| Den glemte ven |
| |
Man bør ikke lade sig skræmme af den børnebogsagtige titel, der er kommet på den danske plakat for franske Dominik Molls psykologiske Hitchcock-thriller. Omvendt skal man heller ikke forvente, at thriller her betyder hverken grusomme gys eller højspændt krimi. Molls Cannes-deltager og 4-dobbelte César-vinder er nemlig en ganske tilforladelig historie, der nok underholder og udfordrer i rigt mål undervejs, men som ikke helt kommer langt nok ind under huden, til at den sætter sig.
Gymnasiekammeraten Harry
Det, der starter som en ganske almindelig historie om et par i midten af trediverne, der med deres tre små døtre er på vej på sommerferie for at glemme den hverdag, som alt for ofte minder dem om, at nyforelskelsen for længst har lagt sig, kommer hurtigt til at tage en overraskende drejning. På en rasteplads, møder manden, Michel, hvorom det meste af filmen drejer sig, sin gamle gymnasiekammerat Harry. Det i sig selv er ikke usædvanligt, der er derimod at Michel intet husker om Harry, og Harry ned til mindste detalje kan huske, hvad Michel foretog sig i gymnasiet. Mødet ender med, at Harry med sin højtelskede kæreste, den forholdsvis enfoldige Prune, tager med Michel og hans kone Claire til den nedslidte landejendom, som Michel knokler for at få restaureret.
Drøm eller virkelighed
Filmen drives roligt og sikkert fremad med en hel formidabel sans for at skabe stemning. Man er som hos den gamle spanske surrealist Luis Buñuel, aldrig sikker på om det er drøm eller virkelighed. De to par bliver hurtigt venner, og Harry og Prune overnatter på landejendommen. Harry, der spilles af katalaneren Sergi López, der med sit underfundige smil er mistænkelig nok med sit blotte udseende, er på mange måder alt for venlig overfor Michel. Da det går op for ham, at Michel, som havde rørt ham dybt med sine digte i gymnasiebladet, er holdt op med at skrive, sætter han alt ind på at få ham i gang igen. Også forbrydelser, hvis det er det, der skal til.
Freudianske komponenter
Som Hitchcock har Moll arbejdet indgående med suspense, historiens opbygning og stramt fokus på væsentlige karakter. Det er han lykkes imponerende godt med. Det hverken sprøjter med blod eller andre visuelle effekter. I stedet tager filmen sig den tid, der skal til for at udvikle og pleje den tiltagende uhygge. Der gives en fin persontegning af Michel, der stædigt vil gøre alting selv og, som det viser sig, står i en slem pine mellem at vælge at være der for sin kone og døtre eller for sine egne forældre, der på klassisk freudiansk vis holder ham fast med skyldfølelse og forældrebinding. Den fornemmelse af, at hele filmen er som en lang drøm eller måske indholdet i den roman Michel endeligt har skrevet til sidst, gør Harrys mærkværdige karakter ekstra spændende. Han har ingen moralske skrupler, faktisk ingen bekymringer overhovedet, der holder ham tilbage i sit forsøg på at få Michel i gang med skriveriet igen. Filmen er meget langt fra realismen og kan nærmest ses som én lang indre kamp mellem to freudianske komponenter. Michel som personificering af Freuds fornuftsbundne ’overjeg’ og Harry som en personificering af ’id’et’ - Michels undertrykte drifter.
Utrolig velfungerende film
Harry… er alt i alt en utrolig velfungerende film og alt går op i høj enhed til sidst. Men, hvor man interesseres og pirres undervejs, kunne man godt ønske sig at have fået lidt mere med hjem.
Det er klassisk og kunstnerisk korrekt filmkunst, baseret på fin fornemmelse for de klassiske virkemidler. Det gennemarbejdede manuskript og filmens stemning gør stort indtryk, men det er svært at slippe fornemmelsen af at have set det før, og set i oplevelsens baglys, kommer historien til at tage sig ud en anelse for banal. Filmens psykologiske konstrueren og dens drømmende stemning, gør det svært at identificere sig med personerne. Medfølelsen og sympatien for dem slipper man desværre ret hurtigt.
Det er sikkert prisen, Moll har måtte betale for historien, og som sådan også en god beslutning. Det betyder blot at filmen kun bliver siddende løst under huden, når man har forladt den.
|
| |
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Den Frække tøs
14-11-2005 08:31 | Man bør ikke lade sig skræmme af den børnebogsagtige titel, der er kommet på den danske plakat for franske Dominik Molls psykologiske Hitchcock-thriller. Omvendt skal man heller ikke forvente, at thriller her betyder hverken grusomme gys eller højspændt krimi. Molls Cannes-deltager og 4-dobbelte César-vinder er nemlig en ganske tilforladelig historie, der nok underholder og udfordrer i rigt mål undervejs, men som ikke helt kommer langt nok ind under huden, til at den sætter sig.
|
| Patrick Seremet
14-11-2005 08:28 | alt i alt en utrolig velfungerende film og alt går op i høj enhed til sidst. Men, hvor man interesseres og pirres undervejs, kunne man godt ønske sig at have fået lidt mere med hjem.
Det er klassisk og kunstnerisk korrekt filmkunst, baseret på fin fornemmelse for de klassiske virkemidler. Det gennemarbejdede manuskript og filmens stemning gør stort indtryk, men det er svært at slippe fornemmelsen af at have set det før, og set i oplevelsens baglys, kommer historien til at tage sig ud en anelse for banal. Filmens psykologiske konstrueren og dens drømmende stemning, gør det svært at identificere sig med personerne. Medfølelsen og sympatien for dem slipper man desværre ret hurtigt.
Det er sikkert prisen, Moll har måtte betale for historien, og som sådan også en god beslutning. Det betyder blot at filmen kun bliver siddende løst under huden, når man har forladt den. |
| Møffe
19-4-2003 22:23 | Fandes fedtet med stjernerne der mangler endnu en stjerne |
|
|
|  |
|
