| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (256 stemmer) |
|
|
| | Billedformat: 1,85-1, 16:9 WideScreen
Lyd: Dolby Digital 5.1
Ekstra materiale: Inside the Labyrinth - nyt dokumentarprogram om filmen, den originale featurette, slettede scener, fraklip, billedgalleri, trailere, tv spots, telefonsvarerbesked |
|
|
|
 |
Ondskabens øjne
| En mesterlig thriller |
| |
På papiret lignede Ondskabens øjne blot et makabert og dystert indslag i den mørke afkrog af thrillergenren, der altid med vellyst havde dyrket seriemorderens blodige excesser og en sjælden gang det forkrøblede sind, der lå til grund for drabene. Manuskriptet af Ted Tally var gledet forbi bl.a. Gene Hackmans hænder, men det kneb med modet til at forløse historien om Dr. Hannibal Lecter, der havde været en perifær bifigur i Michael Manns 80’er-rigtige Red Dragon med William Petersen i hovedrollen. Figuren stammede fra forfatteren Thomas Harris’ værker, og manuskriptet til Ondskabens øjne var drejet direkte efter romanen The Silence of the Lambs.
En komediens mand Det endte med at blive Jonathan Demme, der stod med ansvaret – erfaring havde han masser af fra bl.a. de barske komedier Gift med mafiaen og Something Wild med hhv. Michelle Pfeiffer og Melanie Griffith som de stærke kvinder, men så mørk en film, som Ondskabens øjne tegnede til at blive, havde han aldrig prøvet før. Rollerne blev efter en masse forviklinger besat med britiske Anthony Hopkins, det unge hit Jodie Foster (der havde en frisk Oscar i bagagen fra Anklaget) og veteranen Scott Glenn.
En hård sag Clarice Starling, en lovende ung FBI-elev, bliver udvalgt af sin chef, Jack Crawford, til at assistere i jagten på seriemorderen Buffalo Bill, der flår skindet af sine ofre. De afgørende spor i sagen ligger i den vel aflåste hjerne hos legenden Hannibal ’The Cannibal’ Lecter, der sidder gemt godt af vejen i en mørk fængselskælder. Crawford satser på, at den garvede psykolog vil være mere modtagelig overfor en ung kvinde og samtidig repræsenterer opgaven den ultimative udfordring for den lovende elev – her vil hun virkelig kunne bevise sit værd.
Læremesteren Men Hannibal Lecter er langt mere snu end som så. Det, der blot skulle have været et regulært forhør, bliver til et intimt forhold mellem fangen og agenten, mellem manden og kvinden og mellem læreren og eleven. Trods tommetykt glas og konstant videoovervågning bliver det nemlig Hannibal Lecter, der styrer begivenhedernes gang, og selvom han langsomt må afgive spor, der fører FBI på sporet af Buffalo Bill, så må den unge Clarice give ligeså meget i modgift.
Fabelagtige præstationer Det er skuespillerne, der i særdeleshed løfter Ondskabens øjne op i niveau. Anthony Hopkins præstation er så isnende præcis og veltimet, at man ikke kan andet end dele Clarices frygt, når hun sidder ansigt til ansigt med en så civiliseret kombination af både menneske og udyr. Hopkins får indenfor en række meget klart definerede rammer lov til at gøre Hannibal-figuren til sin egen, og hans transformation fra det image en række klassiske kostumedramaer havde givet han til den rendyrkede blodtørst og rablende gale genialitet er skuespilkunst på meget højt niveau. Overfor ham agerer Jodie Foster mindst ligeså overbevisende men i en langt mere afdæmpet rolle. Hendes skuespil er mere indadvendt og udfolder sig efterhånden som den ikke helt hærdede elevs forsvarsværker smuldrer modvilligt væk for psykologens skarpe iagttagelsesevne.
