| Stort opsat flop |
| |
”Casino Royale” var den eneste Ian Fleming-roman om superspionen James Bond, som Broccoli-familien aldrig fik deres fingre i. Rettighederne endte i stedet hos Charles K. Feldman, som ihærdigt forsøgte at få den rigtige Bond, Sean Connery, til at stille op i denne ene film. Connery takkede nej, og i stedet for at tage kampen op valgte Feldman at lave en rendyrket parodi på Bond-filmene og agent-genren i al almindelighed. Med 5 instruktører og hele 10 mere eller mindre kendte forfattere ombord lagde projektet fra kaj og sejlede selvsagt lige lukt mod en kunstnerisk katastrofe.
De falske 007’ere
Listen over de medvirkende indeholder en lang række kendte navne, som tydeligvis nyder at få lov til at boltre sig i Bonds ekstravagante verden. Filmens bærende idé er, at den rigtige James Bond er blevet træt af agentarbejdet, men da hans agentnummer har så legendarisk en klang, har hans arbejdsgiver, den engelske efterretningstjeneste MI-6, valgt at indsætte en stand-in – den pigeglade charmør, som vi kender fra de ’rigtige’ Bond-film.
Den gamle Bond vender tilbage
MI-6’s 00-agenter begynder at forsvinde på mystisk vis over hele kloden, og i desperation henvender M (spillet med fylde af en af filmens instruktører, den legendariske John Huston) sig til den gamle Bond (David Niven), der nu lever i tilbagetrukket luksus på sit slot. M dør under et bombeattentat, og da Bond under et ophold hos Ms enke og hans mange fristende døtre indser, at der virkelig er brug for hans indsats, kaster han sig ind i kampen mod den onde verdensorganisation SMERSH.
For mange kokke…
Casino Royale er på idéplanet en helt fin tanke. En parodi over det overdrevent smarte og luksuriøse univers i de rigtige Bond-film, men med 5 instruktører tilknyttet bliver filmen aldrig andet end konstant forvirrende og voldsomt ujævn. De har stået for hver deres del af historien, som efterhånden kommer til at indeholde en mængde agenter, der alle optræder som 007 – og det kommer aldrig til at harmonere.
Kun for fanatikere
Der er ellers optakter til mange fine ting. Woody Allen som Bonds umulige nevø, Jimmy Bond, selveste Orson Welles som baccarat-spilleren Le Chiffre, Burt Bacharachs forrygende musik og hele tanken om at gøre grin med selvoptagetheden i Broccoli-familiens Bond-serie. Men det er en svær balance at lave en parodi over noget, som næsten allerede er det, og det lykkedes vel egentlig først til fulde med Mike Myers’ rablende gale film om Austin Powers. Casino Royale fungerer i hvert fald ikke – og kan kun anbefales til de Bond-fanatikere, der skal have det hele med.
|
| |
| | Ligesom filmen stikker lidt ud i perlerækken af Bond-eventyr, så adskiller DVD-udgaven sig også ved kun at indeholde den originale trailer. Menuerne ser såmænd ganske pæne ud, men det kunne have været sjovt med lidt baggrundsmateriale om, hvorfor det gik så galt.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
