| Nøgne Landskaber |
| |
Så kunne den være her! Kristian Levrings dogmefilm, som er en af de fire første og havde verdenspremiere allerede på festivalen i Cannes sidste år. Efter 12 år som reklamefilminstruktør og med en enkelt kikset spillefilm (Et skud fra hjertet) bag sig, hoppede Levring på dogmevognen og kan nu præsentere et mesterværk, der udfordrer og belønner på alle niveauer. I sit udtryk såvel som i sin geografiske placering ligger filmen milevidt fra de andre dogmefilm, og den ellers effektive blanding af humor og alvorlig realisme er skiftet ud med en rå overlevelseshistorie med en stærk psykologisk dimension.
Forrådt af tilfældet
Vi møder filmens internationale besætning som en busfuld turister på vej tilbage fra en tur i Namibias ørken. Allerede fra starten bliver vi godt rystet sammen med dem og oplever en smule af, hvilke mennesker de er. Vi er således også med dem, når de forrådes af tilfældet. Deres chauffør har kørt efter et defekt kompas, og de er ved at løbe tør for benzin. De kan ikke gøre andet end at køre videre. På de sidste dråber ankommer de til en efterladt mineby, som sidst så hvide mennesker, da tyskerne var der under krigen. Det eneste levende væsen er en gammel mand, der er gået i et med ørkenen og fra sit skur fungerer som historiens udenforstående fortæller.
Fysisk overlevelse
Således er scenen sat. En buschauffør og 10 turister glemt og overladt til ørkenens omgivelser og skæbnens og deres viljers vilkår. Den første, der indser situationens alvor, er australieren Jack. Han har fundet ud af, at der ligger en lille landsby ca. 70 kilometer derfra. Efter at have fundet nogle gamle konservesdåser med gulerødder, forklarer han de andre reglerne for overlevelse og begiver sig dernæst afsted mod landsbyen. De basale regler, som de må følge, er, at de skal samle dug fra minebyens tage om morgenen, således at de har vand. De skal spare på dåserne, således at de har mad. De skal søge ly i husene for nattens kulde. De skal holde gang i et bål, så de kan blive set. Og de skal først og fremmest holde modet oppe.
Shakespeare i ørkenen
Med de basale regler på plads er spillet sat i gang. De basale regler er nemlig langtfra nok til at sikre deres overlevelse. Jack vender ikke tilbage, og mens deres kroppe langsomt slides ned på grund af fysiske strabadser, møder de flere og flere udfordringer i det psykologiske landskab. Mens vi stadig er i filmens indledende fase, sidder Henry, der til hverdag er desillusioneret manuskriptkonsulent i Hollywood, på et tidspunkt og betragter gruppen fra sidelinien. I sin betragtning af, hvad han ser, bemærker han: ”What a fantastic striptease act of basic human needs… Is man no more than this?” og han når til konklusionen: “It’s good old King Lear again!”. Med disse ord har han nu fundet en måde at fordrive ventetiden med. Han går i gang med at genskrive Shakespeares stykke og med at overtale hans skæbnefæller til at deltage i opsætningen af det.
Det skrider nogenlunde frem efter Henrys plan, og de andre begynder at melde sig. Men snart viser det sig, at forholdene mellem dem er ligeså intrigante og fyldt af farlige hemmeligheder som hos Shakespeare selv, og gennem det yderst intelligente manuskript, der er udarbejdet af Levring selv i fællesskab med Anders Thomas Jensen, balancerer historien som en akt mellem filmens teaterspil og filmens virkelighed. The King er i høj grad i live.
Teknisk effektiv
Teknisk set er filmen den smukkeste og mest betagende af dogmefilmene. Fotografen Jens Schlossers kamera er for det meste holdt i ro, og de tempofyldte scener og hidsige skift, som også præger filmen, er i stedet skabt gennem en mesterlig klipning. De næsten ubærligt smukke billeder af den på en gang nådesløse og betagende nøgne ørken spiller både tematisk og visuelt fantastisk godt til de lasede og psykologisk afpillede mennesker. Lyden er der også arbejdet med, både som en teknisk og en tematisk effekt, og reglen, om at lyden til enhver tid skal følge kameraet, er ikke tidligere udnyttet med så effektivt et udbytte. Brutale skift mellem vindens susen over sandet og den kolde stilhed i hytterne, og mellem en bus-motor, der virker og en, der ikke gør, gør filmen til et pragteksempel på, hvordan begrænsninger kan vendes til en fordel.
Det psykologiske landskab
Det er dog mest i skildringerne af de psykologiske landskaber, at Levrings historie står utroligt stærk. Som tiden går tager intrigerne form, og det basale stripteaseshow af menneskelige behov lægger personerne og deres nagende og hemmeligholdte historier nøgne. En stor del af æren for filmens usvigelige sikre vej frem mod sit mål må tilfalde holdet af skuespillere. Ensemblet er en god blanding af folk fra Sydafrika, England, USA og Frankrig. Sammenspillet er intenst, og ironien og alvoren skiftes til at slå gnister imellem dem. Enkelte af skuespillerne stikker dog frem. Blandt dem er Janet McTeer (Tumbleweeds) i rollen som Liz, der er med på turen sammen med sin mand og nyder at dominere og udstille ham for sin manglende evne til at leve op til hende. Hendes mand, Ray, spilles af Bruce Davison (X-Men), der bliver mere og mere sammenbidt, som han må stå model til Liz’ ydmygelser. Den skuespiller, der slår igennem med allerstørst træfsikkerhed, er dog den engelske veteran David Calder, der som den aldrende Charles er taget på ferien for at lære sin søn Paul og hans kone Amanda bedre at kende. Andre nævneværdige præstationer ydes af Jennifer Jason Leigh (Det Store Spring, Mrs. Parker and the Vicious Circle, eXistenZ), der i det opsatte stykke spiller Cordelia, Kong Lears elskede datter som forråder ham, og af Romane Bohringer (L’appartement), der grundigt overtager rollen som Cordelia i filmen.
En gribende film
The King is Alive er nok en film, som nogen vil blive uvenner med undervejs. Man mærker ubehaget, og de udpinte kroppe og sjæle sætter uundgåeligt sit spor hos én. Det er en film i art house kategorien med alle dens velsignelser og udfordringer. Griber man dem, gribes man, og man kan forlade den en stor fortælling rigere.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | blok
1-10-2004 17:01 | Det er dog den værste, opstyltede pseudo-psykologiske gang plat jeg nogensinde har set. |
|
|
|  |
|
