| Meg Ryan og hertugen |
| |
Romantiske komedier har der altid været plads til i biografprogrammet, udviklingen de sidste par år har desværret bare været på det yngste publikums præmisser, så det i dag snarere er reglen end undtagelsen, at der flirtes, kysses og drømmes mellem teenagere, som kun lige har taget de første spæde pubertetsskridt. Men det voksne publikum har også brug for lidt adspredende underholdning i den lyserøde afdeling, og det sørger Meg Ryan og en revne i tid/sted-kontinuummet over Brooklyn Bridge for i hendes første film i genren siden You’ve Got Mail fra 1998.
Tidsrejse mod romantik
Vi starter i slutningen af 1800-tallet ved rejsegildet på det, som den tyske konstruktør så rammende kalder ”the world’s greatest erection ever” – tårnene til Brooklyn Bridge i New York. En af gæsterne ved den glædelige begivenhed er den adelige Leopold, Hertug til Albany (Hugh Jackman), som undrer sig over en suspekt fyr med en underlig dims i hånden (et digitalkamera). Forfølgeren fortsætter med at dukke op, og under en natlig jagt på byggeskellettet til den enorme bro bliver hertugen trukket med den mystiske fremmede ud over kanten, gennem et belejligt placeret hul i tiden og frem til New York anno 2001.
Fremmed fisk
I en globaliseret verden, hvor der drikkes Cola og ses CNN i enhver afkrog af kloden, er det ikke længere nok bare at være en gæst fra et andet land for at være en ægte fremmed. Nu er tidsrejser nødvendigt, men så snart den kamel er slugt, så fungerer Kate & Leopold i ganske traditionel og charmerende forstand. Meg Ryan er karrierekvinden Kate, som har opgivet af finde en ordentlig mand i New York, men da Leopold ender i lejligheden over Kate, som ejes af den tidsrejsende eventyrer, hendes eks-kæreste Stuart, og prøver at få sine 1800-tals manerer til at passe ind i vores moderne verden, så begynder Amor en smule modstræbende at skyde sine pile.
Hurtige mellemregninger
For at få logikken til at gå bare rimeligt op, springer filmen over en lang række mellemregninger. Ved at gøre Leopold til en oprørsk sjæl i hans samtid, opfinder med skøre idéer som en maskine, der skal kunne transportere folk automatisk op i højhuse, og modstander af fornuftsægteskaber, så bliver springet i tid kærkomment for ham, og han lader heller ikke på nogen måde til at have travlt med at komme hjem igen. Hele konflikten om tidsrejsen bliver derfor blot til baggrundsfyld, som skal undskylde hans gode manerer, høflige sprogtone og legesyge glæde ved at se vores verden – uden tidsrejsen havde han blot været en velopdraget tosse.
Romantikken i centrum
Men det efterlader fokus på romancen, sukkersødt kan man drømme med i længslen efter en tid, hvor prinsen på den hvide hest rent faktisk var en prins, hvor mænd ikke behøvede tænke før de opførte sig pænt og måske samtidig lære lidt om at gribe chancen, når den dukker op – også selv om den ikke ligner det, man regner med. Hugh Jackman er nået helt over i den anden ende af spektret i forhold til sin gennembrudsrolle som Wolverine i Bryan Singers X-Men, men han er renskuret og britisk til fingerspidserne, en anelse fersk måske, men med appel direkte til et småromantisk hjerte. Overfor ham er Meg Ryan tilbage i sin perlerolle som den småfrustrerede, søde og håbefulde New Yorker med alle de obligatoriske småticks og skæve ansigter, som man enten elsker eller hader. Det er i høj grad hendes film, og hvis man er til den helt særlige, undergenre til den romantiske komedie, der går under navnet Meg Ryan-film, så er Kate & Leopold en af de mere charmerende.
|
| |
| Seneste kommentarer: (2 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | V.J.
18-1-2005 22:29 | Tillad mig at sige det samme om ham.
Jeg håber at Jackman og Ryan kommer til at spille sammen igen, de er et ret godt team. |
| Martin
27-7-2003 20:20 | Kan kun sige en ting , hun er lækker i alle sine roller og en kanon skuespiller |
|
|
|  |
|
