| Kan man stadig lave kærlighedsfilm? |
| |
Zhang Yimou (Under den røde lygte, The Story of Qui Ju, Not One Less) viser, at man kan i hans seneste Vejen hjem, der blev belønnet med Sølvbjørnen på Berlin Film Festivalen 2000 for det. Det er imidlertid ikke noget nyt for Yimou, der siden sin debut med De røde marker i 1989, nærmest er blevet overvældet med priser fra alverdens festivaler. Vejen hjem er et udmærket eksempel på den kinesiske instruktørs helt særlige klasse.
Tilbage til rødderne
Lou Yusheng (Sun Honglei) er forretningsmand i storbyen og vender i filmens start tilbage til sin landsby for at hjælpe sin gamle moder (Zhao Yuelin) med den nyligt afdøde faders begravelse. Moderen insisterer på, at faderen skal begraves ifølge den gamle tradition. Det indebærer, at faderens kiste skal bæres den lange vej fra hospitalet til landsbyen. Den ældre borgmester vil gerne være behjælpelig, men opgaven synes umulig, da alle byens unge mænd er draget til storbyen for at arbejde.
Den rene kærlighedshistorie
Sønnen Lou Yusheng forsøger at overtale moderen til at lade kisten transportere af en traktor, men hendes stædighed får ham til at tænke tilbage på sine forældres brændende kærlighedshistorie, der er kendt af hele omegnen. Her skifter de sort/hvide billeder til farver, og det er flash-back’et, der er filmens egentlige historie. Den fortæller om den unge moders (Zhang Ziyi - Tiger på spring, drage i skjul) stormende forelskelse i den nyankomne skolelærer Lou Changyu (Zheng Hao). Den ukuelige Zhao Di må både igennem sorg og febervildelse før parret kan være sammen for evigt.
Enkelhed
Ligesom i Not One Less er det realismen og den enkle historie, der er grundlaget for Vejen hjem. Vi bevæger os ligeledes i samme omgivelser: Kinas landsbyer der er afskåret for omverdenen, og hvor børnenes undervisning spiller en afgørende rolle. I begge film skildres konsekvenserne af børnenes vandring til storbyerne for at finde arbejde som et uundgåeligt resultat af fattigdommen. Yimou selv var også ramt af kulturrevolutionen i 1960’erne, der forhindrede ham i at fortsætte sin skolegang og nær havde forhindret ham i at blive optaget på Pekings filmakademi. Selvom, der er mange politiske aspekter i baggrunden i Yimous film, har han valgt at fokusere på enkle, personlige og lettilgængelige historier, der indirekte viser Kinas kulturhistorie.
Romantik
I denne film er det den kinesiske poetisk fortællende tradition, der er udgangspunktet. Det er historien om grænseløs romantisk kærlighed i en tid med pragmatik og arrangerede ægteskaber. Få instruktører kan fortælle så overvældende sikkert som Yimou. Man kan ligefrem undre sig over at blive betaget af en så simpel fortælling, ikke mindst båret af Zhang Zivi. Nyd hende springe rundt som forelsket lillepige i dynebukser og rød jakke. Hun får hele filmen til at stråle af ungdommens kærlighed, der, uanset hvor lidt man har tilovers for romantikken, vil ramme det i midten. Pludselig er der ikke så langt til Kina.
Brede billeder
Filmen er optaget i det brede cinemascope-format af fotografen Hou Yong, der også arbejdede sammen med Yimou i Not One Less. Hvor sidstnævnte film begrænsede sig til håndholdt kamera og skulderhøjde har Yong fået lov at vise sine alsidige evner som billedeskaber i Vejen hjem. Det er intet mindre end en salig nydelse at betragte, og samspillet med den romantiske historie er fuldendt. Men selvom filmen først og fremmest er en fortælling om små mennesker og deres store kærlighed, formår den også at formidle budskabet om Kinas komplicerede fortid. Yimou har endnu en gang generøst serveret en nødvendig historie i fortryllende indpakning – vær så god at pakke op.
|
| |
| | Heller intet ekstramateriale i denne omgang af Yimou på DVD. En skuffelse selvom det kunne forventes. Konklusionen må vel være, at der ingen grund er til at investere i DVD’en, hvis det ikke lige var for filmens skyld! Billede og lyd er upåklageligt, men cinemascope-formatet kommer stadig ikke til sin ret på et almindeligt fjernsyn. Vejen hjem er en af den slags film man må holde øje med i tilfælde af en repremiere på det store lærred – for det er unægtelig dér, de brede billeder og den pompøse musikalske akkompagnering vækkes til live.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
