| Barry Lyndon: en tragisk helt |
| |
Stanley Kubricks filmatisering af William Makepeace Thackerays roman, 'The Life and Luck of Barry Lyndon' fra 1844 er en hans mest omstridte og udskældte produktioner. Er dette et misforstået storværk, eller er det en opblæst og ligegyldig parentes mellem mesterværkerne: A Clockwork Orange (1971) og Ondskabens hotel (1980)? Der er ingen tvivl om, at filmen fortjener sine tre Oscars for scenografi, fotografi og kostumer. Om den fjerde Oscar for bedste filmatisering er fortjent, kan diskuteres. I så tilfælde er bogen en forvirrende og sammensat størrelse.
Koldt på toppen
1. del: Efter en uheldig kærlighedsaffære bliver Barry som ung sendt væk fra sin irske fødeby. Han melder sig til den engelske og preussiske hær, og efter flere fortjenester når han til tops. Han prøver dog hele tiden at slippe væk, og da det på snedig vis lykkedes, gifter han sig med den rige enke, Lady Lyndon. Barry får hendes adelige efternavn og befinder sig nu mellem de øverste i samfundet.
2. del: Barry ødsler næsten hele lady Lyndons formue væk i forsøget på at opnå en adelig titel og derved berettige sig til arven foran stedsønnen, Lord Bullingdon. Der opstår voldelige konfrontationer mellem Barry og Bullingdon. Bullingdon hader sin bondske stedfar og hans misbrug af moderens magt for at opnå status. Til sidst hævner Bullingdon sig for sin miserable opvækst i skyggen af Barry og Lady Lyndons fælles barn, og Barry Lyndon må forlade England med gæld, tabt ære og brudte forbindelser bag sig.
I skæbnens favn
Som i de fleste af Kubricks film er figurerne i Barry Lyndon tvetydige størrelser. Man skal gennemskue figurerne gennem antydninger. Den over tre timer lange film er inddelt i to afsnit: Barrys vej mod adelen i det 18. århundrede og Barrys nedtur. Barry Lyndon er en tragisk helt, hvis personlige udvikling man følger på tæt hold i første afsnit. En figur, der når toppen via held og tilfældigheder og ikke med dygtighed som den olympiske, voice-over upålideligt beretter. Den tragiske helt har gode forudsætninger for en god fremtid, og i filmens første halvdel tror man da også på ham. Men i filmens anden halvdel ligger han så meget under for livets tilfældigheder, at han nærmest står som statist i sin egen, tragiske historie. Den alvidende voice-over dikterer fortællingens gang og trods sine anstrengelser optræder Barry kun som marionetdukke i en dukkeførers greb.
Humørforladt, romantisk helt på grænsen til oprør
Ryan O'Neal, der var et stort navn i Hollywoods romantiske genre i starten af halvfjerdserne, spiller rollen som Barry Lyndon. Hans indsats passer godt til den skæbnebestemte historie, hvor han som en dukke viljeløst bliver slæbt rundt fra scene til scene. På intet tidspunkt præsterer han en stor skuespillerpræstation, men går igennem hele filmen med samme humørforladte, hjælpeløse på-randen-af-gråd-attitude og ser med sine hundeøjne ud som om, livet går hen over hovedet på ham.
Det er svært at vide, hvad Kubrick vil med sin figur og sine skuespillere, der næsten alle leverer mistænkeligt underspillede præstationer. Rent historisk set er der en klar pointe. Filmen slutter i 1789, hvor middelklassens oprør mod adelen begyndte i Frankrig og spredte sig til en del andre lande i Europa. Figuren, Barry Lyndon, er dermed billedet på den adel, der uretmæssigt (gennem arvedømme) er kommet til sine privilegier og nødvendigvis må tabe magten på et tidspunkt.
For mange ugennemsigtige lag
Problemet med filmen er, at den ikke, som mange af Kubricks andre film (bl.a. Ondskabens hotel, Full Metal Jacket og Eyes Wide Shut) fungerer godt på alle planer. Filmen er for mangesidet og sløret til, at man som førstegangsmodtager forstår budskabet. Man forstår simpelthen ikke filmens værdisæt, der peger i alle mulige retninger. Hvem er helte og hvem er skurke? Dette kan selvfølgelig også være en pointe, men i så tilfælde er den for utydelig. Man forstår ikke den umiddelbare fortælling, bl.a. fordi Kubrick i filmens første del fokuserer på Barry Lyndons levned for derefter i anden del at indføre et patriarkalsk tema, der fuldstændig fjerner fokus fra hovedpersonernes forløb. Der er næsten tale om to forskellige film, hvilket fremstår fortællemæssigt ugennemtænkt.
Perfektionisme
Trods den forvirrende historie skinner Kubricks perfektionisme og dygtighed dog rigeligt igennem på alle tekniske fronter. Den flotte og originale scenografi, de smukke billeder, der mange gange er som taget ud af et 1700-tals maleri (med custom-made speciallinser fra Zeiss i Tyskland, der er i stand til at filme uden kunstig lyssætning) og alle de gennemførte, håndsyede kostumer gør den visuelle oplevelse helt enestående. Med musik af bl.a. Bach, Mozart, Schubert og Vivaldi er man næsten tilbage i 1700-tallets sidste halvdel. Man kunne sagtens nyde filmen for dens maleriske billeder og se bort fra den mudrede historie.
|
| |
| | Barry Lyndons ekstramateriale er stort set ikke-eksisterende. Det eneste, man kan 'nyde' ud over de standardelementer, som en DVD skal indeholde, er filmens trailer. Den er selvfølgelig godt sat sammen med mange af filmens smukkeste billeder, men det er jo slet ikke tilfredsstillende for en fan.
Intet om filmens tilblivelse eller filosofiske overvejelser i bagklogskabens ophøjede lys om den kunstneriske proces eller hvad filmen har bidraget med til filmhistorien. Intet! Og dette er jo sørgeligt for en så stor og vigtig instruktør som Kubrick.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (4 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
31-1-2009 16:57 | Barry lyndon er en virkelig god film og det er tydeligt at mærke Kubricks tilstedeværelse i filmen og det giver historien det ekstra krydderi.
Visuelt er den flot og kostumerne er flotte og farvestrålende.
En af kubricks bedste.
Fem stjerner. |
| lort
31-1-2009 16:46 | Hold kæft nogle lorteanmeldere. I forstår ikke filmen. |
| Jeremy
9-2-2008 15:28 | hvordan i alverden kan CinemaZone give Barry Lyndon samme antal stjerner, som The Replicant??! |
| Johnny Pepperoni
15-1-2008 16:50 | 3... stjerner... jeg er skuffet. |
|
|
|  |
|
