| The show goes on... |
| |
Spike Lees nyeste film nåede aldrig at få spolerne indenfor i de danske biografer, og derfor må den nu nøjes med at blive oplevet på video. Spike Lee, der ikke er mange film fra at have formøblet en ellers meget flot karriere, tager i den dybt satiriske Bamboozled fat på den stereotype fremstilling af sorte i amerikansk mainstreamkultur.
På toppen
Vi befinder os i New York på det store tv-network CNS. Pierre Delacroix er den eneste sorte programplanlægger, og han er derfor blevet assimileret til en underlig interkulturel skabning, som tydeligt fornægter sin egen baggrund, men også holder en akavet distance til de hvide kolleger. Hans chef, den overfladisk liberale Dunwitty (Michael Rapaport for fuld udblæsning), der lyser af misforstået og fordomsbelagt åbenhed, vil gerne have gang i tv-stationens seertal, og derfor opfordrer han sine folk til at komme med en original og opsigtsvækkende idé.
En sikker flugtvej
Det bliver Delacroix, der får gravet det bedste forslag frem. Dybt nede føler han sig ikke tilpas på tv-stationen og ved at promovere en åbenlys racistisk idé, der kun henter sin næring fra opfattelsen af sorte som dovne, uintelligente og mindreværdige klichéer, håber han at kunne slippe ud af den daglige trummerum. Det lykkes også for ham, men ikke helt efter planen. For serien går direkte igennem det hvide beslutningsapparat, og Delacroix får i samarbejde med sin skeptiske assistent Sloan til opgave at få et bæredygtigt shov ud af konceptet: Mantan – The New Millenium Minstrel Show.
Lidt historie
Minstrel shows er et af den amerikanske histories mere ubehagelige fænomener. De begyndte i 1830’erne, hvor hvide mænd forklædte sig som sorte og parodierede musik og dans fra det sorte samfunds afrikansk-amerikanske tradition. I 1840’erne var de blevet en etableret del af den amerikanske underholdningsindustri, men stadig uden antydningen af deltagende sorte – de var forbudt adgang ved lov. Ved at påføre sig sort makeup – en speciel farve, der blev blandet af afbrændte korkpropper og vand – ’snød’ sorte dansere og sangere sig til at optræde, og begrebet holdt skansen som populær underholdningsform i over 100 år. Den første talefilm, The Jazz Singer, fra 1927 havde sin tydelige rod i minstrel showenes maskeringsform, og helt frem til 50’erne, hvor det sorte samfund vandt større politisk magt og indflydelse, var genren i fuld vigør.
Er historien død?
Det egentlige spørgsmål er, om minstrel shows overhovedet er ophørt med at eksistere, eller om de bare er blevet adapteret af den eksisterende underholdningsindustri. Det er her, Spike Lees pointe ligger – og det er den, som Bamboozled forsøger at sige noget begavet om. Spike Lee har gennem de sidste 10 år i stadig stigende grad ladet sine politiske budskaber komme til syne i sine film, ofte på en måde, så man følte, at selve filmen blev trængt lidt i baggrunden, men i Bamboozled er det politiske signal så overdrevent tydeligt, og filmen eksisterer i så høj grad udelukkende på den racepolitisk oprevne og meget bevidste tone, at man på intet tidspunkt får chancen for at fortrænge det – og måske netop derfor ender den med at blive virkelig interessant.
Rå og lige på
Stilen er ikke helt ulig den, som den danske Dogme-bevægelse fremelskede. Optaget på digital video får filmen i passager udseende af en ambitiøs hjemmevideo; en effekt, der i en historie baseret i realismen, er en stor hjælp for filmens emotionelle udtryk, men som i en rendyrket satire som Bamboozled resulterer i et følelsessammenstød af dimensioner. Damon Wayans overspiller hovedrollen Delacroix helt ud på overdrevet i en manieret og meget provokerende ’hvid’ udgave af en sort executive. Hans præstation er 100% gennemført, og derfor et uhørt frækt træk fra Spike Lees side. Man forvirres, kommer i tvivl om hvor man egentlig skal placere sin sympati og ender med at stå efterladt ved den øde grænse mellem ligegyldighed og pirret nysgerrighed.
Den pirrende tvivl
Det er tydeligt, at filmens minstrel show – som vækker stor jubel hos den overvejende hvide tilskuerskare – er en menneskefjendsk og nedværdigende form for underholdning, men Spike Lee lader alligevel sine personer bliver suget til showets magiske aura, og spørgsmålene hober sig op. I den åbenlyse strøm af harme over racepolitisk uretfærdighed lader Lee sine personer svinge frem og tilbage – tydeligt i tvivl om, hvordan de, som sorte amerikanere i det nye årtusinde, skal forholde sig til den uvirkelige popularitet, showet får. Er de selvbevidste intellektuelle med stor parodisk vid, eller er de bombet 100 år tilbage til en racebaseret stereotyp? Hvor tæt kan parodien gå på den virkelige vare, før den skifter identitet til en knæfald for frastødende dyder?
Den efterladte film
Spike Lees film gør ikke seeren klogere på personernes holdninger. Instruktørens synspunkt kommer til orde i en lang montagesekvens fra netop det, som han oplever som de fortsatte minstrel shows: Den fortsatte anvendelse af sorte i stereotypt fastlagte rollemønstre. Senest var det Will Smiths rolle i Robert Redfords The Legend of Bagger Vance, der fik kniven i den offentlige debat, som Spike Lee så veloplagt deltager i. Men i filmens univers efterlades vi med et forvirret udtryk, koblet effektivt fra enhver form for identifikation med de medvirkende (især på grund af de sidste 15 minutters noget overgearede, men dog alligevel passende, afrunding) men også intellektuelt pirret af en på ingen måder uinteressant kombination af stilistiske og indholdsmæssige provokationer – og med en af hans mest interssante film i mange år viser Spike Lee for første gang, at hans kontante og brændende engagement i sortes rettigheder også kan kanaliseres ud i et fascinerende filmsprog.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
