| Selvmord i Syden |
| |
Robert Altman har en helt speciel position i nyere amerikansk filmhistorie. Med mesterlige titler som Nashville, M*A*S*H, The Player og Short Cuts har han fået en hel genre opkaldt efter sig – ensemblefilmen – og når man læser omtale af nyere ensemble-film (som f.eks. Magnolia), så er Altman næsten altid en fast målestok, som filmen bliver holdt op imod. Naturligvis kan Altman også lave andet end film, der spænder over en 10-12 vigtige personer, men selv når han, som her, gør sit bedste for at slippe højprofil-filmene, så sniger der sig alligvel nogle typiske træk med. Cookie’s Fortune er med sin ekstraordinært tilbagelænede stil tydeligvis et forsøg på at holde fri og lave film samtidig. Og selvom Altman altid har haft en afslappet stil – han har selv sammenlignet det at lave film med at spille jazz, hvor der er en helt fast struktur, som skal overholdes, for at det kan lyde så tilfældigt og improviseret, som det gør – så er der en umiskendelig sommerferie-stemning i Cookie’s Fortune, hvor skuespillerne nyder de frie forhold til at give en række forfriskende og sympatiske præstationer. Altman har dog stadig fat i en historie med mange vigtige personer, og der er intet galt i at betragte filmen som en sommerferie-ensemblefilm.
Det forkerte dødsfald
Cookie’s Fortune er en lystig lille kriminal-komedie, som udspiller sig i Holly Spring, Mississippi – en lilleby, der er inkarnationen af sydstatsidyl. Cookie er en træt gammel dame, der, efter et langt og lykkeligt liv, vælger at gøre en ende på det selv. Niecen Camille er byens indpisker – en selviscenesættende terroraktion – og hun kan naturligvis ikke acceptere selvmord i familien. Derfor skynder hun sig at skjule alle tegn derpå, og ansvaret for dødsfaldet ender lidt tilfældigt hos Cookies husven – den godmodige Willis, der måske nok har lånt en flaske whiskey i ny og næ fra den lokale bæverdingel, men ellers aldrig har krummet et hår på nogen hoveder. Camille har egentlig ikke noget imod Willis, men når nu Sorteper lidt tilfældigt er endt på hans hånd, så må man jo udnytte situationen. Omkring den emsige Camille cirkler en masse interessante personer, som får lov til at sætte deres helt eget fingeraftryk på sagen om den døde Cookie.
Galleriet
Camilles trofaste følgesvend, søsteren Cora, er en smule sløv i optrækket, og kan ikke klare sig uden storesøster. Hun har et barn – den selvstændige og oprørske Emma, som er vendt tilbage til Holly Springs efter et par år ude i den store verden, og som hurtigt genoptager sin gamle affære med Jason Brown, der i mellemtiden er blevet yngste medlem af byens politistyrke. Her regerer den hyggelige betjent Lester (spillet med lune af Ned Beatty), som nødtvunget må arrestere sin gode fiskekammerat Willis for et mord, han er sikker på, han ikke har begået. Hele byen samles omkring den lokale kirkes opsætning af Oscar Wilde og Camille Dixons (hun har trods alt foretaget et par ændringer i originalen) opsætning af Salome - og der med teaterstykket som bagtæppe, at intrigen nærmer sig sin naturlige afslutning.
Hygge, sol og sommer
Cookie’s Fortune er fremfor alt en hyggelig film. Her er ingen konflikter, som kræver lange, alvorlige samtaler, og det meget bevidste valg om at holde alting i en adspredt og fornøjelig atmosfære, reducerer filmens grundkonflikt til en hyggelig anekdote, som aldrig helt vedkender sig til alvoren. Og heldigvis for det. Skuespillerne leverer en solid indsats med en helt ustyrlig Glenn Close i spidsen, og hun passer i rollen som den rablende gale Camille som en god gammel handske. Charles S. Dutton er indbegrebet af kramme-dygtigt hyggeonkelmateriale, og som hans noget usædvanlige celleselskab leverer Liv Tyler (bedst kendt som datter af Steve Tyler fra Aerosmith) og Chris O’Donnell ganske enkelt deres (korte) karrierers bedste indsatser. Primært fordi rollerne er skræddersyede til deres talenter.
Ferie skal der til
Hvis man er ægte Altman-feinschmercker, kan man godt blive lidt skuffet over, at der ikke er nogen nævneværdig substans under den elegante overflade. Godt nok bliver plottet konstant udvidet - og man frygter i perioder for, om man stadig har styr på alle de løse ender, men på forunderlig vis mister man aldrig overblikket, og Altman styrer på elegant vis, historien i sikker havn. Filmen er virkelig en rigtig ’slapper’, som alle store instruktører tager i ny og næ – og man kan ikke helt lade være med at tænke på Woody Allens Manhattan Mord Mysteriet, som fungerede på samme måde. Et underholdende og forfriskende mellemspil i en stor karriere.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
