| Nørdernes film |
| |
Nørden er helten, kæresten er Claire Forlani og samarbejdspartneren er Rachael Leigh Cook. Umiddelbart lyder det som realiseringen af enhver maddikebleg, coladrikkende computerprogrammørs våde drøm – et slaraffenland for nørder, hvor bits og bytes er kompatibelt med smækre kvindekroppe – men faktisk er det blot rollefordelingen i AntiTrust.
Bill who?
Den unge computergeek, Milo Hoffman (Ryan Phillippe), når netop at blive færdig med college, da han bliver sat over for et skelsættende valg: Skal han sælge sine gudsbenådede evner til højestbydende (Corporate America) eller fortsætte sit garageprojekt med sine kammerater. Milo er ikke i tvivl efter at have fået en rundvisning i milliardæren Gary Winstons overdådige palæ. Han snupper drømmejobbet og bliver et medlem af EDB-syndikatet N.U.R.V. (Never Underestimate Radical Vision), med en syvcifret årsløn som betaling. Winston (Tim Robbins) har brug for Milo på sit hold for at færdiggøre et nyt, verdensomspændende satellitprogram (Synapse), der kan forbinde alle kommunikationsapparater i et universelt system. Længe leve fantasien, siger jeg bare...
Men alt er selvfølgelig ikke, som den velpolerede overflade ellers tilkendegiver. Milo’s koderven, Teddy, der også fik tilbuddet om at komme og arbejde for N.U.R.V., men takkede nej fordi han var imod ’big corporate business’ og for ’open source’, bliver dræbt samtidig med, at Milo hører Winston bruge det samme udtryk om et koderproblem, som Teddy brugte inden sin nød. Alarmklokkerne ringer, og hurtigt opdager Milo, at drømmejobbet er et mareridt, han ikke kan vågne op fra.
Usandsynlig
Trods plottets noget forenklede struktur formår Peter Howitt (Sliding Doors) at skabe en tæt paranoia-thriller i stil med The Firm. Filmen syntes især at komme til live i dens næsten for åbenlyse lighed med Bill Gates og Microsoft-monopol-affæren, og Tim Robbins formår med det samme pagehår som virkelighedens IT-mogul at skabe en glat, elskelig overflade, hvor man kan fornemme det megalomaniske vanvid lure. Hvis man vil have en lidt mere realistisk smag af IT-verdenens rænkespil, er TV-filmen Pirates of Silicon Valley dog langt mere informativ.
Hvor Robbins formår at udfylde rollen som skurk med alarmerende elegance, lykkes det imod alle odds for Ryan Phillippe at give rollen som Milo karakter trods hans lidt for pæne ydre. I samspil med Claire Forlani, der spiller hans kæreste Alice (igen – længe leve fantasien!), er der en række nøglescener, hvor man tydelig fornemmer, at Milos verden synker i grus.
Velsmurt
Så snart Milo indleder et tæt samarbejde med hans medprogrammør, Rachael Leigh Cook, begynder thrillerelementet at træde effektivt i kraft. Heri optræder en række usandsynligheder, men tempoet er højt – og tilsat musik med tilpas mange pulsslag i minuttet, kan selv en scene, hvor Phillippe sidder og taster kode, virke hæsblæsende.
Til dato er Wargames stadig den film, der har været tættest på at illustrere den verden af kode, cybergeeks lever i – hvilket set i lyset af filmens alder er lidt sørgeligt. Derfor er AntiTrust en positiv overraskelse, da den er forholdsvis tro mod sit digitale ophav.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | NGR
2-1-2005 23:33 | Se det er guf for nørder. cool film, men er man ikke selv en nørd, vil jeg tro at filmen er dødsyg. Der er mange fagudtryk i den man skal forholde sig til. |
|
|
|  |
|
