| Vaniliepigerne |
| |
Lad os for et øjeblik glemme alt om, at Vanilla Sky er en direkte genindspilning af det spanske hit Abre Los Ojos fra 1997. Lad os et øjeblik betragte den, som det, den egentlig er – en stor amerikansk underholdningsfilm i den mere eftertænksomme ende af skalaen med en af de største filmstjerner i nyere tid i hovedrollen.
 | Vildskab i sengen med Cameron Diaz...
|
Bateman-land
David Aames (Tom Cruise) er et produkt af den New Yorkske overklasse. Han kunne så let som ingenting have været ven med Patrick Bateman, for fascinationen af overflade og af penges ubegrænsede magt samler dem i et nært fællesskab. David har arvet jobbet som chef for et stort forlag, men den unge rigmand kan ikke helt samle koncentrationen om det kedelige arbejde – og derfor kæmper han jævnlige kampe med bestyrelsen, som i hans univers går under navnet 'De syv små dværge'. I stedet drøner han rundt i sine luksusbiler, har fornøjelig sex med bolleveninden Julie Gianni (Cameron Diaz) – enhver anden ungkarls drømmepige, for David bare en han er sammen med for sjov. Overskud på bundlinien men med et gabende tomrum i det mentale regnskab – og det begynder efterhånden at påvirke hans tilværelse. I en drøm er han pludselig mutters alene i New York, og psykiateren konstaterer ikke helt overraskende, at han nok mangler noget. Noget ægte.
Spansk mirakel
Det dukker op til hans fødselsdagsfest i skikkelse af den helt igennem forførende spanske skuespiller Penélope Cruz, der her er udstyret med navnet Sofia. Med alle filmbyens skamløse tricks og en solid håndfuld medfødte gener er hun indbegrebet af den øjeblikkelige forelskelse – og selvom hun kommer i selskab med Davids nære ven, Brian Shelby, så er rollerne mellem de to fyre så præcist defineret, at det naturligvis er David, der slutter aftenen af i selskab med hende. Det udvikler sig, flirten bliver voksen, og David tror et kort øjeblik, at han måske har fundet lykken.
 | ...og lidt ægte kærlighed på spansk
|
Det fatale valg
Men Julie holder morgenen efter og venter på ham, da han beruset af glæde vakler ud af Sofias lejlighed – og dum som han er, vælger han at køre en tur med sin veninde, som viser sig at skumme af jalousi. Uforpligtende sex for ham havde været bindende løfter for hende. I forbitret raseri kører hun ud over en bro, bilen smadrer mod en mur – og David Aames efterlades med et smadret ansigt og en død elskerinde.
Hoved og hale
Heromkring begynder tingene at glide. Filmen bliver fortalt i flash-back-sekvenser, hvor en psykiater (faderligt spillet af Kurt Russell) afhører en masket David Aames om, hvorfor han har myrdet en kvinde. Vi ved altså, at filmen skal knække og temperamentet løbe af med den pæne helt, men hvornår, hvorfor og ikke mindst hvordan er de store spørgsmål. Efter bilulykken møder David Sofia igen, og de får et forhold på benene, men ingenting er helt som før – og kontant lurer en tvivl i baghovedet på både David Aames og tilskueren. Der er en eller anden mellemregning, som ikke passer helt – men man kan bare ikke sætte fingeren præcist på den.
Publikum på pinebænken
Mere skal ikke afsløres her, men Vanilla Sky har et af årets mest overraskende plots – så er det sagt. Der, hvor filmen til gengæld har lidt svært ved at overbevise helt, er på vejen frem mod slutningen. Den usikkerhed, som tvivlen og irritationen over den usynlige fejl i filmens virkelighed skaber, udnytter Cameron Crowe desværre ikke så effektivt, som man kunne have ønsket sig. Først for sent får vi brikker nok til at kunne være med i arbejdet med at få tingene vendt rigtigt, og derfor føles Vanilla Sky i lange perioder meget udvendig. Det distancerede og kølige skuespil fra så godt som samtlige medvirkende hjælper ikke på den sag.
Drømmeland
Historien handler om faren ved ikke at kunne skelne mellem drøm og virkelighed, men hvor det er fint nok, at stemninger, personer og vinkler skifter undervejs, så skal man også huske at involvere publikum undervejs, når forståelsen af hele plottet afhænger af de sidste 5 minutter. Det føles lidt som at se en anden lægge puslespil – fascinerende men også kedeligt. Og distancen udbygges i billedsproget, der føles som en drøm; selv når den påstår at skrælle lagene af, så den skinbarlige virkelighed kigger frem, mangler der nærhed i billederne. Det er en afsindig lækker film, som på næsten provokerende vis smækker sin billed- og lydside direkte i ansigtet på tilskueren. Forførende og effektivt, jo vist – men også lige på kanten til at blive anmassende.