I centrum Men udover skuespillet viser Jonathan Demme også meget fin fornemmelse for materialet ved konstant at tvinge os ind i Clarices synsvinkel. Tilskueren får ikke et øjeblik lov til at betragte truslen som ren underholdning fra en udvendig synsvinkel, men placeres i stedet midt den hårde beskydning af nærmest hypnotiserende nærbilleder af Lecters underligt venlige ansigt. Man indtager den skræmte hovedpersons position, og derfra får det betændte univers et endnu mere uforsonligt udtryk. Det er også påfaldende, hvordan balancen i filmen fastholdes, selvom den egentlige skurk, Buffalo Bill, sjældent tillades mere end birollens sporadiske sceneplads. Det er det ulige forhold mellem mentoren og eleven, der sættes i fokus på bekostning af den overfladiske, trivielle historie – og den fortælling, der fremkommer ved dette valg, er langt mere interessant.
Stor præstation - hele vejen rundt Kombinationen af Ted Tallys skarpe manuskript (der koger romanen ned til de helt centrale konflikter) og instruktørens fornemmelse af sine virkemidlers muligheder kondenserer sig i en meget tæt, intelligent konstrueret og vidunderligt spillet thriller. En film, der snød alle ved at have premiere i februar måned og over et år efter snuppe de fem vigtigste priser ved uddelingen af årets Oscar – en meget sjælden præstation og helt uhørt for en film i den barskere ende af skalaen.
|
| |
| | SF Film står for den danske distribution af en ret flot "Special Edition"-udgivelse af Ondskabens øjne på 2 DVD'er. Filmen ligger i fin kvalitet på den ene, mens disc 2 indeholder en pæn samling ekstramateriale. Dokumentarprogrammet Inside the Labyrinth er klart skivens hovedattraktion, et langt og grundigt tilbageblik på, hvordan filmen blev så enestående en begivenhed, som den gjorde, og især, hvordan man fik skabt et legendarisk filmmonster. Den originale featurette, der blev lavet i forbindelse med filmens premiere for 10 år siden, er kort og mere afdæmpet, uden en forventning om, at det endelige resultat skulle blive så væsentligt. En række slettede scener er interessante at se, når man kender filmens gang - og enkelte af dem er det ligefrem decideret ærgerligt, at vi er gået glip af. Fraklip kan man i højere grad diskutere om hører hjemme i denne sammenhæng - filmholdet valgte at holde en meget løs og afslappet stemning mellem optagelserne for at det ikke skulle blive for hårdt arbejde, men om vi har brug for at se Hannibal Lecter lave sjov med medspillere og filmhold er en smagssag. Billedgalleriet giver en god mulighed for at kaste sig over promotionbilleder i læssevis, ligesom en håndfuld trailere og tv spots giver en fornemmelse af, hvordan man solgte filmen i sin tid. Endelig er der en telefonsvarerbesked fra Hannibal Lecter, som man kan more sig med at anvende - specielt skræmmende er den nu ikke, så det er mest et kuriosum for de mest inkarnerede fans. Man savner i høj grad et kommentarspor med instruktøren eller måske hovedrollerne. Jonathan Demme og Jodie Foster glimrer aldeles ved deres fravær på denne DVD, og selvom Anthony Hopkins gør sit bedste for at fylde tomrummet ud, så er der et hul, som ikke kan dækkes. Sammen med den store Hannibal-udgivelse, der netop havde hele holdet med på ekstramaterialet, udgør denne udgave af Ondskabens øjne dog alligevel et uundværligt samlesæt på hylden med DVD-film.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (12 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Cecilie 10-12-2007 15:40 | Fantastisk og uhyggeligt. Har læst bogen og set filmen, det er en utrolig historie. Og fantastisk spillet i filmen, af skuespilerne :D |
| Charlotte 26-3-2007 20:46 | Et mesterværk som denne film ses sjældent . Det er en af de bedste inden for gyser/thriller-genren .
Anthony Hopkins spiller FANTASTISK !
6/6 . |
| Johnny Pepperoni 17-2-2007 02:57 | Først Hannibal Rising, derefter Manhunter og Red Dragon (der er baseret på den samme roman), så Ondskabens Øjne og til sidst Hannibal. |
| Mikkel 16-2-2007 22:29 | Hej... Hvis man gerne vil se de 4 film i serien i kronologisk rækkefølge; Hvilken rækkefølge er det så? |
| Marie 22-12-2006 19:57 | Jaa! The silence of the lambs, er en af de bedste film jeg har set!:) |
|
|
|  |
|
|