| Get Who |
| |
Det er sikkert kun folk over en vis alder eller med en fetich for britiske film, der nødvendigvis kender Get Carter, men det er der råd for nu, for den kommer ud igen på DVD i en fin pudset udgave med komentarer fra Michael Caine og Mike Hodges.
Denne film gjorde sammen med Straw Dogs (Sam Pekinpah) og A Clockwork Orange (Stanley Kubrick) 1971 til et fantastisk engelsk filmår med en hård ny linie af rå film, der brød med 50’ernes familieidyl og "happy happy"-komedier og med 60’ernes lallende, legende eksperimentalfilm om alt muligt ligegyldigt, såsom sex og stoffer.
Oppe i tiden
Get Carter er en rå, ren og stiliseret film om en mand, der handler, hvor der handles bør. Michael Caine fik slået sit navn som Englands nye rå superstjerne med denne film. Efter at være blevet folkeligt populær med den lettilgængelige Alfie (66), var hans navn almenkendt og elsket over det meste af England. Hans rolle som den metodiske, effektive og kontante lejemorder Jack Carter var et chok for de fleste, der så filmen i 1971. Det var perfekt casting, der udnyttede Michael Caines "Nice guy Facade" til fulde, og det var med til at give Michael Caine det ry, som han har holdt til i dag som en skuespiller med stor bredde og talent - om det er fortjent er en anden sag. Men Get Carter er uden tvivl en af Caines absolut bedste film og var for Caine, hvad Taxi Driver var for De Niro, så er man fan, er man det ikke uden denne film på hylden.
Filmen handler på ingen måde om en flink fyr, men derimod om, en hård antihelt eller kort sagt et røvhul, som tiden dikterede, for i havlfjerdserne kom man ingen steder ved at være flink og gøre, som der blev sagt. Nu skulle der andre boller på suppen, dåsen, de kom i, var lejemordere og voldtægtsforbrydere, og selvtægt var smagen.
Røvhullet kommer til byen
Get Carter viser en lejemorders forsøg på at afklare hvad der præcist er sket med hans bror i deres fælles hjemby i Nordengland. Brorens unarturligt tidlige død plager den ellers rolige Carter, og han vil have svar. Nu er der bare det problem, at hvis man ikke fortæller, hvad man ved, til Carter, så slår han kort og kontant én ihjel. Så stakkels Carter løber hurtigt tør for folk, der ved noget, og dem, som ikke kan hjælpe, bliver også likvideret, så byens befolkningstal daler lige så hurtigt som Carters tålmodighed og humør.
Bedre blver det ikke, da hans bosser fra London gerne vil have, at han skynder sig tilbage, da de er ved at blive trætte af, at han slår alle deres forretningsforbindelser ihjel.
Tidløst skrevet
Der er ingen tvivl om, at Get Carter kan konkurrere med en hvilken som helst film skrevet i dag, når det kommer til dialog og for så vidt også plot. Det er i teknikken og stilen, at tidsforskellen kan mærkes tydeligst. Der er en voldsomt mangel på fortælletempo efter vore dages "500-klip-i-minuttet-Oliver-Stone-på-prozak-piller"-standard, for Get Carter er ca. tyve minnutter om at komme til sin første actionscene, og det er ikke fordi, der i mellemtiden har været lange personbeskrivelser eller lange forklaringer og "set-ups". Carter tager sig sin tid og samler en del oplysninger, inden han begynder at slå ihjel til højre og venstre. Dette er mere realistisk end det er spændende, og det er måske det største kritikpunkt. Derudover er der de evindelige "nyskabende kameravinkler", der hurtigt bliver irriterende og decideret ødelæggende for oplevelsen. Det er typisk og næsten morsomt at se film fra 70’erne, der altid prøver at være realistiske, og som derfor konstruerer en masse nye synsvinkler, som netop gør, at realismen forsvinder, fordi man hele tiden bliver opmærksom på den skæve måde, billedet er berammet på.
|
| |
| | Denne DVD indeholder det sædvanlige trailertjald. En lille biografi og som kronen på værket en lydspor med Michael Caines og Mike Hodges meninger og kommentarer. Disse sekundære lydspor er altid elsket af indædte filmbuffs, som jeg selv, da de giver indsigt i noget, som man ellers sjældent får indsigt i. I en filmverden, der er så præget af overflader og colgatesmil, får man nemlig kunstnernes, skabernes og arbejdernes mening om, hvorfor den film, vi sidder og ser, er, som den er. Dette er i sig selv fire stjerner værd, desværre er der på denne genudgivelse ikke andet at komme efter.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | jjh
5-5-2009 22:27 | Payback var for fed...af e remake at være |
| Jens
22-4-2003 15:59 | Beklager, men det er altså noget hø. Payback er ikke et rip-off, men et remake - og ikke af Get Carter, men en direkte, helt legal genindspilning af Point Blank.
Hvad angår sammenhængen mellem Get Carter og Point Blank, så er den ærligt talt temmeligt konstrueret. Faktisk er lighederne til at overse: Begge benytter sig af den kyniske, ensomme anti-helt som protagonist og spænder deres historie over et hævn-motiv, men det findes der en hel subgenre af kriminalfilm, der også gør. Det betyder ikke, at Get Carter har "tyvstjålet" noget som helst fra Point Blank.
Ærligt talt, er det ikke bare en smule pinligt at begynde at skubbe til anmelderens uddannelsesniveau, når du tilsyneladende ikke selv har det mindste begreb om det, du skriver om? |
| Møffe
19-4-2003 21:13 | Man kunne nemt have nævnt at Mel Gibsons håbløse Payback er et ripoff. Men det er utilgiveligt ikke at nævne Point Blank af John Boorman med en usædvanlig velspillende Lee Marvin fra 1967 som Get Carter er tyvstjålet fra. Hvis anmelderen havde haft en uddannelse fra f.eks Film- og Medievidenskab ville dette ikke komme som en overraskelse. |
|
|
|  |
|
