| | | Har du set filmen? Hvad synes du om den? |
|
|
| |  | | (15 stemmer) |
|
|
| | Billedformat:
4:3 FullFrame, 1.33-1
Lyd:
Dolby Digital 1.0
Ekstra materiale:
Trailers fra andre film, interview med instruktøren Elia Kazan, Mastering the Method, fotogalleri, kommentarspor, filmografier |
|
|
|
 |
On the Waterfront
| Livet på havnen |
| |
Gangstere findes i alle afskygninger, og i Elia Kazans meget fine skildring af et miniature-gangstervælde i New Yorks havn møder vi en ret uglamourøs udgave af det hårde liv i en verden, hvor de stærkeste håndhæver loven. Johnny Friendly er bossen, som sætter dagsordenen, og med sit bundt af trofaste håndlangere lykkes det ham at holde den store gruppe af arbejdere nede, som bor og lever på havnen – on the Waterfront.
Terrys konflikt
Blandt håndlangerne er brødreparret Terry og Charley (Marlon Brando og Rod Steiger), og de bliver hvirvlet ind i et turbulent spil, da en af de undertrykte, Jimmy Doyle, vælger at sladre til havnepolitiet om Johnny Friendlys knapt så venlige aktiviteter. Den unge Doyle bliver likvideret, og det skaber naturligvis lidt røre i den tavse andedam, men ingen tør sige noget til politiet, som foretager en hurtig proforma-undersøgelse, og sagen ville hurtigt være endt i den store glemmebog, hvis ikke Jimmys søster, den nyankomne Edie (Eva Marie Saint), havde været naiv nok til at fortælle sandheden. Pludselig er Terry endt i en interessekonflikt af dimensioner, da han har forelsket sig i den handlekraftige Edie og samtidig får til opgave af få hende ekspederet ud af vagten af den smådesperate Johnny Friendly.
Forsøg på opstand
Det er Terrys historie, der bliver kraftigst trukket op i On the Waterfront, men mange af personerne må tage de samme kampe som Terry; kampe mod deres fastlåste opfattelse af ret og uret og på et mere konkret plan, kampen mod Johnny Friendlys tyranniske styre. For bestikkelse, forfordeling og hemmelige aftaler er blevet så integreret en del af livet i havnen, at det virker urimeligt hårdt for den almindelige arbejder at gøre opstand, men med Terrys hjælp lykkes det at mobilisere en gruppe, som bl.a. tæller præsten Fader Barry (Karl Malden), og de bliver de undertryktes stemme.
Politisk undertone
On the Waterfront var en væsentlig film ved sin premiere i 1954. McCarthy var i fuld gang med at få fremstående personer over hele USA til at sladre om venner og bekendte i forsøget på at få jaget enhver antydning af kommunisme ud af landet – og instruktøren Elia Kazan var en af dem, der tidligt valgte at ”sladre” for at få lov til at lave film. Det har han været hadet for siden, og da han for få år siden fik en æres-Oscar, var der mange i salen, der valgte at blive siddende tavse i protest mod hyldesten til en mand, som de betragter som forræder. En hård skæbne, men i On the Waterfront havde Kazan allerede taget en del af diskussionen; hvornår skal man bryde stilheden og fortælle sandheden – og hvornår skal man tie for ikke at udsætte venner og bekendte for yderligere fare. Kazan valgte at stille op og tale, og det gør Terry også, men styrken er, at fortalerne for det modsatte synspunkt også bliver tilgodeset via Terrys bror, Charley. Ligeså rigtigt det virker at stille op og kæmpe, ligeså fornuftig får Kazan tavsheden til at se ud; omkostningerne ved at byde overmagten trods synes for flere af de medvirkende alt for stor, og man forstår til fulde deres beslutning om at lade uretfærdighederne fortsætte.
Stærkt spil
I dag er filmen naturligvis ikke helt så brændende aktuel i sit emne, men i stedet kan man glæde sig over universelle filmiske fornøjelser som f.eks. det stærke spil af Marlon Brando, Rod Steiger og Eva Marie Saint. Budd Schulbergs nuancerede manuskript fremstår stadig i absolut topklasse med en detaljerigdom og et overblik, som man kun sjældent oplever – og selvom slutningen føles en kende urealistisk i sin pludselige løsning af problemerne, så er On the Waterfront stadig en stærk oplevelse og ikke kun et filmhistorisk klenodie.
|
| |
| | Når man nu har begivet sig ud i klassiker-land, så er ekstramaterialet på On the Waterfront en glimrende tourguide. Kommentarsporet med filmhistorikeren Richard Schickel og Kazan-biografen Jeff Young er ganske naturligt præget af en del historiske tilbageblik, men det er jo netop også i det lys, at filmen er interessant. Et interview med Kazan selv er et fint supplement, selv om man selvfølgelig godt kunne have tænkt sig mere end det lille kvarters tid, det bliver til.
Mastering the Method handler om spillestilen i filmen og kommer glimrende rundt om skuespillernes arbejdsmetoder. Endelig er der lidt billedgalleri, filmografier og trailere fra de øvrige film, der er udgivet i Nordisk Films klassikerrække.
Ekstra materiale:
 |
|
|
|
| Seneste kommentarer: (1 i alt - Læs alle) | | | | Forfatter | Indlæg | michaelw
3-11-2006 20:23 | Slet og ret en af de bedste film gennem tiderne.
Marlon brandos skuespil er slet ikke til at sætte ord på den mand var så dygtig og med en perfekt instruktion fra Elia Kazan bliver denne film aldrig glemt.
Seks stjerner. |
|
|
| |
|
|
