| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (78 stemmer) |
|
|
| | Billedformat: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1, Dolby Surround
Ekstra materiale: Trailer, kommentarspor, HBO-feature, div. easter eggs |
|
|
|
 |
Hund og kat imellem
| Ka’ den tale? |
| |
Det er sagt om borgerskabet, at det foragter katten for dens aristokratiske adfærd. Hvor man kan få en hund til, nær sagt, hvad som helst, gør en kat sjældent andet end hvad den har lyst til. Derfor har borgerskabet også valgt hunden som sin bedste ven og trofaste følgesvend. Men der er mere i det end som så. Hunden har også valgt mennesket som sin bedste ven, og hvem skulle have troet det? Dette afsløres i Hund og kat imellem, instrueret af Lawrence Guterman, som mere end antyder, at der sker flere ting på villavejen, end vi mennesker hidtil har vidst noget om.
Krudt og knurhår Man skulle tro, at det var løgn, men det er den skinbarlige sandhed. Når hunde jager katte op i det nærmeste træ, er det ikke blot en instinktiv adfærd, men en del af den hemmelige krig, som udspiller sig mellem katte og hunde. Hvad mange ikke ved, er, at kattene var herskere i det gamle Ægypten. Men hundene kom og jagede kattene fra tronen og indsatte mennesket på dets rette plads. Og siden da har hunden været menneskets tro beskytter mod kattenes forsøg på at generobre magten. Og det er gået godt, for mennesket er stadig på toppen, men det har den onde kat Mr. Tinkles tænkt sig at lave om på.
The cat with a plan Professor Brody arbejder på en vaccine mod overfølsomhed overfor hunde. Med vaccinen vil alle familier kunne erhverve sig en hund (som jo er menneskehedens beskytter), og det ville stille kattene langt dårligere i kampen om verdensherredømmet. Derfor har Mr. Tinkles en plan. Han vil omdanne vaccinen, så mennesket i stedet bliver overfølsomme overfor hunde, og med hundene ude af billedet vil kattenes vej mod magten ligge åben. Hvalpen Lou inddrages i denne krig, da han placeres som hemmelig agent hos familien Brody, og selv om han synes, at det er sjovt og spændende at være agent, finder han hurtigt ud af, at det er et vanskeligt job, når hans modstandere er både ninja-katte og en russisk sprængstofsekspert-killing. Men heldigvis får han hjælp af de andre hunde-agenter i nabolaget, og så er krigen for alvor i gang.
Hvorfra? For at holde fortællingen indenfor noget genkendeligt bruger Hund og kat imellem flittigt løs af forskellige filmreferencer. Den hvide, langhårede kat, Mr. Tinkles, er som taget ud af armene på Goldfinger. Hans assistent har bestemt ligheder med filmproducentens underdanige sekretær, Derek, i Barton Fink, og kattens ejer, Mason, har både navnet og sygesengen tilfælles med Mason Verger fra Hannibal. Hundenes agent-menageri er som taget ud af Men in Black, og sådan kan man sikkert blive ved. For et filminteresseret ældre publikum kan det virke underholdende at se disse film i en ny kontekst, som derved tilføjer Hund og kat imellem endnu et lag af humor.
Det troværdige i det utroværdige Kan man lave en film om en hemmelig krig mellem hunde og katte, kunne man velsagtens spørge, og svaret er, at det kan man godt. Efterhånden har filmindustrien nået et teknisk niveau, som gør, at man kan fortælle de mest utrolige historier og stadig få publikum til at tro på dem. Samtidig tror Hund og kat imellem selv på sin historie, hvilket gør den noget lettere at tro på for sit publikum. For ingen tvivl om at man kan bilde børn – og voksne for den sags skyld - de mest utrolige ting ind. Men tiltroen til, at det yngre publikum vil acceptere de talende hunde og katte og den hemmelige krig mellem dem, er vel udgangspunktet for at løbe linen helt ud. Og det gør filmen så.
Hund og splat For os, der har det svært med bedende hundeøjne og hele ideen om hundenes menneske-lighed, er der rig mulighed for at heppe på kattene i en film, der ved, at skurken altid er den mest interessante, selvom om hundeagenterne gør et godt stykke arbejde for at forhindre Mr. Tinkles plan i at lykkes. Desværre er de synkroniserede danske stemmer både upassende og overgearede, men det skal ikke afholde nogen fra at se denne meget underholdende og alt for langt ude film, som ikke burde kunne lade sig gøre.
Kattemagt!
|
| |
| | Højdepunktet på den ganske finurlige DVD til Hund og kat imellem er uden tvivl såkaldt 'tidlige optagelser' af Mr. Tinkles, inden han brød igennem som skuespiller. Hans optrædelser i , C2: The Catinator, Furriest Gump and The Sixth Scratch er kostelig komik. Derudover er DVD'en delt op i to dele - en kattedel og hundedel, og der findes adskillige små 'easter eggs' i de to sektioner, som ikke skal afsløres her. Dertil er der kommentarspor af Sean Hayes, Christopher De Faria, James D. Bissell og Lawrence Guteman - samt en 'first look'-feature fra HBO. Ganske hæderligt.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Catpower 6-4-2008 16:32 | ahvas... en sær film især det med pellefanterne.<33
|
|
|
|  |
|
|