| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (9 stemmer) |
|
|
|
 |
Valentine
| Happy Valentine |
| |
Gysergenren er efter et par års dødvande med masser af referencer og meget lidt gys så småt på vej tilbage mod en mere ren form, hvor inspirationen fra slut-70’ernes hovedværker træder tydeligere igennem. Instruktøren Jamie Blanks gav os for et par år siden første ombæring af Urban Legends, hvor vandrehistorier blev brugt som udgangspunkt for en række stort opsatte mord, og nu er det den amerikanske kærlighedsfest, Valentines dag, der er rammen om blodsudgydelserne.
Mobning med fatale følger
Lille, kiksede Jeremy har svært ved at finde en at danse med til skoleballet i 6. klasse. Pigerne griner hånligt af hans ydmyge forsøg, og da drengene endelig finder ham i gang med at snave i klassens tykke – og dermed villige - pige, så underkastes Jeremy den helt store tur med punch i håret og ufrivillig striptease på dansegulvet. En sådan ydmygelse sætter naturligvis sine spor – og 13 år efter er han klar til at få sin hævn.
Mord blandt venner
Pigerne, der leverede de kontante afvisninger til den famøse skolefest, er nu store, velformede og stadig nære veninder. De begynder en efter en at modtage hadske Valentines-kort, men slår det lystigt hen som reaktionen fra endnu en forsmået elsker, indtil de også begynder at dø af det. Snart går det op for dem, at Jeremy må befinde sig i deres egne rækker, men hvor og med hvem?
Fine gys
Jamie Blanks har en glimrende evne til at bygge klassiske gyserscener op, hvor han tager sig tid til at få gyset til at forplante sig ud i stuen. Filmen åbner – som det snart er tradition – med et mord af netop denne type på en ung medicinstuderende (spillet af den frodige Katherine Heigl fra Roswell), og efterhånden som pigerne bliver aflivet, får vi flere og flere varianter af samme scene.
Sympati for morderen
Men for at gøre en film vellykket, så skal man jo også helst blive lidt engageret i personernes skæbne, og her har Valentine et problem. For efter at have overværet åbningens iskolde demonstration af ubarmhjertigheden i de yngste klasser, så ligger ens sympati 100% hos morderen, som må have en tålmodighed af dimensioner for at vente i 13 år på at få hævn. Det hjælper selvfølgelig ikke stort, at pigerne er tæt på at være lige så usympatiske i den ældre udgave, og ved flere af mordene tager man sig selv i at heppe på manden med kniven.
Kun for de trængende
Skuespillet er som så ofte i denne type film ikke det væsentligste. Denise Richards har udelukkende en karriere, fordi hendes brystmål er omvendt proportionalt med hendes talent, David Boreanaz (som de fleste nok kender fra tv-serien Angel) er bedst, når han ser skummel ud i skyggerne og kun Marley Shelton (Sugar and Spice) får lidt mere plads i den mest sympatiske af pigerollerne.
Med skuespillerne ude på det sædvanlige sidespor, en historie der kun med nød og næppe hænger sammen – selvfølgelig prøver slutningen at overtrumfe sig selv og dermed ryger hele mysteriet om, hvem af filmens personer, der egentlig er morderen, på gulvet – og et manuskript, som leverer nogle næsten kriminelt dårlige replikker, så forudsættes en helt særlig understimulering af gysergenet, hvis man skal have fornøjelse ud af Valentine.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
| |
|
|
