| Disharmoni fra fremtiden |
| |
Diskussionen om robotters følelser er et velkendt emne, som har optaget mange af de mere filosofisk anlagte science-fiction-film gennem tiderne. Blade Runner står som en helt uomgængelig titel i genren, men langt tættere beslægtet med dagens film er Chris Columbus’ light-version af Isaac Asimovs ”The Bicentennial Man”, Robotmennesket, med Robin Williams. Her mødte vi en robot med ambitioner om at blive et rigtigt menneske, og som måtte ud på en lang rejse for at nå det mål. Det er også udgangspunktet for det sære samarbejde mellem afdøde Stanley Kubrick og i høj grad levende Steven Spielberg. Hvor Spielberg gennem hele sin karriere har haft en uforlignelig evne til at fortælle stort anlagte historier med fokus på det menneskelige aspekt, har Kubrick stået som indbegrebet af en køligt tænkende kyniker; brutal og nådesløs i omgangen med sine films personer.
Den varme version
Kubrick forudså ganske rigtigt, at historien om den lille robot David, der er en unik prototype på en ny type robotter, som er udviklet med evnen til at elske et andet menneske, lå tættere på Spielbergs sentimentale hjerte, og det er også i dettes varme skygge, at A.I. i sin nuværende form hører hjemme. En stor, elskelig fabel om en moderne Pinocchio og hans lange rejse – både fysisk og mentalt – mod at opnå den kærlighed, han så hjertens gerne vil have.
En grum verden
Vi befinder os i fremtiden. Polerne er smeltet og har oversvømmet enorme arealer. Millioner af mennesker er døde, og resten lever i dybt adskilte fraktioner. Vi kender sceneriet fra film som Waterworld og The Postman, men her dvæles mindre ved de rent visuelle konsekvenser af katastrofen. A.I. åbner med en interessant videnskabelig diskussion. Robotter er kun i stand til at definere kærlighed som rent fysiske tegn (øget puls, øget kropstemperatur, hurtigere åndedræt osv.), men professor Hobby (William Hurt) mener, at tiden er inde til at nå videre. En kollega stiller det helt centrale spørgsmål: ”Hvis vi skaber robotter til at elske os, er vi så moralsk forpligtet til også at elske dem?”
Kærlighed på bestilling
Monica og Henry får lov til at teste den første version af David, de får lov til at vænne sig til den neutrale robot, men når de læser 7 ord op i den korrekte rækkefølge, vil robottens følelsescenter registrere, hvem den skal elske til al evighed. ton, Monica er modstander af robotten; hun føler, den er en utilstrækkelig erstatning for deres syge søn, men hendes mand insisterer, og da afsavnet af et barns kærlighed en dag bliver for overvældende, aktiverer hun David. Men den ægte søn vender tilbage, forældrenes følelser skifter igen, og da de mistolker en række situationer som jalousiangreb fra Davids side, bliver de enige om at skille sig af med den. Den bliver sat ud i en skov og må selv klare sig i den store verden. Her skifter filmen gear og begiver sig ind i en mørk, skræmmende og visuelt overrumplende passage, hvor David møder den store sub-kultur af skrottede robotter, der lever i en brutal underverden. Den bliver venner med elskovsrobotten Gigolo Joe, og med erindringen om Den blå fe fra eventyret om Pinocchio, som Monica læste op for den, går jagten ind på den magiske kraft, der kan give David Monicas kærlighed – og dermed den endelige bekræftelse på dens eksistens som ligeværdigt med et rigtigt menneske.
Sentimentalitet fra to sider
Pinocchio-historien har ligget som en rød fortælletråd gennem hele arbejdet med A.I og over den har først Kubrick og derefter Spielberg drysset scener, som de følte var ideelle til at formidle den i virkeligheden urimeligt sentimentale fortælling. Den barske og kyniske fremtid har Kubrick tidligere haft godt fat i, og hans aftryk er på nogle af filmens mest sorte scener. Det er også tydeligt, at Spielberg som instruktør her er kommet på en uvant opgave. Mere sikker virker han i de scener, der er på Davids side. Her får vi glimt af vaskeægte Spielberg-magi af en karat, som man efterhånden skal mange år tilbage i tiden for at finde – og i disse ganske små øjeblikke, måske blot en enkelt kameratur eller visuel detalje, hører A.I. til hans bedste værker i lang tid.
Fænomenale robotmennesker
Skuespillet er entydigt godt. Spielberg har altid været en mester til at håndtere børn, og med en Haley Joel Osment som råmateriale er det ingen overraskelse, at David bliver et strålende lyspunkt. Jude Law giver Gigolo Joe al det liv, som robotten faktisk ikke har – hans små tics og selvbevidste attitude er en fornøjelse. I de mindre roller er Frances O’Connor og William Hurt stærke, og der bliver såmænd også plads til roller til Ben Kingsley og Robin Williams på lydsiden.
Ydre konflikter
Som et eventyr for voksne om uskyldighed, om det ansvar vores fortsatte teknologiske kvantespring medfører og om hele menneskets eksistens i en verden, hvor det er svært at vide, hvad der er organisk og mekanisk, er A.I. en intelligent men ikke helt gennemført film. Den har svært ved at holde tesen ren for unødig sentimentalitet, og med Spielbergs insisteren på vores fulde accept af Davids projekt som det centrale vælter filmens moralske ståsted. I stedet for den filosofiske diskussion, som man fornemmer, at Kubrick lagde op til, går der velbehagelig og langtrukken sødsuppe i det. Især en forlænget slutning, der virker som rent Spielberg-tilsætning, trækker både spilletiden op på overdrevne 2½ time, men også tempoet for langt ned. Det er synd for en film, der havde potentialet til en masse, men som endte som en underlig kombination af to instruktørers modsatrettede tanker. For kold til Spielberg, og for sentimental til Kubrick.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
11-9-2006 14:37 | En film som er utrolig sukkersød men også er god den har de bedste kvaliteter fra spielberg og kubrik men også de værste, så en sød lille film som aldrig helt bliver storslået.
Fire stjerner. |
| Bock
6-2-2006 23:35 | I gemmer vist heller ikke kommentarerne for evigt? |
|
|
|  |
|
