| Ultravold og leg på stranden i L.A. |
| |
Takeshi Kitano er Japans centrale kulturpersonlighed. Med 7 ugentlige talkshows, bøger, essays, billeder, digte og ikke mindst film, har han underholdt, spiddet, kritiseret og ironiseret over den japanske hverdag og herunder ikke mindst landets mafia - yakuzaen. De fleste af Kitanos film har det tilfælles, at de er voldelige, at voksne mænd leger barnlige lege, og at de alt for sjældent kommer i dansk biograf- eller videodistribution. Sandrew Metronome tager nu endelig chancen og sender hans seneste Brother på banen. Det betyder dog langt fra, at det er Kitanos bedste.
Én gang yakuza, altid yakuza
Åbningsbilledet er et close-up af Yamamoto - ’Beat’ Takeshi, som Kitano kalder sig selv foran kameraet. Samme sorte jakkesæt, solbriller og tics omkring øjnene, som vi kender ham. Kameraet tilter, billedet er skævt, for det er Kitanos verdener som regel også. ”Det er en hård verden. Hvidt er sort,” siger den japanske yakuza-boss. Der er udbrudt krig, mange er døde og de ser helst Yamamoto forsvinde. Han vælger at besøge sin lillebror Ken (Kuroudo Maki - A Scene At the Sea), der for længe siden har bosat sig i L.A. Men besøget bliver til mere end ferie.
Fra low-life til big-style
Yamamoto er lidt en aparte størrelse alene i L.A. Han starter med at bruge det meste af tiden på at drikke og ryge alene på sit hotelværelse. Hans engelske er sparsomt, men han får alligevel spurgt sig frem til sin broder. Det bliver dog ikke mellem dem, de dybere bånd opstår. På vejen til sin brors ’neighborhood’ støder Yamamoto bogstaveligt talt ind i den sorte Denny (Omar Epps - Dracula 2001, Magic Love) og får hurtigt ødelagt en flaske i øjet på ham. Da han endelig møder sin lillebror Ken og hans ’small time crooks’-bande, viser Denny at være iblandt dem. Yamamoto rydder hurtigt deres bagmænd af vejen og etablerer en ny familie med limousine, velsiddende jakkesæt og større våben. Snart sidder de øverst på den omstridte magt. Men der er som bekendt koldt på toppen, hvor der er mange om buddet. En dag skal kampen tages op mod den magtfulde italienske enklave.
Den moderne Kurosawa-samurai
Kitano har uden tvivl set sin Kurosawa og tankerne henledes særligt på Livvagtens skæbnefortælling i en ligeledes kaotisk verden. Hos Kurosawa skildret med den berømte hund med en afskåren hånd i munden – i Brother med begyndelsens tiltede billede. Begge historier kredser videre om en handlekraftig og fysisk overlegen mand, der med kynisk distance leder sine omgivelser ind og ud af forryktheden, men som i sidste instans må erkende at være ført af en selvvalgt skæbne. Sanjuro vælger sin ved at kaste en pind i luften, Yamamoto ved at opsøge sin lillebror. Samuraien går på øde strækninger i naturen, yakuzaen på gaderne i L.A. Som et andet klassisk Kurosawa-tema kan man nemlig ikke leve i en verden uden at involvere sig. Kurosawas Sanjuro viser sin svaghed ved at hjælpe et elskende par, hvilket bliver hans første fald. Kitanos Yamamoto bliver for involveret med sin elskerinde og bliver såret, da han forsøger at redde hende fra fjenden. Og ved første svaghed slår fjenden til. Derouten kan begynde.
Gangsterwestern
Kitano kopierer langt fra Kurosawa – dertil er hans stil alt for særegen og personlig. Men mange elementer bruges af begge kunstnere. Som f.eks. billedkompositioner som et teaters koreografi og ikke mindst tavsheden. Kitano vælger som regel at lægge sidstnævnte i sin egen karakters mund. Her bliver den langt mere ironisk end hos Kurosawas højtelskede mime-spil. Yamamoto snakker ikke meget, han handler i stedet som den gamle klassiske westernhelt. Og Brother, der egentlig er et gangster-drama, låner gerne fra westerngenren. Vores helt vandrer fra sted til sted – Kitano har stadig ikke opgivet gangen til sine foretrukne billeder – og er som udgangspunkt alene. Men han finder alligevel en menneskelig udvej, selvom det måske er for sent. Og det er netop dette, der gør Kitanos film til mere end en almindelig gangster eller western. Den har sin hovedperson i et filosofisk centrum.
Leg og underholdning
Brother er en film om yakuza-broderskabets bånd, der i Japan siges at være stærkere end blandt brødre. Instruktørens mening har været at overføre fænomenet til gadelivet i Los Angeles. Gangsterne beskrives som opofrende krigere, der er i stand til at begå hari-kiri for at vise sin tillid. Brother bliver hurtigt en meget voldelig film, men med Kitanos underspillede humor, ikke mindst når han trækker de rå gangstere ned på børne-niveau med afbrydende boldlege, er han i stand til at give sine film en forunderlig balance mellem alvor og ironi. Brother skal bestemt ses, selvom kendere måske vil ærgre sig en smule over det mere lettilgængelige udtryk. Kunsten var mere fremtrædende i Hana-bi og humoren bedre i Kikujiro. Men det er stadig originalt, stødende og humoristisk, på den kitanoske måde.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
