| Birdy nam-nam til lattermusklerne |
| |
Når der skal hives kultkomedier frem fra de mørke 60’ere, så er Blake Edwards The Party måske den mest mindeværdige. Det var Edwards første samarbejde med Peter Sellers, hvor Den lyserøde panter-opskriften ikke blev fulgt – men selv uden den umulige kriminalinspektørs krumspring, var komikken stadig slapstick og bygget over Inspector Closeau-konceptet: Peter Sellers i den elskelige hovedrolle, der spreder et veritabelt vanvidsscenarie i sit kølvand.
 | Bakshi spreder uro ved middagsbordet
|
Festaberi
Den godmodige, men håbløse Hrundi V. Bakshi (Peter Sellers) formår ene mand at ødelægge hele settet til produceren Fred Clutterbucks kommende film. Clutterbuck blacklister hurtigt Bakshi, men hans navn bliver ved et uheld skrevet på gæstelisten til en fest, der bliver afholdt af Mrs. Clutterbuck. Og så kan et spændende studie i kaosteori ellers begynde. Bakshi møder selvfølgelig op til festen og formår inden længe at tiltrække sig så megen uheldig opmærksomhed, at man krummer tæer i skoene og ønsker, at den akavede inder vil stå stille i hjørnet blot fem minutter. Men samtidig kalder de mange pinlige og oftest højst mærkværdige optrin på latterbrøl, der kan mærkes ud i selv samme tåspidser.
Således formår Bakshi at være den uheldige helt, der stjæler billedet – ikke mindst takket være Peter Sellers uforlignelige slapstickhumor. The Party er, som så ofte før, hans film – men nyder også godt af at være uden et reelt plot. Edwards har tydeligvis givet sine skuespillere og Sellers frie hænder til at improvisere sig igennem, og det giver en række urkomiske optrin i en lind strøm i den første time.
Lidt haltende til sidst
Festen eskalerer efterhånden til makabre højder, og The Party begynder mere og mere at være et fascinerende tidsdokument fra de glade 60’ere. Russiske dansere, flower power-elefanter og en grandios finale i verdens største skumbad får humoren til at skifte retning fra Peter Sellers evne til at klumre over mod mere tvungne og stive sketchoptrin. Det fjerner lidt af den smertelige sympati, man har for det omvandrede klummerhoved, og finalens hysteri er mere bizar end vellykket.
Men selv når filmen taber tempo, er humoren der. Når Claudine Longet, der spiller en aspirerende, fransk skuespillerinde, griber guitaren og fyrer en sukkersød Henry Mancini-komposition af, bliver det hurtigt overdøvet af latterbrøl, når man ser Bakshi stå i baggrunden og være den mest tissetrængende tilhører, filmverdenen endnu har set.
Mindeværdig
Slapstickhumoren kombineret med den ikke-eksisterende historie giver The Party et præg af uforudsigelighed, der giver mindeværdige og urkomiske optrin, som varer længe efter man har forladt biografen. Det minder om Leslie Nielsens populære Høj Pistolføring-film, men er ikke tynget ned af mange bifigurer og et underliggende spændingsplot.
Et lettere malplaceret romantisk undertema kunne ødelægge fornøjelserne, men Peter Sellers har så megen komisk udstråling og indisk idiotaccent, at det stjæler billedet totalt. Desuden kunne man argumentere, at der skal være små åndehuller i The Party, mens man tørrer lattertårerne væk...
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Jørgen pedersen
30-12-2007 00:18 | Jeg husker at jeg så filmen da jeg var 6 år gammel. Har i vist hvad den hed og hvem den var med. Jeg så så slutningen for et par år siden og genkendte den straks. Jeg husker det som en meget morsom film. Så glæden var stor da jeg endelig fandt frem til den igen. |
| Sofie Hansan
25-2-2007 14:27 | Den bedste film jeg nogensinde har set! |
|
|
|  |
|
