I 1957 blev filminstruktøren James Whale, manden bag film som Frankenstein (1931), Bride of Frankenstein (1935) og Show Boat (1936), fundet druknet i sin swimmingpool under mystiske omstændigheder. Gods and Monsters er en fiktiv beretning om, hvad der foregik i ugerne op til dødsfaldet.
Instruktøren og gartneren
Den 61-årige gentleman Whale lever et tilbagetrukket liv i et Hollywood, der forlængst har glemt ham. En mindre hjerneblødning har skadet den del af hans centralnervesystem, der begrænser sanseindtryk, og han plages af søvnløshed, hovedpine og hyperaktiv tankevirksomhed, en tilstand, der vil forværres, fortæller lægen, indtil hans død. Husholdersken Hanna tager sig kærligt af ham, skønt hun ikke bifalder 'Mr. Jimmy's åbenbare homoseksualitet, og hun må se hovedrystende til, mens Whale begynder at udvise interesse for den muskuløse nye gartner og tidligere marineinfanterist Clay Boone.
Whale får sin flotte unge gartner til at sidde model for sig, og gennem deres samtaler begynder et venskab at udvikle sig mellem de to mænd. Boone er fascineret af den ældre mands fortællinger om det gamle Hollywood, men samtidigt mistænksom overfor Whales hensigter, der skal vise sig at være langt mere skræmmende, end Boone havde frygtet.
Fortidens dæmoner
Gods and Monsters lægger sig op ad den tradition af film, der omhandler berømte og berygtede filminstruktører som John Huston (White Hunter, Black Heart), Ed Wood (Ed Wood), Orson Welles (Kampen om Citizen Kane) og F. W. Murnau (Shadow of the Vampire). Men i modsætning til disse, behandler Gods and Monsters ikke en filmoptagelse, for Whale har jo trukket sig tilbage (der er dog et vittigt men kort flashback til arbejdet på Bride of Frankenstein). Filmen er snarere en pendant til romanen 'The Lighthouse at the End of the World', der beretter om den sidste hallucinatoriske uge af Edgar Allan Poes liv, og ligesom i denne er fokus for Gods and Monsters en kunstners kamp mod sine egne dæmoner, såvel fantasiens som fortidens. Og heller ikke Viscontis Døden i Venedig (1971), om en døende komponists besættelse af en smuk ung mand, har levet forgæves. Whales mentale tilstand opløser grænserne mellem hukommelse og nutid, og han bombarderes af smertefulde minder om sin fattige barndom, om Første Verdenskrig og om Monstret.
Vid og følsomhed
Men historien er ikke så mørk, som den kunne lyde. Ligesom Whales egne film, der gerne blandede alvor og humor, blandt andet i den uforlignelige gyser-parodi The Old Dark House (1932) og Bride of Frankenstein, balancerer Gods and Monsters mellem vid og vanvid. Dialogen er uhyre velskrevet, og Ian McKellen (X-Men, Richard III) nyder tydeligvis rollen som Whale, ikke mindst i filmens mere muntre øjeblikke, f.eks. Whales strip-interview med en bøsset ung studerende, der bliver bedt om at tage et stykke tøj af, for hvert spørgsmål den gamle instruktør besvarer. Brendan Fraser spiller atter en af disse naive unge mænd, ligesom han gjorde det i George, den gæve liansvinger og Blast from the Past, men som Boone får han endelig muligheden for at vise andre sider af sit talent end det komiske. Hans ambivalens overfor den ældre mand, fra homofobi til venskab, spilles med en følsomhed, vi tidligere kun har set i korte glimt.
Smukke billeder i forkert format
Gods and Monsters er et usædvanligt portræt af en usædvanlig mand. Filmens æstetik antager i sekvenser ekspressionistisk præg, inspireret af Whales egne film. Og i sammensmeltningen mellem instruktørens liv og værker, indser man, hvor personlige disse tilsyneladende fantasi-film i virkeligheden er. Skaberen og hans jagede uhyre, begge er de Whale. Det er især i disse sekvenser, at billedsiden og Carter Burwells (Being John Malkovich) musik kommer til sin ret, men selv i filmens mere stille øjeblikke lykkes det Bill Condon at formidle en stemningsfuld periodeskildring. Desværre er Gloria Films VHS-udgave ikke, som angivet på videocoveret, i letterboxformat men derimod fullscreen, hvilket skæmmer de smukke billeder.
En personlig film
Horror-forfatteren Clive Barker (Hellraiser, Nightbreed), en anden homoseksuel englænder og tidligere teaterinstruktør, der begår sig indenfor amerikansk gyserfilm, står som executive producer og har været den drivende kraft i realiseringen af projektet. For Gods and Monsters har tydeligvis været et 'labor of love' for alle involverede, såvel foran som bag kameraet, og det kan mærkes på resultatet. Selv i de få mindre velfungerende scener udstråler filmen en fortælleglæde, varme og respekt for sit emne, der ikke er set siden Burtons Ed Wood.
Gods and Monsters er på mange måder et lille mesterværk. Spillet er fremragende, Ian McKellen og Lynn Redgrave opnåede velfortjente Oscar-nomineringer, og sidstnævnte fik en Golden Globe for sin præstation som Hanna. Instruktionen er overraskende god fra en mand, der sidst lavede Candyman: Farewell to the Flesh, og dialogen sublim. Men filmens problem er måske, at den i passager er for god. Scener som flashbacket til Bride of Frankenstein-settet følges ikke op, og det irriterer, for de er så fremragende, at man blot sidder og hungrer efter mere, mens resten af det i øvrigt udmærkede drama udspiller sig.
|
