| Lesbisk eller forelsket? |
| |
Piper Perabo spiller helt ud til grænsen som den glødende forelskede Paulie, der ikke går på kompromis med noget som helst – og slet ikke kærligheden. Instruktøren sætter alle sejl til og presser tårer, saft og kraft ud af ethvert minut – og det bliver kun sporadisk anstrengt.
Den tredje pige
Det, der redder Lost and Delirious fra den banale kærlighedshistorie - udover at den udspiller sig mellem 2 piger – er synsvinklen, der er lagt i hænderne på en tredje part. Hun hedder Mary Bradford - eller ’Mouse’ som hendes far siger - og ankommer til den imponerende collegebygning midt i den frodige canadiske skov med en noget slukøret mine. Hendes mor er død for nogle år siden, og hun er i forvejen ikke den udfarende type. Det er til gengæld Paulie, hvis motto ”RAGE MORE!” går fint i spænd med den både søgende og dragende Tory. Pauli og Tory bliver hurtigt meget tætte veninder og Mary Mus ser halvt måbende og halvt beundrende til fra sidelinjen – ligesom det er tiltænkt tilskueren.
Men om natten…
Mary hjælper skolens gartner Joe (Graham Greene - Danser med ulve), planter symbolsk et træ som start på et nyt liv efter morens død og udnævnes af Paulie til ’Brave’ og må lade det barnlige ’Mouse’ høre fortiden til. Men om natten rumsterer det i sengen ved siden af hende – Paulie og Tory synes ikke at lade sig bekymre om deres tredje værelseskammerat. Det behøver de heller ikke, men da Toris intrigante lillesøster stikker snuden ind en tidlig morgen og finder de to piger nøgne i samme seng, bryder helvede løs. Torys forældre vil under ingen omstændigheder kunne acceptere en lesbisk datter, og hun tvinger sig selv væk fra Paulie med en dreng fra den nærliggende skole. Men Paulie tager sjældent et nej for nej – bevæbnet med kårde og middelalderlig poesi begiver hun sig ud for at generobre sin elskede – uden at se sig tilbage.
Julie & Julie
Som en kvindelig udgave af Romeo & Julie er Lost and Delirious en film, der først og fremmest er båret af de store følelsers vingeslag. Det er ganske vist en film om homoseksuel kærlighed, men som Paulie selv siger i filmen, er det ikke det væsentlige – hun er ikke ’lesbisk’, hun er Paulie, som elsker Tory. Efter adskillelsen begynder Paulies detour, og her bliver filmen næsten udelukkende Piper Perabos. Hun får frit lov at spille med de helt store armbevægelser, så fans vil frydes, mens os andre til tider ville kalde det unødvendig tydelighed. En stor del af filmen står og falder med sympatien for Paulies karakter, så det er selvfølgelig ikke uden bagtanker, at Pool vælger en skønhed som Perabo til rollen. Men accepterer man ikke det teenagede, eksplicitte skuespil, vil man blive sat på prøver undervejs.
Skæbnefortællingen
Lost and Delirious er baseret på romanen The Wives of Bath af Susan Swan og tager sig nogle filmiske friheder for den dramaturgiske fremdrift, der kan rynke næsen på den kritiske biografgænger. Som Torys kyniske fravalg af Paulie for sine forældres skyld, der kun forklares med hurtige dialoger, selvom hun selv er en lige så aktiv del af kærlighedshistoriens lidelser. At der ikke bliver plads til Tory, sker på bekostning af ideen om Marys rolle, der nok gør historien nemmere for os at forholde os til – vi føler os ikke så fjernt fra den passionerede elskerindes Werther-lignende lidelser, når Mary får lov at udtale vores rationelle indvendinger, men det betyder også, at historien bliver mere skæbnebestemt og mindre udforskende end temaet lægger op til.
Slå eftertænksomheden fra og køb lommetørklæder!
Lost and Delirious er på mange måder en mainstream-film om et emne, der sjældent ryger ind under den form. Men ud over at handle om et homoseksuelt forhold handler det i lige så høj grad om ungdommens første valg og om at tage konsekvenserne af sine valg - og det er rivende vellykket på den gode gamle måde. Den er af den slags, der skal ses med den analytiske eftertænksomhed slået fra og hjertet helt fremme i stolen. Det ved instruktøren og placerer med elegant professionalisme de følelsesmæssige tinder, så det ses i øjnene på 8 ud af 10 biografgængere. Rammerne genkendes fra typen af ’seriøse’ Hollywood-film som Døde poeters klub - symbolikken er klar, kameraet fanger smukt både den omkringliggende natur og de rigtigt timede glimt i øjet, og så balancerer filmen lige akkurat, uden at banaliteten bliver overvældende.
|
| |
| Seneste kommentarer: (4 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | stine
15-9-2008 16:52 | hej
man kan købe den via proud´hjemme side, dog uden danske tekster
|
| Carina
22-6-2006 13:52 | Hvis i gerne vil se filmen så kan den lånes i blockbuster - hvertfald der jeg lånte den - den er den virkelig go film - men meget sørgelig.. |
| Maria
7-6-2006 17:55 | Det tror jeg ikke man kan. Desværre. Jeg ville gerne bare se den, med eller uden tekster.... |
| hanne
7-5-2006 18:13 | hvor kan man købe den film med dansk tekst?
|
|
|
|  |
|
