| Den perfekte bandit |
| |
Barry Levinson er en rutineret haj som instruktør. Mange forskellige genrer har lagt skuldre til hans ofte meget vellykkede film, størst succes fik han selv med Rain Man i 1988, men den er langtfra hans bedste. Uanset hvilken type film, han laver, er det altid personerne, der er i centrum – og det gør sig også gældende i hans letteste sag i mange år, kupfilmen Bandits, som især domineres af sine tre overvældende skuespillere. The Sleepover Bandits Med udgangspunkt i den legendariske Bonnie & Clyde møder vi to banditter med en god plan, faktisk en rigtig god plan. I stedet for at møde op i banken og lave et røveri, så aflægger de i stedet bankdirektøren et besøg aftenen før, holder familien som gidsler og tager med direktøren ind til banken næste morgen og får ham eller hende til at låse boksen op. En rigtig god filmidé, som naturligvis aldrig ville have en chance i den virkelige verden. Tre spændende skuespillere Bruce Willis spiller den selvtilfredse Joe, der stoler tilstrækkelig meget på sit solide ydre og charmerende væsen til at overlade de værste bekymringer til makkeren, Terry, der spilles i suveræn stil af den mangesidede Billy Bob Thornton. De udgør hver deres halvdel af den perfekte mand, både intelligent og attraktiv, men hver for sig er de ikke meget bevendt. I den anden ende af byen er Kate (Cate Blanchett) ved at blive vanvittig af livet som den aktive forretningsmands hjemmegående kone, og en dag bliver det for meget, hun stikker af og støder mere eller mindre tilfældigt på Terry, som ikke har mandsmodet til at slippe af med hende igen. Hun bliver en del af banden og falder naturligvis for den mand, som Joe og Terry tilsammen udgør – og det er ikke så ligetil igen. Stilforvirring Filmen er bygget ukronologisk op, så man starter med at høre om Joe og Terrys endeligt, de to geniale bankrøvere, der endte i en blodpøl efter et bankrøveri, og så går fortællingen ellers i gang. Men Barry Levinson har en overraskelse eller to gemt i ærmet til os, så mens de romantiske forviklinger mellem de tre hovedpersoner står på, gælder det om at forblive opmærksom på det røveriplot, der kører i baggrunden. Man kan nemlig let blive forvirret om det er en kupfilm, et trekantsdrama eller bare en skør komedie, som udspiller sig. Instruktøren er mest intersseret i de tre hovedpersoners forsøg på at danne ét par, manuskriptet er helt klart mest begejstret for sin gode grundidé om ’The Sleepover Bandits’ og de humoristiske situationer, der kan komme ud af det – og de tre skuespillere virker mest opsatte på bare at have det sjovt.
Billy Bob i vælten Billy Bob Thornton slår sit komiske potentiale helt fast med rollen som Terry, en stakkels røver, der lider af alle tænkelige fobier og som samtidig har intelligensen til realistisk at forudsige, hvorfor alting nok skal ende med at gå grueligt galt. Bruce Willis svæver videre på det uudgrundelige blik, som var så væsentlig en del af hans roller i bl.a. Den sjette sans og Unbreakable - denne gang bare i komiske klæder – og Cate Blanchett slapper dejligt af i den for hende atypiske rolle som kvindelig desperado.
Efterårskomedie Man skal vælge at nyde Bandits for dens øjeblikke af vidunderlig humor, som næsten altid finder sted, når Billy Bob Thornton er på lærredet, og så ellers lukke øjnene for dens overdrevent selvsmarte struktur og ufokuserede udgangspunkt. Som kupfilm fungerer den kun middelmådigt, som trekantsdrama er den mere interessant end egentlig vellykket – men som uforpligtende efterårskomedie rammer den ret tæt på plet.
|
| |
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | jk carlo 22-3-2004 01:31 | en firestjernet feel good-film med billy bob thornton i sit livs bedste rolle. han er hyle morsom |
|
|
|  |
|