| Helvede på jorden |
| |
Oliver Stone er en levende legende blandt amerikanske filmmagere, og han deler folk i to lejre; der findes de, der elsker hans kraftfulde visionære evner, kontroversielle emnevalg og løsslupne dialog. Og der findes de, der fordømmer hans liberale forhold til historisk troværdig gengivelse af begivenheder (herunder det første Kennedy-mord) og subjektive omtale af virkelige personer (herunder ekspræsident Richard Nixon). Det lå derfor nærmest i kortene, at han skulle slå igennem med en film om nationens mest åbne sår; krigen i Vietnam, for Platoon er i høj grad selvbiografisk, og Stones historie fortælles gennem vor grønne hovedperson, der spilles af Charlie Sheen.
En splittet filmmager i Vietnam
Chris Taylor er en velstående ung amerikaner, som ved Vietnamkrigens begyndelse frivilligt melder sig til kamptropperne. Det gør han ud fra et idealistisk synspunkt; det forekommer ham urimeligt, at kun Amerikas fattigste unge mænd skal kæmpe for nationens idealer. En af filmens allerbedste replikker (og politiske kommentarer) formuleres af en sort soldat; "You've got to be white in the first place to think like that!"
Her har vi et klart eksempel på Stones stærkeste side; en evne og vilje til at sige det, som andre af frygt for at blive kaldt upatriotiske holder inde med. Stone elsker filmisk drama, og hvilken bedre kulisse for det end Amerikas største udenrigspolitiske traume i anden halvdel af det 20. århundrede? Derfor møder den unge og uspolerede Taylor i Vietnam to 'faderskikkelser', som han selv kalder dem; Sgt. Elias (blidt fremført af Willem Dafoe) – en ærke-humanist midt i helvedet og en sand medidealist, samt hans diamentrale modsætning, den sadistiske og tilsyneladende usårlige krigsmaskine Sgt. Barnes (brutalt spillet af Tom Berenger). Det er via disse to figurer, at Stone langsomt, men sikkert, forlader den virkelige verden, som filmen ellers tydeligvis tilstræber at tilhøre. Skizofreni, lader det til, løber dybt i Oliver Stone.
Det står nemlig stadig mere klart, at Elias og Barnes symboliserer henholdsvis Jesus og Djævlen - slår man navnet Elias op, kan man læse, at det var en gammeltestamentlig profet, der søgte at frelse kongen fra hans tilbedelse af Baal, et af djævelens utallige synonymer (ikke kun kært barn har mange navne).
For konstrueret
Dette modsætningsforhold er en kluntet og useriøs facon at diskutere menneskets natur på. Realisme og religion er i dette tilfælde en usmagelig sammenblanding. Slagmarken er netop stedet, hvor menneskets gråzoner kunne vise sig, og Elias/Barnes-konflikten er både konstrueret og plat (og slet ikke samfundskritisk). Stone skulle have valgt det ene eller det andet, men det er kun alt for betegnende for ham, at han ikke kunne drømme om at vælge noget fra, og så lider han oven i købet, meget ironisk da han også gerne vil være sin nations skarpe kritiker, af bigger, better, faster, more-syndromet.
