| Fra forfatteren til Anaconda… |
| |
Når Mr. Spielberg har snuppet idéen om at lade et par fuldvoksne dinosaurer rende rundt og æde mennesker, og man har fundet på en vanvittig originale idé om at lade en dreng og hans psykiater tage ud på en næsten-øde ø, som kun befolkes af et skruppelløst olierederi, der hellere vil dræbe et par uskyldige, end at have deres hemmelighed ud til omverdenen, gælder det om at lave tilstrækkelig mange ændringer i oplægget til at undgå en retssag. Hemmeligheden er derfor, at der for 20 år siden blev smidt nogle ildelugtende æg af i sumpene omkring olieselskabet, og disse æg har nu skabt en solid stak livsfarlige Komodovaraner – det nærmeste vi kommer en ægte drage. 4 meter lang, en smule langsom i bevægelserne men snarrådig og meget farlig.
De ægte øgler
Komodovaranerne eksisterer i virkeligheden – ingen tvivl om det. Faktisk findes de kun på én ø øst for Java, som ganske hensigtsmæssigt hedder Komodo. De ligner mest gigantiske firben og er så veludstyret, at mand-til-øgle-opgør ofte ender med en sejr til de forhistoriske levn. I det hele taget et fascinerende emne at tage fat i, men da Komodo ikke er et dokumentarprogram til Animal Planet, så er vinklen en smule mindre videnskabelig. Den kræver nemlig, at man for sjov skyld går med på idéen om de udspekulerede dræber-drager og olieselskabet, som ligger i konstant skyttegravskrig mod hinanden, og så tilsætter den forfærdelige historie om lille Patrick. Men så kan man faktisk også godt klemme 80 minutters passabel underholdning ud af Komodo.
Drengen, der blev voksen
Patrick har gennem hele sin barndom holdt sommerferie på øen, men da han i filmens smukt filmede – og reelt spændende – indledning ankommer til øen til en ny omgang sommersjov, er der kommet andre boller på suppen. Folk er begyndt at holde sig væk, fordi en snigmorder er løs. Faktum er, at de fjendtlige reptiler er blevet sultne, og lynhurtigt er hund og forældre blevet forvandlet til varan-føde. Det er naturligvis frygtelig traumatisk for Patrick, og et års tid efter ligger han stadig stum og passiv i en hospitalsseng. En kvindelig psykiater – der med garanti er smukkere, end hun er god til sit job – beordrer Patrick tilbage til øen, så han kan genopleve sine traumer og komme videre i tilværelsen. Så tilbage går det – Patrick, psykiateren og tanten (som er skeptisk overfor projektet, og naturligvis derfor et af de første ofre) – og ikke så snart har de sat deres fødder på øen, før et kæmpe uvejr sætter ind og varanerne smutter ud. Et rent festmåltid er netop ankommet, og så lader man sig ikke gå på af lidt regn.
Kult, kitsch og Komodo
Den noget ironiske tone i ovenstående handlingsreferat skulle gerne understrege, at Komodo bestemt ikke hører til i den intelligente ende af gyserfilmenes skala, og når man med store typer på coveret praler af, at forfatteren også har skrevet den rystende dårlige monsterfilm Anaconda, så har man fra distributørens side allerede anerkendt filmens kitsch-værdi. Hans Bauer (forfatteren) er ved Gud ikke nogen mester udi personskildring og troværdighed, men når beretningen om Patrick og varanerne alligevel indtjener 2 stjerner til den med garanti overskuelige samling, skyldes det instruktøren Michael Lantieris (special effect-chef på de fleste store effektfilm fra Hollywood de seneste 10 år) rimelige forsøg på at få noget fornuftigt ud af det hele.
En smule spændende
Komodo er præget af en meget enkel struktur – og det taler naturligvis til dens fordel. Enkelte scener er instrueret med tæft for den umiddelbare spænding – og især når varanerne blot er lyde og fornemmelser, og hjernen får lov til at lege med, er der anslag til noget langt mere effektivt. Men desværre skal vi slæbes igennem de irriterende personers dumme handlingsmønstre (er der en mulighed for at dele sig op og gå alene, så bliver den udnyttet), og helt katastrofalt er det, at man har glemt et klimaks – den gamle fidus med at betragte hele filmen som et langt klimaks holder ikke her – og netop som man regner med, at nu skal det store opgør stå, fiser hele affæren ud i….nå, ja nogle rulletekster.
Til sidst på alle måder
Men Komodo har det helt klart bedst som sidste indslag på en lang videoaften, hvor man ikke er helt oppe på dupperne. Effekterne er faktisk af forbløffende god kvalitet, og det er pokkers ærgeligt, at idéen ikke endte i nogle lidt bedre hænder. Komodo har potentiale, men som filmen er endt, er det kun de ansvarlige, der bør være bange for de store øgler. Vi andre føler os stik mod intentionen ganske sikre.
|
| |
| Seneste kommentarer: (11 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | James
16-5-2004 18:34 | Virkelig dårlig! |
| alex er en nørd
16-5-2004 17:04 | alle dem der hedder alex er nogle dumme svin
|
| alex er en nørd
16-5-2004 16:59 | ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha haaaaaaaaaaaaaaaaaaa !!!!!!!!!! |
| porn star
16-5-2004 16:57 | fuck what I sayd it dont mean shit now and i dont want you back
|
| lars allan
16-5-2004 16:55 | alle film nørder er dumme og grimme og garanteret også fede |
|
|
|  |
|
