| Tro, heksekunst og kærlighed |
| |
Efter en pause på 11½ år vendte den store danske instruktør Carl Th. Dreyer i 1943 tilbage med en ny spillefilm. Den psykologiske realisme, han havde opdyrket i internationalt format Frankrig og Tyskland med mesterstykkerne Jeanne D’Arc’s lidelse og død (1927) og Vampyr (1933), kommer til udtryk igen i filmen Vredens dag - en magisk tragedie om tro, heksekunst og kærlighed, der netop er genudgivet på det hjemlige videomarked.
Heksehistorie
Filmen er baseret på den norske forfatter Hans Wiers-Jenssens skuespil ”Anne Pedersdotter” fra 1908. Skuespillet er en dramatisering af en virkelig begivenhed, der fandt sted i Bergen i det 16. århundrede. I 1575 døde præsten Absalon Pederssøn, og i 1590 blev hans kone, den unge Anne Pedersdotter, brændt på bålet for med troldom at have forvoldt sin mands død.
Absalons hus
I Dreyers version er historien flyttet til København 1623, og den indledes med en anden heksehistorie - Herlofs Martes (Anna Svierkier). I spidsen for inkvisitionen står præsten Absalon (Thorkild Roose), en pligtopfyldende og gudfrygtig mand. Han gør sin moder (Sigrid Neiiendam), som styrer hans hus med hård hånd, ære ved sin gerning, men gør det bestemt ikke ved sit nye ægteskab, som han har indgået med den smukke unge Anne (Lisbeth Movin), der nok er uskyldsren, men ikke desto mindre yderst mistænksom i moderens øjne.
Heksebål og hjertebrand
Da Absalons søn fra det tidligere ægteskab vender hjem, får moderens mistanke yderligere næring. Martin (Preben Lerdorff Rye), der er et par år ældre end Anne, tænder flammen i hendes øjne, og de forelsker sig i hinanden. Processen mod Herlofs Marte ender efter en længere omgang tortur. Hun dømmes til bålet. Det tager hårdt på Absalon, som Herlofs Marte som sin sidste chance havde forsøgt at afpresse. Hun vidste nemlig, at Absalon i sin tid vandt Annes hånd, alene fordi han skånede Annes mor, der også var udlagt som heks. Mens Absalon lukker sig inde for at forsone sig med sin gud, udfoldes de unges elskov mere og mere åbenlyst. Sidste ligning i regnskabet kommer ikke som nogen overraskelse, men skal naturligvis ikke afsløres her.
Tidløs og tæt
Selvom historien er sat i den sene danske middelalder, er det en ganske tidløs historie. I sin tæthed omkring behandlingen af et borgerligt hjem, dets normer og traditioner kan den minde om Du skal ære din hustru fra 1925. De karakteristisk skrabede Dreyerske dekorationer er som sædvanlig begrænset til det mest nødvendige, så der opstår et renere fokus på personerne og konflikterne.
Moderne film
Det mest slående er dog, at det er en meget moderne film. Blandt publikums klagepunkter over filmen i 1943, hvor bl.a. nazisternes jagt på de danske jøder tog fart, var Dreyers modvilje mod at tage stilling til karakterernes moral og placere skyld hos dem. Men netop Dreyers nuancering af karaktererne og det, at han i stedet placerer årsagerne til deres fortrædeligheder i religionens jerngreb om deres sjæl, gør filmen langtidsholdbar, og dens kritik aktuel - også her 58 år efter.
Kritikerne beklagede sig i sin tid over filmens langsomhed og i det hele taget dens rytme. Den kritik kan være svær at godtage nu, netop fordi Dreyer og de fintfølende skuespillerne så elegant afrunder filmens karakterer og nuancerer dem. Hvilket i det hele taget synes at være filmens største opnåelse.
Nu om dage kan man beskylde filmen for at glide frem med en vis forudsigelighed. Karaktererne, som dengang virkede nyskabte og provokerende, hører nu til almindelighederne. Som tragedie forholder den sig fint til formen, men samtidigt er det glædeligt at se, at genren har udviklet sig siden.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | Bertha
2-4-2014 11:42 | This artcile went ahead and made my day. |
| Katja Worm
23-6-2009 15:37 | Hej med Jer,
Jeg ved ikke med jer, men jeg synes bestemt, at Vredens Dag er en fantastisk og gribende film.
Jeg er meget, meget begejstret for Dreyers måde at instruere og skabe film på.
Jeg synes bestemt også, at den skulle have haft premiere i USA.
Hvis det stod til mig, skulle den vinde 13 Oscars.
Dernæst synes jeg også, Lisbeth Movin skulle have rejst til Hollywood og skabe sig en karriere på det amerikanske filmlærred. Så ville hun have nået helt til tops. Både hun og Dreyer og hele holdet bag Vredens Dag skulle have en stjerne på Broadway. Det mener jeg virkelig.
Vredens Dag er en film som rammer en i hjertet. Den er gribende, realistisk, indholdsrig, fascinerende og utrolig fantastisk.
Respekt og varme tanker fra
mig til Dreyer!!! Den er til et 13-tal med pil opad! |
|
|
|  |
|
