| Nørdernes prinsesse |
| |
Drew Barrymore ser ud til at have fundet sin sen-90’er niche – romantiske komedier af den mest præfabrikerede og sukkersøde slags. For evigt, The Wedding Singer og nu Never Been Kissed har ikke sat hendes talent på de store prøver, men hun har haft brug for sin tutte-nutte charme og det gennemført søde smil til at føre de noget svingende film frem til rislende økonomisk succes.
Dronning Kikset
Josie Geller er en farveløs og jomfrunalsk copy editor for Chicago Sun-Times, der aldrig helt er kommet sig over en barndom fyldt med mobning og almindelig udstødelse af de etablerede kliker. Især var hendes high-school-år helt forfærdelige, men det er nu ikke så meget at sige til. Hun er nemlig bevidst kikset, næsten demonstrativt fokuseret på at være så u-hip som overhovedet muligt. Hendes store drøm er naturligvis at få sin egen historie til avisen, og pludselig opstår chancen. Hun skal gå undercover på en lokal high school og skrive reportager om livet som ung i nutidens USA.
High School igen
Det bliver alletiders chance for at gennemleve hele high-school-helvedet én gang til og måske slippe af med den forfærdelige selvtillid, der var resultatet af første gennemløb. Men forholdene har selvfølgelig ikke ændret sig det mindste, og Josie er stadig den suverænt mest kiksede pige i klassen, konstant udsat for kammeraternes drillerier. Hun bliver gode venner med Aldys – nørdernes overhovede – men hjemme fra redaktionen kommer kravet om gode historier i vejen for et ellers oplagt venskab. Josie må kaste sig ud i den svære opgave at blive populær hos klassens elite. Samtidig skal hun administrere en spirende tiltrækning til klassens unge engelsklærer, som ikke ved, at den dygtige elev på forreste række er 8 år ældre end hendes klassekammerater og dermed et passende parti.
Anderledes er yt!
Det er let og fristende at falde for Never Been Kissed - den er bygget over den klassiske teenage-films grundelementer, og i stil med She’s All That og lignende grydeklare pop-produkter tager den enspænderens udsatte situation op til overvejelse. Er det i orden at skille sig ud fra mængden? Og svaret er kommet ligeså tydeligt tilbage. Nej, man må ikke være anderledes, og det er først, når man indordner sig under det herskende tyranni, at man bliver accepteret. Det går heller ikke stort bedre for Josie Geller. Godt nok er hun ulidelig kedelig og underlig, men det er først, da hun ændrer sin adfærd til at passe ind i den fedeste pigeklikes uskrevne regelsæt, at hun bliver accepteret og kan få både popularitet og manden i sit liv. Og med risiko for at lyde som en afdanket 68’er, så er det en småubehagelig indstilling til tilværelsen, som kommer til udtryk i disse film. Individet bliver holdt nede, og det unge publikum, som pr. automatik strømmer til filmen, lærer, at hvis de ikke opfører sig, som flertallet, så er de udenfor.
Tilbage til filmen.
Never Been Kissed er bygget op om en lang række pinlige situationer, som i starten virker ganske underholdende, men i længden bliver det svært at more sig meget over Drew Barrymores kiksede og uheldige fremtræden. Komikken bliver for anstrengt og værst af alt mister figurerne troværdighed og sympati. Men ganske fornuftigt vælger filmen at slå over i den romantiske komedie, hvor Michael Vartan gør et glimrende arbejde som læreren, der er på vej ud i en ’ulovlig’ forelskelse. Forholdet mellem Josie og læreren bliver kernen i filmen, og det holder hele affæren oppe. Men det ændrer ikke ved, at Never Been Kissed er en ganske traditionel teenage-film, som naturligvis vil overleve på sin veludvalgte mågruppe og Drew Barrymore, men desværre uden den forfriskende tilgang eller opfindsomhed, som kunne gøre det hele lidt mere spiseligt for et ældre publikum.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
