, byen, da den har mest brug for det. Og moralen er da heller ikke at komme udenom, det er hvert fald svært med den gevaldige selvopofrelse fra de guld-glade herrer. Et budskab, der heldigvis ikke er lige så tydeligt skåret ud som hos Disney.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Karlson©
24-1-2005 02:35 | Det er en fed film!!! |
|
|
| |
|
|
