| Når virkelighed bliver til drøm |
| |
Endelig kommer filmen, vi har måttet ventet længe på i Danmark. I Frankrig har enhver, der vil kalde sig selv en rigtig franskmand, set den; i Spanien klipper pigerne håret som Amélie og ved European Film Awards strøg den med 3 store priser samt publikumsprisen. Jean-Pierre Jeunet, der med kollegaen Marc Caro udgør duoen bag Delicatessen og De fortabte børns by, er tilbage på egen fod – med noget ganske særligt.
 | Amélie i biografen: Hun hader ældre amerikanske film, hvor mændene ikke kigger på vejen, når de kører. Hun elsker at vende sig om og se folks ansigter i mørket.
|
Detaljernes tilfældighed
Jeunet kan lide eventyr. Gerne med et surrealistisk, absurd anstrøg. Historien om Amélie begynder også således. En sædcelle med et x-kromosom finder vej til ægget præcis samtidig med en flue, der i øvrigt udmærker sig ved et vist antal vingeslag pr. sekund, lander på en gade og køres over af en intetanende bil. Amelie fødes, hendes far er læge og typen, der hader at tisse ved siden af en anden; at stå op af en swimmingpool med klæbende badebukser og at folk taler nedsættende om hans sandaler. Til gengæld elsker han at rive store stykker tapet af væggen og at rydde op i sin værktøjskasse.
Omsorgssvigtet
Som enhver lille pige på 6 år kunne Amélie godt tænke sig at blive omfavnet af sin far. Det hører imidlertid ikke til lægens daglige praksis, og den eneste fysiske kontakt den lille pige opnår, er ved det halvårlige lægetjek, der bevirker, at hun i håbet om et kram bliver lettere opsat, så hendes hjerte banker hurtigere. Faderen fortolker dette som en hjertefejl og Amélie holdes inden døre og får hjemmeundervisning af moderen. Dette og moderens aparte dødsfald - der hellere må opleves end genfortælles - er måske årsagen til, at Amélie ikke er som andre unge kvinder, der bor alene og arbejder på en cafe i pariserkvarteret Montmartre. Men en dag skal Amélies skæbne ændres.
 | Nino - spillet af Mathieu Kassovitz. Også kendt som instruktør af De blodrøde floder og La Haine.
|
Vores verdener i en kinesisk æske
På fjernsynet hører hun om Lady Di’s død, der gør, at hun taber et parfumelåg på gulvet, som i en af Jeunets elskede kædereaktioner triller hen og afslører et skjult rum bag en klinke i badeværelset. Bagved den finder Amélie en barndomsæske af legetøj, gemt af en lille dreng for mange år siden. Amélie får hurtigt slukket for fjernsynet (og dermed verden udenfor) og beslutter sig for at levere ’skatten’ tilbage til dens ejermand. Bliver han lykkelig vil hun fremover dedikere sit liv til at gøre andres verdener et bedre sted at leve i. Og ganske rigtigt – Amélie begynder at optræde som Montmartres Moder Teresa, nutidens kvindelige Zorro. Dybt inde i andres verdener, men uden for sin egen og ’vores’. Men da hun en dag ser drømmeren Nino bliver alligevel hun opmærksom på sin egen kærlighed, og de listige planer skal nu endelig også tjene deres ejermand.
Eventyrets Lady Di
Logisk og nærliggende er det at sige, at Amélie fortsætter der hvor Lady Di gik bort. De er begge kvinder, der hjælper mennesker i nød. Herefter bliver ligheden dog til modsætning. Lady Di er nemlig kransekagefiguren, mediernes, den politisk korrekte, der interesserer sig for fjerne skæbner og ikke mindst: hun er virkelighedens. Amélie er tættere på eventyret – eller som titlen siger: fabelagtig. Hun er ven af det nære, hun retter sin hjælp indenfor sin egen verdens cirkler og hun vil aldrig genkendes eller have tak. Med Jeunet bevæger vi os nemlig i et mikrokosmos. I individets fantasifulde verden. Ingen besk samfundskritik eller bidende socialrealisme. Det skal fra start til slut være selvstændig Fiktion med meget stort F – derfor kan Amélie også vende sig blinkende med det ene øje mod kameraet. Vi skal ikke tro på historien – vi skal tro på og drømme med den gode fe.
