| Manden uden for nummer |
| |
Den svenskfødte instruktør Åke Sandgren, har været i kyskhedsløftets tøjler med al den frihed, det kan give. Han har tidligere holdt den magiske realisme i hævd i Danmark med børnefilmen Miraklet i Valby og senest sidste efterårs ungdomsgys Dykkerne. Et rigtigt menneske er en interessant film, der tager dogmerne nye veje, men som samtidig lider af nogle fatale problemer og er den mindst helstøbte af de nu seks danske dogmefilm.
Tilfældet P
Allerede fra starten overbevises man om, at dogmerne kan bringe andet end realisme. Den seksårige Lisa sidder alene på sit værelse og taler med sin usynlige ven, P, der bor inde i væggen, mens hendes til dagligt fortravlede forældre fester i stuen med vennerne.
Den lille karriereorienterede kernefamilie skydes i stumper og stykker nogle dage efter i en trafikulykke. Samtidig kommer P til syne i den virkelige verden. Uden sprog og som uskyldigheden selv er han manden uden for nummer, der møder det moderne samfund helt uden forudsætninger.
Potent og overraskende historie
Filmen oser af energi, og følelserne bliver plejet og pirret med både tragik og humor i den potente og overraskende historie. P får sig i første omgang famlet ind under Lisas far Walters bil. I en fabelagtig scene opdager Walter ham først, da P kravler op over kølerhjelmen midt på motorvejen. Uden at ane hvem P er, tager Walter ham med på sit arbejde for at hjælpe ham. P når lige at forpurre en vigtig salgspræsentation, inden Walter resolut beslutter sig for at afhænde ham på flygtningecentret Sandholm, da han jo ikke kan sige et ord dansk.
Asyl
Det første danske ord lærer han imidlertid på Sandholm, hvor fordanskningsprocessen bliver sat i værk i det øjeblik, han har sagt ’asyl’. Filmen, der hertil har båret sin tilskuer på et væld af velfungerende scener, får nu en mere kritisk vinkel. Det er netop en af fordelene ved dogmefilmenes korte produktionstid og frie form, at det forøger muligheden for, at film kan bidrage til en aktuel debat. Den første filmiske reportage fra Sandholmlejren, som er mange menneskers første møde med det officielle Danmark, er både varm og vittig, men også klarsynet i sin fremstilling af et velvilligt men uforstående system.
Skuespil til topkarakter
P lærer langsomt sproget, kommer i jobtræning og får en nogenlunde normal tilværelse. Men hans uskyld konfronteres konstant med mistænkeliggørelse. Kun Walter og Lisas mor Charlotte, som han senere flytter i samme opgang med, bevarer sympatien. Skuespillet er helt igennem til topkarakterer. Peter Mygind, der var ved at have hevet energien ud af sine komiske roller, og Susan A. Olsen, som jeg meget gerne vil se mere til på film, leverer begge kraftpræstationer som Lisas forældre. Sideløbende og ind over historien om P følger filmen også dem. De må tage deres liv op til revision efter ulykken, men må mange pinlige situationer igennem, før de kan tale ud med hinanden.
Nikolaj Lie Kaas, der spiller P, får presset, hvad der må være det sidste ud af endnu en rolle, der er båret af hans kluntede kropssprog og vidunderlige mimik. Han er god, men det kunne være spændende snart at se ham prøve noget nyt på film.
Det smuldrer til sidst
Hvor skuespillet og den utrolige energi driver filmen utroligt sikkert frem i dens første halvdel, kniber det dog for Åke Sandgren at bevare overblikket i den sidste. Specielt en figur udgør et problem. P kommer i jobtræning hos skotøjsforhandleren Hr. Stromboli, der til at starte med blot er en gemen racist. Som de øvrige i filmen, der er uforstående og mistænksomme overfor ham, er han en type, som man i forvejen kan have et kritisk forhold til eller have en grund til at se dårligt på. Da Hr. Stromboli pludseligt tager en yderst overraskende drejning til at være en velmenende homoseksuel, synes det at underminere filmens øvrige fordomsfrie og kritiske udgangspunkt. Fra det punkt har historien lidt uoprettelig skade.
For høj pris for indholdet
Filmen, der ellers når at sige meget fornuftigt om det skræmmende ved det fremmede og uforståelige, og samtidig ganske elegant fortæller en historie om en moderne families fald og genoprejsning, forvitrer yderligere i forvirring over de mange kristen-mytologiske allegorier til bl.a. syndefaldsmyten til sidst. Det er ærgerligt, for første halvdel er så absolut værd at se.
Det er befriende at fornemme, at der stadig er nye veje for dogmekonceptet. Men Et rigtigt menneske viser også tydeligt, at den frihed, der ligger i at fokusere på indholdet frem for på formen, kan have for høj en pris.
|
| |
| | Efter en række utroligt fine DVD-udgivelser af danske film, må det siges at være en stor skuffelse, at Nordisk Film har valgt at gøre som godt som intet ud af denne her. Filmen er efter kunstens regler overført til DVD i det oprindelige 1:1,33 format med monolyd. Derudover ligger der en enkelt trailer fra filmen og et enkelt fraklip fra en scene, hvor P skal udpeges som pædofil hos politiet. I line up’en, der er beskåret i selve filmen, kan man lige skimte tre af de andre dogmeinstruktører, Søren Kragh-Jacobsen, Lars von Trier og Thomas Vinterberg. Der er kort sagt kun 30 næsten ligegyldige sekunder, der skulle være grunden til at betale differencen mellem VHS- og DVD-prisen.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (9 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Polle
18-10-2004 15:26 | Hvorfor hedder skohandleren Hr. Stromboli, er der en sammenhæng med Pinnochio? |
| Jon
8-10-2004 01:18 | Ja det er et meget godt billede på et rigtigt menneske. Dvs. det menneske som levede før den tid de grå rumvæsener fra Orion kom og instalerede interdimensionelle chips i menneskesindet. Det menneske der levede før de mørke arketypers tunge byrde blev en del af sindet. |
| Gretha
25-9-2004 17:13 | Er jeg den eneste der bare syntes at hende den lyshårede med krøller : LISA!!! er noget af det sødeste man kan forestille sig, hun spiller fandme godt! Eller hvad synes i!???? ellers er resten af filmen også skide god... klart en filmperle. |
| Bøffen
7-9-2004 11:50 | Bøffen er meget enig i hvad der er bleven sagt! God film! Sjov film! Dyb film! Og så er det rart at se en dansk film der undviger de typiske klicheer!
Bøffen |
| Erna Ahmetspahic
6-9-2004 23:41 | Så filmen på dr2 i søndags. Aldrig har en film fået mig til at grine så hjerteligt...
På nogle punkter ved man ikke helt om man skal grine eller græde (så man må vel klare begge ting på en gang).
Da den sidste scene var færdig begyndte jeg at græde, jeg har aldrig grædt så længe pga en film.
Den er mege følsom og barsk, den viser realiteten på en hel anderledes måde og så mange, især udlæninge trorjeg kan relatere til den, jeg kunne ihvertfald.
Synes at den danske filmbrance mangler lidt flere film af den slags..
Et rigtigt menneske kan beskrives med et ord "fantastisk"...
|
|
|
|  |
|
