| Træk, der ikke tager fat |
| |
Marleen Gorris, der med ganske nøje præcision filmatiserede Virgina Woolfs nyskabende roman Mrs. Dalloway, der kunne ses i danske biografer sidste år, er nu aktuel igen. Denne gang med filmatiseringen af ”Lolita”-forfatteren Vladimir Nabokovs roman ”Defence”, der til det danske videomarked har fået titlen Kærlighedens træk.
1920’erne
Også i denne film, om en af alle tiders største fiktive skakmestre, Alexander Luzhin, er udgangspunktet det bedre borgerskab i 1920’erne, og også her arbejdes der med et lag af erindringer, der sætter sig dybe spor. Men hvor Gorris’ nænsomt registrerende tilgang gav ganske god mening i forhold til Woolf-filmatiseringen, fungerer den her som publikums største forhindring for at glide ind i historien.
Skakspilleren og rigmandsdatteren
Filmen er sat på et mondænt hotel ved Como-søen i Norditalien. Årets verdensmesterskab i skak er forestående, og den mildt sagt socialt besværede Luzhin (John Turturro) ankommer som en af de første deltagere. På hotellet møder man også high society-fruen Vera og hendes datter Natalia (Emily Watson).
Natalia keder sig i selskab med en franske bejler, som hendes mor arbejder hårdt på at få hende matchet med. Hun fortrylles derfor helt og aldeles af den gale/geniale Luzhins kejtede tilgang til omverdenen. Moderen er bestyrtet og hidkalder i stor hast Natalias far, der opholder sig i Berlin.
Erindringens spøgelser
Filmens drama tager til, da de øvrige deltagere ankommer. Også Luzhins gamle læremester Valentinov dukker op - nu som agent for Luzhins værste konkurrent, den lokale italienske stormester Turati. Luzhins fortid med sine forældre og Valentinov, der tog ham til sig i en ganske ung alder, opridses i en mængde flashbacks, som virker ganske effektivt. Baggrunden for Luzhins komplicerede natur skildres, og Natalia hjælper ham i kampen mod erindringens spøgelser.
Stiliseret distance
På trods af de forklarende flashbacks er det langt fra nogen dybdegående film, hvad angår karakterernes psykologiske nærvær. Lige som kameraarbejdet, bortset fra nogle enkelte fængende scener, er skuespillet præget af en stiliseret distance. Modviljen til at gå tæt på og lade spillerne gøre andet end at optræde som påklædningsdukker, gør filmen til glansbilleder i langt højere grad end til det medrivende og eftertænksomme kærlighedsdrama, der bliver lagt op til.
Store navne
Ikke mindst fordi, der er så stort et navn i centrum som Emily Watson, der viste sit enorme talent for inderlighed i Lars von Triers Breaking the Waves (1996), savner man at komme mere i dybden med karaktererne. John Turturro, hvis talent bedst er blevet dyrket af de amerikanske Coen-brødre i bl.a. Barton Fink (1991) og O Brother, Where Art Thou? (2000), synes at passe rigtigt ind i Gorris’ tilstræbte stil. Men hans spil lever nu engang allerbedst på overfladen.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
