| Velsmurt komedie |
| |
Det er nogle af Danmarks mest populære skuespillere, der samles i instruktøren Jonas Elmers' anden spillefilm - Monas verden - for at slippe både de veldirigerede, velskrevne og improviserede kræfter løs i den stilsikre komedie om bankrøvere, pornoskuespillere med berøringsangst og en indelukket, drømmende regnskabsdame, placeret midt i et virvar af fabulerende fantasier, krampagtige kærlighedserklæringer og en varm palle tun med vand.
Åh Mona, Mona, Mona
Midt i denne kakafoni af synsindtryk ser vi Mona, som i den grad savner eventyr i sit triste liv som regnskabschef for reklamefirmaet Avanti, hvor den kokainsniffende chef Kurt (Jesper Asholt) med det hvide ud af øjnene råber ”Penetration” og kræver, at Mona finder plads i budgettet til de bjerge af sand, han ønsker til udførelsen af sin næste event.
Mona har ikke meget andet end budgettet i sit liv, udover det daglige højdepunkt: En gang kaffepunch hos underboen Gudrun (Bodil Udsen). For ikke at gå helt i hundene skaber hun et lille fantasiunivers, hvor især drømmefyren Casper (Mads Mikkelsen) får hende til at give slip og vise det potentiale, hun har i sig.
Hendes liv tager dog en brat vending, da den kluntede skodrøver Thorbjørn først kidnapper hende for derefter at forelske sig håbløst. Thorbjørn er dog en mand med mange jern i ilden, og mens han som den eneste forsøger at give Mona den opmærksomhed, hun så desperat mangler, er han på den anden side også i færd med dels at få skaffet vennen Jens Ole en rolle i en spansk bøssepornofilm og omsætte en varm palle tun i vand til rede penge.
Ekstemporer!
Jonas Elmer forsøger modigt at skildre Monas balancegang mellem fantasi og virkelighed gennem en række veltilrettelagt krydsklip, små flashbacks og tidsforskudte fortællinger, hvor man aldrig mister overblikket i fortællingen. Det er meningen, at Mona ikke skal portrætteres som den anonyme taber, men som en uopdaget energikilde – men hvis nogen skal have æren for, at man accepterer Monas forvandling fra en grå, forskræmt kontormus til sortsnakkende, vodkadrikkende femme fatale, så er det skuespilleren bag – Sidse Babett Knudsen. Det er hendes evne til at fange helt specielle stemninger, vibrationer og følelsen af nærvær, der giver filmen dens succesfundament. I samspil med den urkomiske Thomas Bo Larsen bliver den skæve romance aldrig kvalm eller forudsigelig, men en afsats for konstant komiske optrin.
Sikker komedie
Det er også humoren, der er drivkraften bag Jonas Elmers anden film – præcis som i den første, Let’s Get Lost. Men hvor den sorthvide komedie om en samling førtidspensionerede dagdrivere på Nørrebro i København havde et snært af bidende realisme i sig, er Monas verden en mere velpoleret sag uden de større dybder og finesser. Figurerne flyder ind og ud af historien, og den mere stiliserede tilgang til indhold og tempo ødelægger også muligheden for at skabe et komplet billede af de menneskelige skæbner. Det ender i størstedelen af filmen med at blive karikerede figurer, der træder i karakter – og deraf opstår selvfølgelig de urkomiske optrin, men også en understregning af, at det er kalkuleret fiktion, man overværer.
At Monas verden bliver en (velfortjent) succes, kan der ikke være tvivl om – alene appetitten på dansk film og udbuddet af folkekære skuespillere er sikre kriterier. Men hvor andre komedier, såsom Italiensk for begyndere var typisk danske i deres humor, netop ved at udlevere danskerne i mere eller mindre grad, så er Monas verden afsondret fra dette element af genkendelse. Den forsøger måske at gribe fat i noget universelt om at tage chancer i livet, men leveret i et sådant tempo og med en så bizar opsætning, forbliver filmen på jorden med en velsmurt humor og mindeværdige replikker.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Johnny P
16-3-2010 14:27 | Helt enig! Næsten lige så ringe som Den eneste en. |
| Blackmann
5-3-2010 10:04 | Lorte film. |
|
|
|  |
|
