| Stemningsladet filmoplevelse |
| |
I en enorm filmbranche findes der mange forskellige kunstnere, stjerner og vandbærere - og folk med mange talenter. Der er ingen tvivl om, at Steve Buscemi har et alsidigt talent for skuespillet, men siden spillefilmdebuten som instruktør i 1996 har vi også set andre sider til hans filmiske evner. Tænk at han engang var brandmand! Animal Factory er hans anden film som instruktør, og ligesom med Trees Lounge er vi langt fra de store actionproduktioner. Som instruktør læner han sig mere op af Jim Jarmusch end Michael Bay, og da han er et anerkendt navn, kan han tilmed tiltrække de store skuespillere til sine film, så de er bliver seværdige.
En verden indenfor Edward Furlong spiller afventende og fantastisk underspillet den 21-årige Ron Decker, der ryger ind for en narkodom og møder en helt ny verden på den anden side af friheden. Han bliver hurtigt venner med en lille gruppe mænd, der kalder sig Broderskabet (ingen ny-nazistiske toner), ledet af den karismatiske Earl Copen. Hvad de er inde for, får man ikke at vide, for det filmen koncentrerer sig om, er det spirende venskab mellem den ældre Copen og den unge Decker. Her er det tydeligt, at manden bag kameraet selv er skuespiller, for Animal Factory lever ikke for sin handling, men sine skuespilleres præstationer - og de er alle i topform.
Sublimt! Udover en velspillende Willem Dafoe, hvor de vildeste superlativer knapt kan beskrive hans præstation, er alle bi-rollerne ligeledes pragtfulde. Buscemi har selv en lille rolle, som fængselsansat, mens hans bror Michael Buscemi spiller en af lærerne i fængslet. Det bedste er dog, de realistisk valgte mænd i Broderskabet såvel som samtlige andre medfanger i fængslet - man tror næsten, at Buscemi bare har slæbt et kamera ind i fængslet og filmet. Man tror på miljøet fra start til slut, og med de velfungerende skuespilpræstationer oveni gør det Animal Factory til en interessant og intens oplevelse.
Stærkt leveret Steve Buscemi er forhåbentlig rigtig stolt af sin anden film. Baseret på en bog af Edward Bunker, der selv har en lille cameo i filmen, har han fået en rørende historie om venskab ud af forsøget. Uden en masse Hollywood-glamour om tilværelsen bag tremmer og unødig vold, der altid forekommer i film, der foregår i fængsler, har han skabt et stærkt drama. Ikke et sentimentalt og følelsesladet et af slagsen, men med et godt overblik, sikker stemning og et hold skuespillere, der kan deres håndværk, har han lavet en bevægende og seværdig film. Ikke dårligt for en forhenværende brandmand!
|
| |
| | At selve filmen er et lille mesterstykke er denne udgivelses redning, for det er bestemt ikke ekstramaterialet, man skal investere i DVD'en for. Trailer, biografier og lidt forfilm på andre aktuelle Scanbox-titler er det hele - så nyd filmen i stedet for!
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|