| Frigørelse og folkekomedie |
| |
Det er ved at røre på sig i italiensk film igen. Sidste års mest populære film i støvlelandet er nu også kommet til Danmark. Det er milaneseren Silvio Soldini, der står bag den frodige komedie Brød og tulipaner, hvor historien om en kvindes frigørelse krydses med renhjertet folkekomedie. En respektabel sammensætning af to halvdele, der netop udgør en helhed. Men heller ikke mere end det.
Fra hverdagen til Venedig
Vores uheldige hverdagsheltinde Rosalba bliver glemt af turistbussen på en rasteplads på vej hjem fra den årlige sightseeing med familien. Hun brugte for lang tid på toilettet, hvor hun havde tabt sin vielsesring i kummen. Det bringer hende ud på landevejen, hvor hun forsøger at blaffe hjem. Men tabet af vielsesringen skal vise sig at være et varsel om snarligt opbrud. Som klassisk skolet italiensk husmor, vælger hun for første gang i sit voksne liv en flig af eventyret, da hun tager imod tilbuddet om et lift til Venedig. Hun beslutter sig til at tage en enkelt overnatning, lykkelig fri for hverdagen derhjemme med den chauvinistiske ægtemand og deres to teenagedrenge.
Den ganske intense og tæt på alvorlige historie bliver båret flot frem af Licia Magliettas imponerende føling med Rosalba-karakteren. Man fornemmer, at livet skylder Rosalba et eventyr, og den nænsomhed, hvormed Maglietta præsenterer hendes modtagelighed, er ganske formidabel.
Karakterer fra kataloget
Historien slår et gevaldigt sving, da Rosalba beslutter sig til at vende hverdagen ryggen og slå sig ned i drømmebyen.
Hendes mand, der allerede fra starten af filmen havde vist sig som en person skåret ud af folkekomediens stærkt forsimplede, men også af og til humoristiske univers, hyrer endnu en karakter fra kataloget. Den småtykke ’mors dreng’ Constatino, der søger ind i blikkenslagerbranchen, hvor Rosalbas mand er højt på strå, bliver hyret til at finde hende og bringe hende hjem, så der igen kan komme orden i tingene. Constatino er velforberedt efter at have læst 285½ kriminalroman og begiver sig i cottoncoat og med hat og mørke briller til Venedig på opgaven.
Nyt liv
Rosalba har i mellemtiden lejet sig ind hos den livstrætte islandske tjener Fernando (en charmerende afdæmpet Bruno Ganz, der udelukkende taler på episke vers), der trods modgang har sit store hjerte i behold, hun har fundet sig en ny veninde i underboen, der er holistisk massøse, og hun har fået job hos en gammel anarkistisk blomsterhandler.
De mange tråde i manuskriptet er bundet ganske nydeligt sammen omkring historiens hovedspor: Rosalbas opblomstring i den nyfunde frihed. Kærligheden melder sig også efterhånden, som hun inspirerer Fernando, der flere gange står med selvmordsrebet i hånden, til at genfinde tilliden til lykken.
Realisme og humor
Filmen spiller i det hele taget sine underfundige og velkonstruerede karakterer godt op mod hinanden, og det udmærkede skuespil gør, at man morer sig godt undervejs. Flere vil nok sige fra overfor den stærke sentimentalitet, der også præger filmen.
I bund og grund er Rosalba filmens eneste egentlig realistiske karakter, og man kan derfor godt ærgre sig lidt over at opleve hendes rene og troværdige frigørelseshistorie udspille sig i et så komisk univers, at det uvægerligt kommer til at tage en brod ud af den. Modsat er der også god grund til at glæde sig over, at Soldini netop har formået at sætte den ret beset klassiske historie ind i en mere humoristisk ramme end sædvanligt.
Italiensk bølge i København
Ud over de helt store navne som Giuseppe Tornatore (Mine aftner i paradis, Malèna), Bernardo Bertolucci (Den sidste kejser, Lille Buddha) og også Roberto Benigni (Livet er smukt), har det i mange år stået rigtigt sløjt til med italienske film i Danmark. De seneste år er der godt nok kommet en del videotitler på markedet fra støvlelandet. Men det har først og fremmest drejet sig om afdankede komikeres uheldige forsøg på at iscenesætte sig selv blandt skønne kvinder.
Billedet er imidlertid ved at vende. Italien havde hele syv film med blandt de 41 film i konkurrence på hjemlandets festival i Venedig i sidste måned og har i det hele taget markeret sig i festivalkredsløbet ved igen at have en række nye talentfulde instruktører klar til at tegne Italien som et væsentligt europæisk filmland.
Det har man også fået øjnene op for i Danmark. Gloria-biografen i København afslutter en længere præsentationsfestival med nye italienske titler med dagens premiere på Brød og tulipaner, og Cinemateket tager i de kommende uger over med yderligere syv film, der formodentlig ikke ellers vil blive vist i danske biografer.
Det er altså nu, man skal gribe chancen for at se, hvad der rører sig i italiensk film. Flere af tilbudene er sandsynligvis bedre end Soldinis, men det er under alle omstændigheder et udmærket sted at starte.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Gunhild molbæk
5-4-2010 19:29 | Det er da bare en af de fedeste film jeg har set. Virkelig uvirkelig? Identitets kriser er virkelige, og filmen giver et fantastisk bud på hvordan man kommer igennem en krise med hjertet i behold.
Rosalba er en virkelig person, men det er hendes mand også, han har det jo svært selv om han er en idiot!
Man bliver lidt glad når man ser filmen, på trods af det sureaistiske univers er det jo netop her, man ser virkeligheden.
Arketyperne får en til at reflektere og det er vel i grunden meningen med livet? |
| tulipane
10-4-2008 08:34 | du har nogle flotte blomster ..
hehe |
|
|
|  |
|
