| Lad os bare nøjes med "Exit"! |
| |
Steven Seagal er en underlig lav-budget-udgave af de store actionhelte fra 80’erne. Stallone og Schwarzenegger høstede hyldesten på de store lærreder, og netop da moden var gået af svulmende muskelbundters egenhændige aktioner for at redde Verden (i hvert fald den vestlige), dukkede denne tavse kriger op fra en mørkelagt karriere i det fjerne Østen – vist nok som bodyguard for nogle af de største, men ingen ved reelt, hvad Mr. Seagal foretog sig i 80’erne – udover at få en ganske høj udmærkelse i den afart af kampsport, der blandt kendere går under navnet aikido.
Fra hit til ydmygelse
Med et ansigt som bagenden af en velvoksen bybus og et altid bistert udtryk i de sammenknebne øjne har Steven Seagal leveret nøjagtig den samme præstation i 10 års for det meste forglemmelige action-film. Efter de første relativt billige succeser, blev det stort og verdenskendt over for Tommy Lee Jones i Kapring på åbent hav. Derefter gik det i store træk nedad – kulminerende med katastrofen The Patriot fra 1998 (Nej, ikke Mel Gibson-filmen), som end ikke den amerikanske distributør gad spilde biograflærrede på. Men comeback-filmen, Exit Wounds, blev et pænt hit over-there – og derfor fik vi den også til Danmark.
Når selv de gode er onde
Politikorruption er noget skidt. Men det finder sted, og derfor er der ofte brug for en handlekraftig person, som på egen hånd tør tage det rådne æble og kaste det langt bort. Baseret på en roman af en tidligere politibetjent hævder filmens manuskript at have en smule med virkeligheden at gøre, og selvom et par enkeltdele sandsynligvis er blevet tilpasset filmens behov for konstant underholdning og passende plot-twists, så skal der nok være noget rigtigt i den forvirrende og mudrede optrevling af en lokal politistations forkvaklede forhold til begreber som lovlydighed og ærlighed.
Skamklippet kampkunst
På denne station ender betjenten Orin Boyd efter han på egen hånd redder vicepræsidenten fra den sikre død i Secret Service’s uduelige hænder. En degradering på linie med en fyring, men Boyd finder hurtigt et nyt fritidsprojekt – nemlig opklaringen af de mystiske betjentes ulovlige aktiviteter på Station 15. Exit Wounds forsøger ofte at forklare plottet, men ligemeget hjælper det, for i virkeligheden handler det hele om at få varmet op til en række enkeltstående actionscener, hvor Seagal sparker røv eller i det mindste forsøger på det. For taget i betragtning at manden rent faktisk er indehaver af en officiel titel i kampsport, så er det lidt en skam, at man har klippet hans kampscener så effektivt i stykker i forsøget på at skabe tempo og intensitet, at selv en Woody Allen kunne komme til at se småfarlig ud. Tempo er der tilgengæld masser af i de forskellige bil- og motorcykeljagter – men tilgengæld er overblikket røget, og jeg var ofte oprigtigt i tvivl, om jeg holdt med de rigtige.
Kold, kynisk og kedelig
En stor del af skylden ender hos den tidligere filmfotograf, instruktøren Andrzej Bartkowiak, der hentede en del ufortjent ros sidste år for den tilsvarende tamme MTV-action-film Romeo Must Die. Der havde han dog en virkelig mester, Jet Li, på rollelisten – og hans sprængfarlige teknik kommer Seagal aldrig i nærheden af. Hans tempo er mageligt, teknikken irrelevant og skuespillet som sædvanligt stift og udtryksløst. I hans mest velfungerende film har han været en mur, som resten af filmen kunne spille veloplagt bold op af – f.eks. Kapring på åbent hav eller den på sin vis ganske hyggelige Fire Down Below. Men i Exit Wounds er der ingen, der gider spille bold og have det sjovt – og så bliver resultatet en dræbende kedelig, forvirrende og decideret ligegyldig omgang tomgang.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