Skarpt øre for dialog
Når alt dette så er sagt, må man sige, at ikke så lidt rent faktisk lykkes for Stone. Der er mange mageløse billeder, som DVD-formatet på ingen måde forringer, og en glimrende lydside. I hvert fald et langt stykke ad vejen; efterhånden som det svulstige himmel/helvede-tema tager over vokser lydsiden desværre også til melodramatiske dimensioner. Filmens dvælen ved soldaternes miserable kår er oftere end ikke vellykket, man føler næsten i solidaritet myrerne krible og den indtørrede sved svie. Skuespillet er generelt meget virkningsfuldt, det er rollerne, der er mangelfuldt udtænkt og ikke udførslen, der halter. På nogle punkter mærker man dog tidens tand; således er John C. McGinley glimrende som den på overfladen – og kun på overfladen – kølige Sgt. O’Neill, men hans soldater-jargon er så gennemført, at den næsten bliver parodisk. Andre gange ligger de rå replikker fantastisk i munden på skuespillerne, som når Berenger omskriver 'every man' til 'every swingin’ dick'. Stone er generelt glimrende til at kreere det, som på amerikansk kaldes ’realistic language’. Det mærkes ofte, at Stone selv var ’in country’, og det er filmens store styrke. Platoon byder på en lille håndfuld scener, der fuldstændig skånselsløst retter vores blik mod krigens, eller kriges, modbydelige logik. Ikke mindst den bersærkergang, som ligger hos ethvert menneske, og som både Platoon og Stanley Kubricks Full Metal Jacket, der kom året efter, argumenterer for, skal aktiveres, for at det er muligt at føre krig i håb om sejr.
I sidste ende er det som om, at Platoon ikke har så meget at sige endda – den er en engangsoplevelse, ikke mindst på grund af Jesus/Djævel-symbolikken, der jo ikke ligefrem indbyder til nærmere fortolkning, men derimod 'lukker' filmens tematik. Stone selv har i øvrigt en lille rolle som officer hen imod slutningen.
|
| |
| | Ja, så skete det igen; bag på coveret loves der guld og grønne ekstra features, men virkeligheden er en ganske anden. Der er ikke andet end to lydspor, et med Stone selv og et med filmens militære rådgiver, samt et lille hæfte af gammeldaws papir. Og så naturligvis hovedattraktionen – et næsten timelangt program om filmens (kaotiske) tilblivelse.
Heri medvirker en lang række af de dengang ikke så kendte skuespillere, bl.a. Johnny Depp, der fortæller om Oliver Stones noget uortodokse (nogle ville nok sige brutale) arbejdsmetoder.
Der er heldigvis også tid til, at manden selv udbreder sig om sine egne oplevelser i 'Nam samt flere andre emner. Stone er en sjældent magnetisk tilstedeværelse, og jo altid god for en kontroversiel kommentar eller to. Der findes endnu instruktører, som kun har hån tilovers for stjernestatus, og ikke kan tage ordene "we laughed a lot on the set" i deres mund. Et sådant eksistenstruet væsen er Oliver Stone.
Langt mere informativt og begavet end hovedparten af de talrige 'Bag om'-programmer, som denne anmelder efterhånden har været underlagt.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (5 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | ?
6-4-2009 19:36 | 4 stjerner? Jeg er skuffet. En af de bedste krigsfilm, da den er skildret på en meget autentisk, men samtidig også koldblodig måde.
5 stjerner |
| Kim Hansen
15-12-2008 16:17 | Konge film... og sådan er det !!! |
| Emil
19-3-2007 23:06 | En af de bedste film der nogensinde er lavet efter min mening. Især scenen, hvor Elias dør, som er i min top 5. Synes klart den fortjener den helt store 6 stjerne |
| Ole O.
26-2-2007 16:39 | Efter min menning en overvuderet film, lavet af en overvurderet filmskaber.
Af en krigsfilm at være syntes jeg godt nok at Platoon er rimelig blodfattig.
Jeg er dog enig i, som cinemazone's anmelder skriver, at Elias/Barnes-konflikten er både konstrueret og plat. Dog spiller de to herrer Berenger og Dafoe ganske udmærket, mens Charlie Sheen......ja, hvad kan man sige? Den store skuespiller er han ikke ligefrem, kunne de ikke have fundet en bedre?
Jeg vil nøjes med at give 3 MEGET små stjerner, men så har jeg tilgengæld også været flink! |
| michaelw
4-8-2006 12:58 | Ikke en af mine yndlings oliver stone film som er født den 4 juli men absolut en seværdig film.
Fem stjerner. |
|
|
|  |
|
