| Magert makværk |
| |
Film baseret på spil har en noget broget historie. Tænk blot på titler som Clue, Super Mario Brothers og de lidt nyere Mortal Kombat-film. Listen af tabere forlænges nu med New Lines forsøg på at skabe filmisk hø ud af rollespillet, der har været dyrket af en fanatisk skare siden dets introduktion i 1974. Filmen Dungeons & Dragons kostede 200 milloner kroner at lave, men trods det betragtelige beløb, ligner slutresultatet et lettere udvidet afsnit af TV-serierne ”Hercules” eller ”Xena”.
’Star Wars’esque
Dungeons & Dragons handler om en broget skare af eventyrere. Ridley (Justin Whalin) og hans ven Snails (Marlon Wayans) er to unge tyve, der bliver draget ind i en magtkamp mellem det gode – fyrstinden Savina (Thora Birch) – og det onde – troldmanden Profion (Jeremy Irons). Savina og Profion kæmper indædt om noget så fremmedartet som et scepter med magiske kræfter til at fremmane og kontrollere ildspyende drager. Men overordnet set kunne man med Star Wars-øjne sagtens give Ridley et lidt mere hærget look og ende med Han Solo, Savina en lille hårbolle, så hun var en tro kopi af Prinsesse Leia og endelig smække en maske i hovedet på Profion, så hans Darth Vader-efterligning var komplet. For historien bringer ikke andet til verden end et ypperligt sammenkog af alverdens fantasyklichéer.
For at gøre cirkusartisteriet fuldkomment er de skæve skæbner udstyret med ledsagere. Ridley og Snails får hurtigt følgeskab af den frodige amazoneelver Norda (Kristen Wilson), den unge magiker Marina Pretensa (Zoe McLellan) og den halvskøre, rødskæggede dværg Elwood (Lee Arenberg). Profion må i sit ufrivilligt komiske monstergalleri nøjes med den afstumpede og banalt brutale Damodar (Bruce Payne)
Små glimt, men generelt grusomt
Som actionfilm er Dungeons & Dragons en ensidig affære af konstruerede spændingsøjeblikke, sværdkampe og drabelige dueller. Skuespillet er i store træk som man kunne forvente af de unge TV-serie-’stjerner’, men veteranen og sværvægteren Jeremy Irons formår i sidste ende at overgå dem alle i balstyrisk overspil. Han spiller Profion med en sådan variation af hævede øjenbryn, dæmoniske latterudbrud og sammenknebne øjne, at man bliver i tvivl, om dette er den samme, elegante skuespiller man så i Dead Ringers, Åndernes Hus og den ikke helt uefne præstation som Humbert i Adrian Lynes Lolita. Hvem der har givet Irons idéen til at medvirke i Dungeons & Dragons er en gåde – men det er garanteret den samme person, som har rådet ham til, at det idiotiske oplæg skulle overdramatiseres i så høj grad, at der ville gå kult i det.
Men ak. Alt hvad de hungrende fantasyfans, der på det seneste har været så fyrsteligt forkælet med først Harry Potter og de vises sten og dernæst Ringenes herre - Eventyret om ringen, får i sidste ende, er middelmådige effekter og et mageløst magert manuskript, hvori lømlen Damodar på et tidspunkt udbryder ”It was a mistake. It will not happen again.”. Lad os håbe dette opsummerer Dungeons & Dragons eksistensgrundlag.
|
| |
| | Vurdering af ekstramaterialet har ikke været mulig, da distributøren pt. ikke har stillet anmelderkopi til rådighed.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
