| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (22 stemmer) |
|
|
| | Billedformat: 16:9 Anamorphic, 1,85-1 WideScreen
Lyd: Dolby Surround 5.1
Ekstra materiale: "Bag om kameraet", fraklippede scener med instruktørens kommentarer, sjove fejloptagelser, kommentarspor med instruktør Ted Demme, musikalske højdepunkter, produktionsnoter, DVD-ROM materiale, trailer, biografier |
|
|
|
 |
Life
| Det hyggelige fængsel |
| |
Life er ved at være en gammel film. Eddie Murphy indspillede den allerede før den morsomme Bowfinger, som vi så i de danske biografer i julen 1999. Men tvivlen har naget hos de danske biografdistributører, og nu er den så endt på video og DVD.
På hver sin vej Eddie Murphy er trods de mange krampagtige forsøg på at holde karrieren i gang uværgeligt på vej nedad. 2’ere til film om både skøre professorer og dyretalende læger kan ikke ændre ved det faktum, at 80’ernes store pengemaskine har mistet den unikke frisk- og frækhed. I Life mødes han med en anden sort stjerne, som i disse år holder en støt kurs opad. Martin Lawrence har via film som Blue Streak og Big Momma’s House vist en enestående – og for kritikerne ganske uforklarlig – evne til at sætte billetlugerne under stort pres.
Livstid i stedet for livet Life er en ganske atypisk film – umiddelbart skulle man forvente en vild fængels-komedie, men tonen og tempoet er eftertænksom, lunt og plaget af lige lovligt store ambitioner. Vi dækker en periode på over 60 år fra vi møder hustleren Ray Gibson første gang. Nok engang prøver han at undslippe regningen, og pludselig er han endt sammen med den ærlige bankmand, Claude Banks, i en yderst penibel situation. For at løse balladen, må Claude tage på 'forretningstur' med den tvivlsomme Ray – og det passer ham ikke spor, da hans søde kæreste venter hjemme i New York. En aften i Mississippi på vej tilbage fra det vilde vest kaster skæbnen sin tunge skygge over de to lykkeriddere, da en tilfældig racistisk sherif arresterer dem for et mord, han selv har begået. Og således ender svindleren Ray og den ambitiøse unge Claude i Mississippi State Prison – på livstid.
Udlængsel Fængselsfilm handler altid om at slippe ud – og naturligvis har Ray Gibson også masser af planer for, hvordan de kan komme tilbage til virkeligheden, men efterhånden som de lærer de andre livstidsfanger i blokken at kende, forsvinder den trang også. Instruktøren Ted Demme, som ikke ligefrem har hevet de mest overvældende film frem fra ærmet i sin hidtidige karriere, formår at få sine meget forskellige spillere til at give generelt overbevisende præstationer. Især de to komikere i hovedrollerne er fint turneret, og at Martin Lawrence rent faktisk har en dramatisk side, kommer som en stor overraskelse. I en væsentlig birolle gør især Bookem Woodbine virkelig god figur – han bliver spændende at se mere til.
Hjemmehygge Tiden går – og selvom der veksles med forskellige anekdote-agtige scener fra 60 års fængselsliv begynder repetitionen at træde i forgrunden. Livstidsfængsel er ikke vanvittigt underholdende, og pointerne om venskabets betydning og vigtigheden af at opretholde drømmene i den type situationer er lidt for tydelige og firkantede til at blive særligt rørende. Derfor bliver Life reduceret til en hyggelig fortælling – nærmest som en bedstefars beretninger fra et langt liv. Man keder sig ikke voldsomt, der er lidt god livsvisdom – og så naturligvis behørigt med krydret drama til at sætte fut i systemet. Med godt skuespil og en nydelig slutning, der godt nok befinder sig et godt stykke fra det sandsynlige, kan man godt ærgre sig lidt over, at Eddie Murphys bedste film i lang tid ryger direkte på video – men samtidig fungerer hygge af denne slags på alle måder bedre i sofaen foran fjernsynet.
|
| |
| | Instruktøren Ted Demme viser sig at være en vældig gemytlig fyr på den fyldige DVD-udgivelse af Life. Dokumentarprogrammet om filmen er en traditionel omgang rygklapperi, her primært om Eddie Murphy, der udråbes til et komisk geni. Fejlklip findes i rigelig mængder, og det er tydeligt, at mange af scenerne med Murphy og Lawrence er skabt udfra improvisationer over et eksisterende manuskript. Ted Demme har selv kommenteret to omklippede scener, som blev ændret af producenterne - en beslutning han tydeligvis ikke er tilfreds med - og hans meget ærlige og åbne stil fortsætter i det energiske kommentarspor, hvor han knapt nok kan nå at følge med filmens scener. Et behageligt alternativ til de mange kommentarspor, der er fyldt med pinlig tavshed. Muligheden for at se musikalske højdepunkter er blot en alternativ kapitelopdeling af filmen, hvor man springer direkte til de steder, hvor musikken har haft en funktion - knapt så brugbar medmindre man ønsker at gå dybere ned i Wyclef Jeans meget spændende lydside. Alt i alt en god DVD med en instruktør, der er så begejstret for mediet og for sit samarbejde med de to store komikere, at han svæver på en lille lykkelig sky - og det er altid sjovt at lægge ører til.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
|