| Patetisk plagiat |
| |
Lad det være sagt med det samme: vi er blevet alt for forvænte med halvhjertede og integritetsløse romantiske komedier. Bunden synes at være nået, men overraskelsens tid er åbentbart ikke ovre for efter at have oplevet teenagekomedien Too Smooth har begrebet patetisk plagiat fået en helt ny mening. Sagt med andre ord er denne film et pinligt produkt af en tilsyneladende lidt for påvirkelig ung fyr, der har tilbragt for lang tid med at se hippe livstilskomedier (som for eksempel Swingers og Tjekkede chicks), hvilket har resulteret i, at han i et svagt øjeblik selv har besluttet at bidrage til filmindustrien i form af Too Smooth. Det var et fatalt øjeblik.
Det fede liv på vestkysten
Plottet er simpelt. Den smarte Danny, som altid har haft held med pigerne på grund af hans stærke aversion mod sandheden, er flyttet til Los Angeles i håb om at få vristet foden ind i den berygtede underholdningsbranche. Han har dog efter 18 måneder på vestkysten endnu ikke haft en chance for at slå igennem, men han forsøger stadig ihærdigt og flytter ind hos den excentriske Tim, hvor han bliver introduceret for hans bedste ven, den smukke Corey, som han for første gang i sit liv opdager, at han har ægte følelser for. Nu er problemet blot, at Tim også er hovedkulds forelsket i blondinen, og livet bliver bestemt ikke lettere af, at hans gamle flamme fra high school spenderer al sin tid og energi på at sabotere alle Dannys fremtidige forhold.
Er det let at lave film?!
Smid et par smarte fyre sammen med nogle lækre tøser, tilsæt en kikset men underholdende nørd og bland det hele med Los Angeles' løsagtighed og frække (præpupetære) replikker, og så har man en original og frisk komedie eller...?
I teorien lyder det måske såre simpelt, men virkeligheden er en helt anden sag, for der er en vigtig ting, filmen har overset i sin iver, og det er nerve. Andre essentielle elementer, såsom dybde og intelligens, er desværre også udeblevet sammen med et holdbart samlingspunkt for historien, idet den ikke rigtig kan finde ud af om den skal fokusere på Dannys karriere eller kærligheden til Corey. I bund og grund er det egentlig underordnet eftersom der er intet af det, der fungerer alligevel.
Pinlig iscenesættelse
Dannys kamp for at slå igennem i filmens verden er lidt letkøbt. De såkaldte fester, der må holdes for at skabe de nødvendige kontakter, ligner nærmest et 7. klasses brækorgie bare med de obligatoriske duller/skuespillerinder til at fylde billedet ud og skabe illusionen om sjov og ballade. Derudover er der den store kærlighed som efter sigende florerer mellem Danny og Corey, men som på intet tidspunkt kan ses, hverken på hans ligegyldige spil eller hendes triste udstråling. Hvad der nok er tænkt som sød romantik, forfalder til en sirupstynd (kvalmende) kliché, som ikke er til at redde.
Resten af filmens besætning må heller ikke udelades her, for de åndsforladte bifigurer hjælper med deres mangelfulde personlighed filmen ned på det lave plan, hvor den ender som en gang usammenhængende ligegyldigt pløre, beboet af to-dimensionelle figurer, påtaget humor og en alt i alt forkastelig indstilling til livet.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