Eventyrets Montmartre
Det er blevet Jeunets specialitet, sammen med Caro, at opbygge sine egne særegne universer. I Delicatessen var det det neo-punkede, post-atomare og grotesk dekadente – i De fortabte børns by var det fantasiens og eventyrets drømmeverden – og i Amélie…, hvor han ligesom i Alien - Genopstandelsen ikke har fået hjælp af Caro, har han ganske snedigt formået at skabe en både troværdig og æstetisk vellykket middelvej. Det er ganske vist Montmartre i sommeren 1997 – men det er en fiktiv udgave - en forskønnet version af Paris, som den ville have set ud i et studie. Til dette formål er mange omgivelser nænsomt romantiseret; der hænger prydelig kunst i metroundergrunden, der er ingen biler på vejene, ingen generende mobiltelefoner på cafeerne og himmel og baggrund er til sidst røget under kærlig computerbehandling i postproduktionen. Virkeligheden er først rigtig virkelig, når den bliver hjulpet på vej og for Jeunet betyder det også nostalgisk tilbagevenden til røde kjoler af enkelt snit, store telefonrør og gamle, tunge lejligheder.
Boblende filmglæde
Den fabelagtige Amélie fra Montmartre er langt mere realistisk end noget andet værk af Jeunet. Han har taget et skridt mod verden, som vi kender den, uden at træde helt ud i den eller på noget tidspunkt at give afkald på sine vanvittige, absurde og til tider surrealistiske og altid meget humoristiske indfald. Den visuelle stil er også genkendelig Jeunetsk – drejende kamerature, fugleperspektiver og særdeles mange vidvinkel-close-ups af de originale karakterer, der hurtigt bliver en del af fortællingen selv. Det virker mere afbalanceret og for historien mere berettiget end den australske kollega Baz Luhrmans konstant, insisterende effektjageri, som vi så det i Moulin Rouge. Amélie... er genuin, boblende filmglæde.
Den fabelagtige Audrey Tautou
Ingen Amélie… uden Audrey Tautou, som nogle vil genkende fra sidste års sommerbiografpremiere på den 2 år gamle Skønhedssalon Venus. Den lille skrøbelige pige med de store magiske øjne og fodformede sko vader upåvirket lige ind i vores hjerter. Som Dufayel siger i filmen: hun er midtpunktet i værket og dog alligevel udenfor – fraværende – umulig at gribe. Tautou skulle ifølge Jeunet overhovedet ikke bruge nogen personinstruktion – hun var Amélie i det øjeblik hun trådte ind foran kameraet. Det tror man problemfrit på, når man overgivende modtager magien fra Tautou og hendes omgivelser, der som i et eventyr synes at skifte farve og karakter efter prinsessen.
Den lille(s) kamp
Midt i en tid og verden med globalisering, fremmedhad og storpolitiske magtspil insisterer den franske instruktør på individet og detaljekærligheden. Stædigt kæmper han samme kamp som Amélie mod mekanisering, kynisme og ensretning. Jeunet er ganske givet uhjælpelig romantiker og specialist i selvophøjet eskapisme – heldigvis! - for sjældent forlader man mørket med så befriende en følelse af appetit på livet og dets ualmindeligt vigtige bagateller. Havde Jeunet også holdt tungen helt lige i munden og strammet 20 minutter op på sin historie, havde vi også undgået tendensen til gentagelser af mange gode, men også redundante ideer. Selve filmens natur lægger nemlig mere op til et kort strejf af sine hverdagspoetiske registreringer – i stedet tenderer den i denne udgave det prætentiøst episke. Men det er muligt at glemme, når Amélie siger, at hun elsker at gå i biografen for at vende sig om og betragte folks ansigter i mørket. Man vender sig gerne selv med hende… og drømmer med.
|
| |
| Seneste kommentarer: (26 i alt - Lćs alle) | | | | Forfatter | Indlćg | mildemoses
22-10-2008 23:28 | Er det bare mig, eller bliver den sidste del af indlægget lidt prætentiøst? |
| pooh
30-3-2007 01:11 | i thought it sucked |
| Jessica
24-11-2006 09:23 | Jeg syntes at inlæget er godt og fortæller meget om filmens opbygning! |
| Aya Mathilde
10-7-2006 20:06 | Jeg elsker den film. Den sætter billeder på, hvad jeg altid har følt var anderledes ved mig selv. Og gør det på en måde, så jeg nu faktisk føler, at det må være resten af verden, der er helt forkert på den.
Man skal sætte pris på at være anderledes! |
| Laura
5-3-2006 19:51 | Magisk.
|
|
|
|  |
|