Ukendte rødder
Men tilbage til starten. For opfindsomheden i Vanilla Sky er jo til at tage at føle på, når filmen blot er en amerikansk udgave af Alejandro Amenábars Abre Los Ojos, og selvom visse ting har ladet sig realisere lettere på et Hollywood-budget, så er der blot tale om et ekko på et lidt andet sprog. Men vi har i Danmark aldrig haft chancen for at se Amenábars original på et stort lærrede, så for langt de fleste vil oplevelsen af Vanilla Sky være frisk fra fad – og så længe, man accepterer, at det ikke er en Tom Cruise-film af traditionel kaliber, men snarere et visuelt drømmetrip til en anden dimension, så burde man ikke blive skuffet.
|
| |
| Seneste kommentarer: (18 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Thomas
17-9-2007 16:00 | Denne film er genial, intet mindre. |
| Rasmussen
14-12-2006 21:15 | Vanilla Sky er simpelthen en af de film, som man enten elsker eller hader. Hvis jeg kun måtte se 5 film resten af livet, ville Vanilla være én af dem. Med frygt for at lyde fimset (og det kommer jeg til nu), er der noget smukt og ikke mindst ufatteligt sørgeligt over filmen - og de to ting bliver desværre ofte tolket som kedelige. Skuespillerne leverer det bedste de har lært, og Cameron Diaz er intet mindre end genial som den lettere paranoide/dæmoniske Julie Gianni. Kurt Russel, som jo altid er en fornøjelse, er ved at udvikle sig til en habil karakterskuespiller. Penélope Cruz er sød og dejlig - og det er vel egentlig også mere eller mindre det, hendes rolle består i. Også Jason Lee fra "My name is Earl" er det rigtige valg som David Aames' ven Brian.
Cruise spiller som altid både indlevende og medrivende, men der er nu alligevel noget ved hans præstation i Vanilla Sky, som gør, at filmen kryber ekstra meget ind under huden på mig og gør et helt specielt indtryk.
Cameron Crowe's ofte særprægede valg af musik er ikke uden skyld i min fascination af filmen. REM's "Sweetness Follows" er som skrevet til den scene, den bruges i - og den sukkersøde "Can We Still Be Friends" fra Todd Rundgren, giver mig grim gåsehud i sammenhæng med filmen.
Nu skal man jo ikke helt ignorere originalen "Abre los Ojos", som jeg efterfølgende har set i fjernsynet. De to film ligger meget tæt op ad hinanden, med undtagelse af et par scener og slutningen. Jeg synes dog, at
Alejandro Amenábar's original lidt mangler de undertoner af fortvivlelse og vanvid, som Cameron Crowe har fået bagt ind i sin udgave. Men det handler nok meget om, hvilken udgave man ser først - og så kan jeg personligt bedre leve mig ind i en engelsksproget film end en spansk, hvor jeg skal holde krampagtigt øje med underteksterne for at fatte nogetsomhelst.
Men de er begge to rigtig gode film - og det er utilgiveligt, ikke at se mindst een af dem. |
| Kiva
1-11-2006 19:07 | Denne film har simpelthen gjort så stort indtryk på mig. Dette er virkelig den bedste film jeg har set. Jeg blev siddende til undertektsterne med en følelse af enorm uvidenhed blandet med en tro på det rigtige og ægte. Kan ikke give andet end komplimenter til denne film. Se den. |
| Thilde
14-5-2006 17:50 | Man kan have en vis mistanke om at den bliver konstateret så elendig fordi nogle seere åbenbart ikke har forstået den dybe mening. Jeg er enig i at Abre los ojos er fremragende og at de ikke kan måles mod hinanden, men jeg vil stadig ikke sige at Vanilla Sky er dårlig. Jeg synes det er smuk film, som ramte mig inderst. Jeg vil klart anbefale den. |
| Christine
5-4-2006 14:49 | Vanilla Sky er en ynkelig efterligning af Abre Los Ojos. Den er blot en hån imod et smukt stykke filmkunst.
Tom Cruise er desuden lidet imponerende, med sin selvglade, oppustede udstråling.
|
|
|
|  |
|
