| Den dramatiske virkelighed |
| |
Efter ni måneder, hvor dansk film nok har haft stor succes, men reelt set budt på meget lidt nyt og interessant, har de seneste tre uger igen givet grundlag for næsten euforiske forhåbninger, om at den nye danske filmbølge har flere år tilbage at rulle i.
Efter En kærlighedshistorie og Fukssvansen kommer Family nu som nummer tre i den seneste række af film, der vil, tør og gør noget anderledes.
 | Sami Saif sammen med medinstruktøren, kæresten og fortografen Phie Ambo
|
Dramatisk dokumentar
Det unge instruktør- og kærestepar Sami Saif og Phie Ambos film skiller sig først og fremmest ud ved at være en dokumentarisk fortælling bygget op som en spillefilm. Det er efterhånden ikke sjældent at se danske dokumentarfilminstruktører anvende greb fra fiktionsfilmen og ofte have en gennemgående subjektiv tilgang til strukturering af stoffet, således at fortællingerne i lige så høj grad er orienteret mod selve oplevelsen som mod en given sag.
Sagen og oplevelsen
I Family er det derfor interessant at se oplevelsen og den givne sag smelte fuldstændig sammen. Sagen er en ung mand, der efter sin brors selvmord og et liv med en alkoholiseret mor, forsøger at opspore sin far, der har været forsvundet siden hans barndom. Og oplevelsen er Sami Saifs egen. Phie Ambo har fulgt ham tæt med kameraet fra første færd, hvor han skal tage sig sammen til at kontakte folkeregistret og til han, efter at have fundet frem til sin familie i Yemen og har besøgt dem, igen vender hjem til Danmark.
 | Sami Saif sammen med sin nyfunde bror i Yemen
|
Ærlighed og autenticitet
Det er en dramatisk, som udgangspunkt tragisk, men med tiden også utrolig humoristisk og livsbekræftende omgang. Det dybt personlige projekt følges helt til dørs og sikres samtidig en hudløs ærlighed af Phie Ambos insisterende tilstedeværelse med kameraet, både når det gør ondt og når det gør godt. Autenticiteten er sikret yderligere af Janus Billeskov Jansen, der med et tredje blik, har klippet filmen sammen.
Det eneste forstyrrende for den rene følelsesmæssig oplevelse er Søren Hyldgaards musik, der flere steder lidt for brutalt sentimentalt smyger sig omkring billederne og dialogen.
Eksistentiel kamp
Netop den måde, hvorpå Sami Saif her kommer i centrum som en dramatisk figur, som det fuldt ud er tilladt at både grine af og græde over, gør, at filmen adskiller sig fra de realityshows, der på TV sætter pris på at afsløre de mest intime detaljer hos deres medvirkende. Det skal da også siges, at det i høj grad er Sami Saifs sensitive, morsomme og egensindige personlighed, der gør hans historie et studie værd.
Når man mærker, at han helt ude fra fingerspidserne og indtil hjertets dybeste mørke kæmper sin eksistentielle kamp for at få sit liv og sin livshistorie til at hænge sammen, kan man som tilskuer næsten kun kapitulere og tage historien til sig. Den eksistentielle kamp bliver netop universel, fordi man får mulighed for at leve sig ind og lade sig rive med.
Ubetaleligt filmstof
Blandt de mest bidende scener er telefonsamtalerne med folk i Yemen, der leder Sami på sporet af sin familie. Midt i den bureaukratiske og modvillige telefonkæde afslører en af dem, at han kender til både Sami og hans bror, og at de dermed eksisterer i familiens bevidsthed. Det øjeblik er ubetaleligt filmstof, og det finder sit fuldendte udtryk i den valgte form.
Også sidste del af filmen bider sig grundigt fat. Sami tager til Yemen og møder sin bror, der viser sig også at have ondt i eksistensen på grund af den manglende far. Gennem intime samtaler finder de lindring hos hinanden, og til sidst fornemmer man næsten, at de kan stå i luften på hinandens skuldre. Den symbiotiske sammensmeltning af de to søgende sjæle understreges yderligere af, at Samis bror viser sig også at være uddannet som filminstruktør og af deres mere humoristiske fællestræk, som angår forfængeligheden omkring deres lidt for store maver og lidt for sparsomme hårvækst.
Nok manifesterer den eftersøgte fader sig i sidste ende kun ved sit fravær, men netop mødet med broderen, gør historien smuk og livsbekræftende. Og filmen beviser, at virkeligheden har stof nok til at blive blæst op på et biograflærred, og at den, formet af fiktionens greb uden at reducere det væsentlige, kan byde på en brændende oplevelse.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Movie Buff
25-4-2004 22:22 | Så mange dokumentarfilm bliver produceret af MANGE skattekroner, og denne er måske den bedst berettigede nogensinde. HAr netop set den via biliotekets udlån. Var danmark USA, så var denne fil allerede et hit på Blockbusters Dokumentar-udlån. EN perle i junglen af Dokumentarfilm. Og Aå er den sgu dansk ! |
| Kimmie Jonsson
29-2-2004 18:35 | meget fed film.
Hvad hedder Walids hjemmeside ? |
|
|
|  |
|
