| En skinhellig kærlighedshistorie |
| |
En amerikansk, romantisk bestseller filmatiseres. Det er en af forfatterinden, Pearl S. Bucks, mange titler, der står for skud. I 1938 modtog hun som den første amerikanske kvinde nobelprisen i litteratur. Hun fik en både kinesisk og amerikansk uddannelse og var bosat i Kina i mange år, hvor hun underviste, skrev og kæmpede for kvindernes rettigheder. Hvis man vil tilegne sig historien om undertrykt kærlighed i en kinesisk provins i 1938, er man bedst tjent med hendes bog. Ho Yims version af historien er i hvert fald ikke at foretrække.
De forbudte følelser
Wu-familien er en af de magtfulde og traditionsbundne familier i Jiang Su-provinsen. Mr. Wus førstekone, Madame Wu Ailian, er blevet fyrre år og kan ikke længere tilfredsstille sin mands fysiske behov. Derfor tillader hun ham en konkubine og træder selv tilbage for at tage sig af familien. En amerikansk præst, Father Andre, hyres som lærer for konkubinen, Madame Wu og hendes yngste søn, Fengmo. På besværlig vis forelsker Fengmo sig imidlertid i den unge konkubine. Denne bondepige flygter dog fra familien, og i sin fortvivlelse over dette - og fordi han afslører sin mor og Father Andres nye forelskelse - slutter Fengmo sig til den kommunistiske hær. Father Andre og Madame Wus kærlighed varer kun kort, da japanerne i et historisk slag bomber hele provinsen tilbage til stenalderen – og Father Andre med. Madame Wu må se sin store kærlighed blive reduceret til en platonisk følelse, men kan til sidst glæde sig over Fengmos tilbagevenden og erobring af den bortløbne konkubine.
Den store kærlighed
Pavilion of Women forsøger at være en kærlighedshistorie af de helt store. Undertrykt seksualitet og skæve kønsroller udløser appetit på det forbudte. Vi skal forestille os, at Madame Wu har levet i fyrre år uden at opleve kærligheden. Hun har været underlagt sin mand og traditionernes undertrykkelse af kvinder. Efter 24 år i et tvangsægteskab formår hun alligevel at forelske sig i den gavmilde præst, der nedbryder alle facaderne hos de kinesiske kvinder og via sit vestlige verdenssyn får dem til at se ind i en fri verden.
Pænheden
Da filmen altså skal sælges som en kærlighedshistorie, er den derfor også bygget op i et appetitligt slør af pænhed. Optagelserne foregår i nogle utroligt flotte omgivelser i Kina, og instruktionen og skuespillerne leverer sammenlagt en pæn og redelig præstation. Klicheerne besøges en masse gange, men især Yan Luo som Madame Wu formår med en yndefuld blidhed at løfte filmen og udligner den ynkeligt frådende figur af en Mr. Wu. Willem Dafoe, hvis ansigt man kender fra utallige store biroller (bl.a. Shadow of the Vampire og American Psycho), er det største navn i produktionen. Han læner sig tilbage og kører på rutinen, hvilket frembringer en ulideligt overfladisk frelser af en præst uden den indlevelse, historien lægger op til.
Det kulturelle sammenstød
Man får en dårlig smag i munden over den ensidige og nedladende måde, det kulturelle sammenstød mellem vesten (i form af Father Andre) og østen (i form af Wu-familien) fremlægges. De kinesiske mænd fremstilles som halvhjernede tåber, der kun er ude på at få magt og gå til blomsterdamerne for at få deres kødelige lyster tilfredsstillet. Den amerikanske præst derimod fremstilles som en helgen, der hjælper børnene og kvinderne i deres undertrykkelse af de kinesiske familietraditioner, og underviser de tilbagestående kinesere i vestens moderne fremskridt som astronomi, elektricitet, opera, kropslig frigørelse osv.. Man kunne undre sig over, hvad præsten overhovedet laver i Kina, så højt som han værdsætter de vestlige værdier. Rigtigt gættet: Han missionerer. Missionerer de vestlige værdier.
|
| |
| Der er endnu ingen kommentarer. |
|
|  |
|
