| Thriller a la France |
| |
Fransk film associeres, udover Luc Besson, ikke umiddelbart med action-thriller-genren, men kan med Mathieu Kassovitz’ De blodrøde floder måske begynde at blive det. Filmen, hvis manuskript er lavet af Jean-Christophe Grangé udfra hans egen best-seller af samme navn (Les Rivieres Pourpres), er nemlig i en solid seriemordsthriller, der som Seven bæres af den ubærligt udpenslede ondskab og den, i hvert faldt forsøgt, overraskende afslutning. De blodrøde floder udmærker sig særligt ved sin mørke og nørklede historie og dens insisteren på skildringerne af menneskene bag ellers stereotype karakterer. Og så selvfølgelig Jean Reno.
”Lykkelig er den der finder frem til de skjulte årsager”
- står der indskrevet på bjerglandsbyens universitet, hvortil den erfarne politirotte, Pierre Niémans (Jean Reno - Leon, Le grand Bleu) ankommer for at efterforske et brutalt mord. En studerende er fundet tortureret og langsomt dræbt på toppen af et bjerg. Medens ormene kravler ud og ind af liget, tager vores på en gang hårdføre og skrøbelige Niémans – som de fleste af os kender og elsker Reno bedst - resolut fat på opklaringsarbejdet.
Gravskænderi, indavl og slettede spor
I en nært beliggende landsby møder vi Max (Vincent Cassel - Jeanne D'Arc), en ung politimand med en allerede blakket fortid, der er blevet sendt til landet, hvor hans til tider iltre temperament ikke kan volde så stor skade. Da han en dag begynder at grave dybere i en sag om et mystisk skænderi af en lille piges grav, hvis arkivbilleder også er fjernet fra den lokale skole, leder de få resterende spor ham bogstaveligt talt i armene på Niémans. Ingen af de to kan lide andet end at arbejde alene, men efterhånden som maltrakterede lig hober sig op, og mistroen sænker sig over den mere og mere okkulte ’universitetsborg’, hvor indavl blandt andre farer synes at true, bliver samarbejdet en nødvendighed. Det samme gælder det iskolde overblik, som vores helte selvfølgelig skal finde på toppen af gletsjerne, for slutteligt at kunne overvinde ’De blodrøde floder’s gåde.
”Vi er overalt - Vi er intetsteds – Vi er de blodrøde floder”
- er noget af indholdet i den myrdede fysiologistuderendes ph.d.-afhandling. Der viser sig nemlig at gemme sig et dags-aktuelt tema på filmens overflade. De snørklede linjer er en metafor for blodårerne på den ultimativt rene race, som en fraktion af ny-nazister på universitetet mener at kunne fremavle. Men Kassovitz er ikke ude i samfundsdebattens embede – temaet bliver kun brugt som rammer for personerne og opklaringshistorien, der står lysende klart i centrum. For vi skal tilbage til den gamle drævende detektivhistorie; tilbage til politimanden vi kun kender på hans tavshed og glimt af forklaringer i halvt skjulte øjne; til kvinden der ved mere og måske for meget; samt alt det, der gør god ’suspense’ sin genre værdig. Kassovitz sparer ikke på stilens redskaber, men besidder alligevel personlighed nok til at det ikke bliver trivielt.
A la Besson
De blodrøde floder lægger ud i et hæsblæsende og fængende tempo. Fotografen Thierry Arbogast (Nikata) tager os med flyvende og søgende kameraer rundt i landsbyens omegne med et overblik, der stemmer fint overens med manuskriptets interesser: Ikke for mange dikkedarer og snak, handlinger og personer skal kunne tale for sig selv. Man holder tungen lige i munden og spidser spændt ører og nyder nærmest væmmelsen, der kryber langsomt ned ad ryggen ved ubarmhjertige obduktioner. Mens tempoet behændigt og bevidst sættes en smule ned efter den første halve time, bevæger vi os tættere på vores to helte, der leverer glimrende præstationer, først og fremmest fordi Kassovitz vil vise menneskene først – dernæst politifolkene. Resultater munder ud i en dejlig blanding af fransk næse for psykologiens kringelkroge og amerikansk spændingshåndværk a la Luc Besson, Kassovitz’ gode ven, kollega og inspirationskilde.
”Bare en thriller”
De blodrøde floder bliver ganske vist aldrig en uforglemmelig oplevelse, men opnår sit uprætentiøse mål, hverken at ville mere eller andet end at holde os fast i mørket. Filmen stråler af vellykket team-work – musikken tager Bruno Coulais (Himalaya) sig sikkert af, fotografens kvaliteter er allerede nævnt og manuskriptet er finpudset af Kassovitz og Grangé, bogens forfatter, der tidligere har skrevet filmmanuskripter og ikke har været bange for at ændre, klippe og simplificere sin roman, som man nødvendigvis må læse for at forstå ideerne til fulde. Men som Jean Reno selv har sagt i et interview – ”Handlingen betyder ikke så meget – det er jo bare en thriller”. Tja, udsagnet rammer måske lidt for godt denne 7. film af Kassovitz, der vandt palmer i Cannes 1995 som Bedste Instruktør for La Haine og som man fornemmer ikke har haft helt samme ambitioner i denne omgang.
|
| |
| Seneste kommentarer: (3 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | jkfi
21-9-2007 13:07 | kom og sut pik ses |
| kasper
21-9-2007 13:07 | histvorien er bare for god |
| Lukas
30-1-2005 14:44 | Denne film er den mest geniale film der findes. Jean Reno spiller genialt, som i øvrigt også er tilfældet i "Leon". Men før man får den fulde forståelse for filmen skal man nok læse bogen, der som filmen også er i særklasse. Den er på ca. 370 sider, og der er spænding fra start til slut. KØB DENNE FILM + BOGEN! |
|
|
|  |
|
